At fatte sig i korthed

Information står sammen med Danske Universiteter bag en ny konkurrence for PhD-kandidater.  Konkurrencen går ud på at kunne forklare sin forskning på 3 minutter – en slags pendant til poetry slam. I den første konkurrence har universiteterne udvalgt i alt 24 PhD-kandidater, der tilsammen dækker de fire hovedområder.

Ideen er interessant, nemlig at sætte fokus på formidling og at kunne isolere kernen i resultater og argumenter. Videnskabelige artikler er typisk lange publikationer, som kun få læser. Nogle har udtrykt bekymring over at den akademiske verden nu bliver gjort til et cirkus, og at konkurrencen kommer til at fylde. Det kan de have ret i – der er allerede rigeligt med konkurrence i den akademiske biks – men den egentlige, hårde konkurrence findes helt andre steder – nemlig inden for tildeling af resurser i form af stillinger og forskningsmidler. Så længe der ikke er særlige goder forbundet med korte formidlinger, ser jeg ikke problemet. Analogien med poetry slam er åbenlys – der er ingen penge i at vinde poetry slams (det ved jeg, om nogen); man gør det, fordi det er sjovt og fordi det kan skærpe den lyriske åre.

Til mange konferencer er der de “rigtige” foredrag, hvor man får 20 eller 25 minutters taletid, og de korte foredrag, hvor man kun har 5-10 minutters taletid.  De “rigtige” foredrag er de prestigefyldte, de korte er til ufærdige, tentative eller små bidrag. Men måske skulle man bede alle foredrag om at være så korte? Til gengæld kunne der så være bedre muligheder for diskussion – det er som regel her, nye ideer dukker op. Vi kunne også undgå de kedelige foredrag eller i al fald forhindre dem i at sende tilhørerne til drømmeland eller ud af lokalet.

Måske kunne man også forsøge den korte form på skrift. Ved et tilfælde opdager jeg, at der nu er startet et nyt videnskabeligt tidsskrift inden for datalogi, Tiny Transactions on Computer Science. Dette amerikansk baserede initiativ er i virkeligheden endnu en opfordring til at fatte sig i korthed. Redaktionen skriver:

Tiny Transactions on Computer Science seeks papers describing significant research contributions to the field of computer science. Tiny ToCS is the premier venue for computer science research of 140 characters or less.

Gad vide, hvordan publikationer i Tiny ToCS vil tælle i den kvantificerende og kvantificerede danske publikationsvirkelighed? Jeg tror, jeg skriver en artikel og prøver det af.

Flattr this!