Fremtiden i 1982

Ridley Scotts Blade Runner er en de film, der gjorde størst indtryk på mig dengang i 1980′erne. Jeg så den i Biografen i Nørresundby – så længe er det siden. En af de scener, jeg især husker, er ovenstående, hvor Deckard bruger en såkaldt Esper-fotoanalyse-maskine til at finde afslørende detaljer i et foto. Tænk, hvis man kunne grave så dybt ned i indholdet i et fotografi. Fotointeresserede vidste dengang, at en film skulle være meget langsom, dvs. have meget lavt ISO-tal og dermed kræve lang eksponeringstid, for at kunne levere tilpas god opløsning. Da digitale kameraer tog over, blev opløsning  målt i megapixel det vigtige argument. i stedet for hastighed. Men alt dette var fremtidsmusik dengang i 1982, det år jeg tog studentereksamen og begyndte på universitetet.

På mange måder er denne scene typisk for ekstrapolerende science fiction: Noget er fascinerende, noget er stadig uvist, noget er blevet muligt, noget er allerede åbenlyst forældet. Ideen om Esper-fotoanalyse er stadig fascinerende, men selvfølgelig ikke umulig. Formodentlig er det dog umuligt at kunne interpolere så godt ud fra hvad der ligner et fotoaftryk i en ikke imponerende opløsning. Talegenkendelse som navigation er til gengæld realistisk nu. Det åbenlyst forældede er det analoge fotografi og billedrørsskærmen på fotoanalysemaskinen.

Skulle science fiction i virkeligheden ikke hedde technology fiction?

Filmen er i al fald stadig i mine tanker, og jeg må se at få den set igen. Jeg håber ikke, at jeg bliver alt for skuffet.

flattr this!