Business as usual

Grænser for vækst

Jeg kan fra min gymnasietids matematikundervisning huske bogen Grænser for vækst. Bogen udkom i 1972 og skrevet af Donella H. Meadows, Dennis L. Meadows, Jørgen Randers og William W. Behrens III. (Jørgen Randers er ikke fra Randers, men fra Norge; de øvrige forfattere er fra USA.) Bogen blev til på opfordring fra den såkaldte Romklub, der blev dannet af en række forskere og industrifolk i 1968 og har været finansieret af Wolkswagen-fabrikkerne.

Grænser for vækst har som sin hovedkonklusion, at den gængse tese om nødvendigheden af vækst ikke er holdbar. Den underliggende matematiske model, World3, som forfatterne benyttede, blev til på MIT. Men faktisk er argumentationen simpel nok at forstå og er allerede foregrebet af den britiske økonom Thomas Malthus (som jeg også lærte om i gymnasiet). Argumentet er skræmmende enkelt:

Hvis vi har endeligt mange resurser og vores mulighed for udnytte dem kun vokser lineær, men en række andre vigtige størrelser (såsom befolkningstal, forurening og forbrug af resurser) vokser eksponentielt, vil vi løbe tør for resurser.

Grænser for vækst bruger metallet krom som eksempel. I 1972 udgjorde verdens krom-resurser 775 millioner tons, og den årlige udvinding var 1,85 millioner tons. Men forbruget af krom er vokset med 2,6 procent om året. Hvis forbruget af krom var konstant, ville der være krom nok til 418 år, men med det eksponentielt voksende forbrug er der kun nok til 95 år. 95 år er “lang tid”, men det vil kræve flere resurser at udvinde resurserne efterhånden, og det kræver yderligere forbrug af resurser. Differentialligningerne er koblede.

Grænser for vækst var en meget kontroversiel bog, og dens datagrundlag blev kritiseret af nogle. Men siden er bogen blevet opdateret flere gange af forfatterne, og andre har undersøgt, om forudsigelserne har holdt stik. I 2008 var det den australske forsker Graham Turner, der genbesøgte Grænser for vækst og skrev en rapport om det. Han endte med at give Grænser for vækst ret.

Herunder er et kort foredrag med Graham Turner, hvor han forklarer sine konklusioner.

I en kort artikel i Smithsonian Institutions web-publikation kan man se ovenstående dystre figur., der også skyldes Turner. Man opdager to ting: Først, at Meadows et al. ‘s forudsigelser ikke har været helt forkert. Dernæst, at i 2030 sker der noget afgørende. Resurserne tynder ud, og befolkningstallet går drastisk ned – fordi resurserne bliver færre, er der ikke nok til at alle kan overleve.

Skal vi fortsætte med business as usual ?

flattr this!