Forelæsningens paradoks

Forelæsninger stammer som form fra de første universiteter, dengang i den sene middelalder, hvor man kun kunne studere teologi. En normal studerende havde ikke råd til at købe sin egen bibel, og derfor var der en fore-læser, der læste højt fra dagens skriftsted, mens de studerende skrev af. Også i den såkaldt moderne verden har man set dette. Jeg husker fra min egen studietid, hvordan en polsk gæsteunderviser fortalte, at amerikanske lærebøger i datalogi var dyre og/eller uopdrivelige i datidens Polen, og at en typisk forelæsning derfor bestod i at lave en ekstremt udførlig gennemgang af dagens tekst. Og et årti senere, da jeg selv var blevet universitetslærer, holdt en af mine kolleger et kursus, hvori han brugte en hel masse slides (der dengang var af plastic). Kursets litteratur var en papirudgave af selvsamme slides.

Selv synes jeg, det kan være sjovt at forelæse. Jeg er så heldig, at jeg næsten altid underviser i noget, jeg synes er interessant og vigtigt, og i de situationer er det en god oplevelse at tale om det stof, jeg godt kan lide.

Men hvorfor har vi egentlig forelæsninger? Hvis det er så god en undervisningsform, er det unægtelig mærkeligt, at den ikke bruges i hele uddannelsessystemet. Der er f.eks. ikke forelæsninger i folkeskolen eller på de gymnasiale uddannelser.

Men der er en underlig tilvænningsproces indbygget. Når de studerende begynder på universitetet, kender de som sagt ikke forelæsningsformen og ved ikke rigtig, hvordan de skal reagere på den. Der er forstyrrende elementer – snak, brug af computer til irrelevante formål o.lign. – men tre år senere er disse fænomener aftaget kraftigt i omfang. Til gengæld er der hos en del studerende opstået en fornemmelse af, at nyt stof bør præsenteres i forelæsningsform. Jeg kan huske et kursusforløb for snart en del år siden, hvor to af kursusgangene var afsat til at de studerende skulle læse en tekst selv og fremlægge den for resten af holdet. Nogle studerende gav bagefter udtryk, for at de ville ønske  at jeg havde lavet en forelæsning om stoffet, så de bedre kunne læse teksten og lave en fremlæggelse!

Men samtidig hører man en anden, stik modsat historie om forelæsninger fra studerende. Jeff Young fra The Chronicle of Higher Education har startet en uformel undersøgelse af amerikanske studerendes holdninger til forelæsninger. Han har bedt studerende sende video-indlæg ind, og resultatet, som man se ovenfor, er interessant og også ret trist. Forelæsningerne er kedelige, uinspirerede og der er alt for mange slides. (I de kurser, jeg selv har kunnet planlægge – og det er heldigvis de allerfleste – har jeg helt undgået at bruge slides, så dén kritik rammer ikke mig.)

Mange af mine kolleger er meget blufærdige over for at få deres forelæsninger optaget. Men hvad hvis nu jeg “forelæste” hjemme eller på mit kontor foran et kamera og kunne redigere min forelæsning, til jeg var tilfreds med den? Så behøvede jeg kun at forelæse én gang, og bagefter kunne jeg podcaste resultatet for tid og evighed og lade det være en del af kursuspensum. Ulempen ved det er selvfølgelig, at jeg ikke ser de studerende imens – men dels kan jeg ikke tale med den enkelte studerende undervejs, hvis holdet er af en vis størrelse, dels vil jeg alligevel primært kontakt med de studerende i forbindelse med andre slags undervisningsaktiviteter som f.eks. øvelser. Det er vigtigt for mig at møde de studerende, men det behøver ikke at ske gennem forelæsningerne. De studerendes udsagn er typisk, at det er gennem øvelserne, de lærer mest. Med andre ord: den form, jeg overvejer, vil være en bevægelse mod mere “hands-on”, væk fra “Hans-on”.

(Visited 58 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar