Den rigtige indsats?

20120404-152451.jpg

Niels Bjørn-Andersen, der er professor på CBS, havde en kronik i Berlingske i fredags. Den starter med sætningen

Danske studerende er generelt de mindst motiverede, jeg har undervist.

Det er hårde ord.

Samtidig ser vi nemlig også et andet fænomen i en artikel fra Politiken:

Undersøgelser fra både Aarhus Universitet og Københavns Universitet i 2011 tegner et billede af en decideret stressepidemi blandt de studerende.

Tusindvis af danske studerende kæmper dagligt med alvorlige stress-symptomer som hukommelsestab, koncentrationsbesvær, smerter, hovedpine, søvnløshed og lavt selvværd.

Hvordan kan begge dele dog være sande?

Jeg kan selv opleve at en del studerende kun er aktive i begrænset omfang – det er velkendt, at der i dag en stor gruppe af universitetsstuderende (og bestemt ikke kun på mit universitet), der er minimalister. Dette er studerende, der gør en stor indsats for ikke at gøre en indsats. Heldigvis oplever jeg bestemt også aktive og engagerede studerende. Billedet er nemlig kompliceret.

En større skare af studerende, der laver så lidt som muligt, er et problem, når man selv er og skal være aktiv i undervisningen. Det føles asymmetrisk, at en del af de studerende ikke selv også udviser et tilsvarende engagement. Men det handler ikke kun om underviserens følelse af retfærdighed – de studerende lærer heller ikke noget ved at være passive. Problemet skal selvfølgelig løses, men hvordan?

Det er ganske rigtigt et problem, at taxameterprincippet betyder at der bliver færre midler til rådighed til undervisningen, hvis mange studerende ikke består. Man kunne lige så vel hævde, at hvis der var høje dumpeprocenter, da burde der faktisk tilføres ekstra resurser til undervisningen en overgang.

Nils Bjørn-Andersen har fem forklaringsmodeller og fem deraf afledte løsningsforslag. Bl.a. hiver han den gamle traver om SU’ens demotiverende faktor af stalde. Hvis SU er så demotiverende en faktor, hvordan kan det være, at vi ser samme uheldige studenteradfærd i lande, der er temmelig forskellige fra Danmark.

Jeg er dog især meget betænkelig ved den sidste løsning, som Bjørn-Andersen foreslår. Mødepligt vil ikke ændre noget; en studerende lærer ikke nødvendigvis noget af at befinde sig til undervisningen – det er den studerendes faktiske arbejdsindsats, der er korreleret med læringen, og det er den indsats, der skal ændres.

Hvilken gruppe af studerende er det, der bliver ramt af stress og hvorfor? Det ville være vigtigt at få afdækket. Mit bud er, at det ikke er minimalister, der bliver ramt af stress. Enten stiller studiemiljøet krav, der er svære at honorere også for dedikerede studerende, eller også er der tale om at de pågældende studerende bruger deres indsats forkert.

I begge tilfælde er det vores opgave at lære de studerende at blive bedre studerende – at lære dem, hvordan en studerende på en videregående uddannelse bør arbejde for at lære. Nogle studerende har denne baggrund med, måske fordi de har let ved at falde til, andre fordi de kommer fra et miljø, hvor en sådan adfærd er blevet påskønnet og opmuntret til. Andre har den ikke. Nogle af dem burde formodentlig ikke have valgt den uddannelse de er på, andre kunne ved en ændret adfærd få meget mere ud af den.

(Visited 40 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar