Hvor kom det fra? (Historien om Bob og Henri)

Den amerikanske forfatter Jonah Lehrer har skrevet en bog, Imagine: How Creativity Works, der med udgangspunkt i hjerneforskningens resultater beskriver kreativitetens gåde. Et uddrag af bogen er blevet til en artikel i The Guardian.

Artiklens case-studie er den altid meget flittige Bob Dylan. Efter en lang og udmarvende turné efterfulgt af en træls maveinfektion var Bob i 1965 klar til at trække sig definitivt tilbage fra sin musikkariere. Han fortalte sin manager, at han ville bo i en lille hytte i Woodstock i delstaten New York. Nu ville han aldrig mere tænke på at skrive sange. Men efter nogle dage i sin lille hytte slog det kreative lyn ned – og pludselig havde han skrevet “Like A Rolling Stone”. Resten er musikhistorie; Bob havde fundet et nyt tekstligt og musikalsk udtryk med udgangspunkt i rock og et band-univers.

Det er denne indsigt, Lehrers artikel handler om: at man ind imellem skal lægge de bevidste tankeanstrengelser fra sig for at de nye ideer kan komme:

Before we can find the answer – before we probably even know the question – we must be immersed in disappointment, convinced that a solution is beyond our reach. It’s often only at this point, after we’ve stopped searching for the answer, that the answer arrives. All of a sudden, the answer to the problem that seemed so daunting becomes incredibly obvious.

Den franske matematiker Henri Poincaré havde gjort samme indsigt. Han arbejdede med sin forskning nogle få timer først på dagen og igen nogle timer sidst på dagen. Indtrykkene skal have lov til at sætte sig før der kan komme et udtryk. Poincaré skrev (her i engelsk oversættelse):

1. The creations involve a period of conscious work, followed by a period of unconscious work.
2. Conscious work is also necessary after the unconscious work, to put the unconscious results on a firm footing.

Det er en udfordring at forstå, hvorfor det er sådan og hvorfor det være sådan.

Det var den amerikanske hjerneforsker Mark Beeman, der indså at de to hjernehalvdele spiller hver sin rolle og kunne dokumentere det ved undersøgelser af hjerneaktivitet. Lehrer skriver om Beemans forsøg:

Beeman teamed up with John Kounios, a psychologist at Drexel University. The first thing they discovered was that, although it seemed that the insight answer appeared out of nowhere, the brain had been laying the groundwork for the breakthrough. The process began with an intense mental search as the left hemisphere started looking for answers in all the obvious places. Because Beeman and Kounios were giving people word puzzles, they saw additional activation in brain areas related to speech and language. This left-brain thought process, however, quickly got tiring – it took only a few seconds before the subject said he’d reached an impasse and couldn’t think of the right word. But these negative feelings are actually an essential part of the process because they signal that it’s time to try a new search strategy. Instead of relying on the literal associations of the left hemisphere, the brain needs to shift activity to the other side, to explore a more unexpected set of associations.

Men når vi nu ved, at kreativiteten ind imellem kræver mentale pauser, hvor højre hjernehalvdel arbejder i baggrunden, må det også føre til en ny måde at tænke om forskning på, herunder arbejdsbetingelserne for forskning og for hvordan kvaliteten af forskning måles. De arbejdsbetingelser, man ender med at have, og de krav om målrettethed, der ofte formuleres, giver ikke nødvendigvis mulighederne for ny indsigt. Den venstre hjernehalvdel er bevidst målrettet, det er den højre ikke. Jeg frygter, at vi ofte i ønsket om målbar, målrettet forskning ender med at lave “cranking the handle”, dvs. genanvendelse af allerede opnået indsigt i en let ændret sammenhæng. Selvfølgelig er denne form for opnåelse af resultater legitim og også nogle gange nødvendig, men innovativ (endnu et af tidens slogans) er den jo ikke.

flattr this!