Rejsebrev: Porto til tiden

Porto

Sidste år siden skrev Kurt Nørmark og jeg en artikel om de eksperimenter med webbaseret besvarelse og bedømmelse af tekstspørgsmål, jeg har lavet og Kurt har implementeret en webtjeneste til. Artiklen blev optaget til konferencen CSEDU, der i år finder sted i Porto i Portugal. Kurt mente, at jeg skulle af sted, og jeg sagde ja. Det var godt at skrive en artikel sammen med Kurt, og jeg håber, der byder sig flere lejligheder til det. Han er en både reflekteret og meget dygtig underviser og en skarp og kreativ LISP-programmør.

Der er dog et lille men. Senere blev det nemlig annonceret, at der er Milner Symposium i Edinburgh på præcis samme tidspunkt. Til Milner Symposium dukker alle mine kolleger op fra nær og fjern for at være sammen om den seneste forskning inden for semantik af programmeringssprog og beslægtede emner – og det i en by, jeg holder meget af at besøge. Det er ærgerligt ikke at kunne få et gensyn med vennerne og få en god snak om typesystemer og proceskalkyler (ikke emner, der er hippe på et sted, hvor UPPAAL er Gud, men mange andre steder i verden er det anderledes).

Til CSEDU er der ikke nogen, jeg kender, der deltager, og konferencens emne – uddannelsesforskning og computerbaseret undervisning – er ikke mit centrale forskningsområde. På den anden side er Kurts og mit bidrag en publikation til cv’et, og det skal såmænd nok blive interessant endda. Arrangørerne har endda bedt mig være ordstyrer på en af mandagens sessioner. Gad vide hvor desperate de har været.

Det tager lang tid at nå fra Aalborg til Porto. Jeg var oppe mens Fanden fumlede med snørebåndene for at nå at komme med KLM til Amsterdam 6.15.

Der var fire timers ventetid i Amsterdam, så jeg deponerede bagagen i Schiphol og fandt et tog ind til centrum. Ikke meget er er åbent i Amsterdam en søndag morgen ved ottetiden, så det blev til en meget lang spadseretur i en vågnende by blandt desorienterede turister og hjemløse. Amsterdam er en løjerlig blanding af klassisk æstetik (barokbygninger og kanaler), europæisk tjekkethed (den offentlige transport) og et lidt overgemt frisind (de i mere end én forstand tilbagelænede cyklister, coffeeshops og souvenirforretninger med småkager med hamp).

Den lange gåtur var til ingen verdens nytte – køkkenet på den café, jeg havde læst om, var ikke åbent endnu. Jeg endte tilbage inde på Damrak med en  veltillavet falaffelsandwich med salat og belgiske frites, inden jeg hastede tilbage til Schiphol og tog flyet til Lissabon og to timers ventetid i den lidt nussede transithal, hvor rygerkabinerne lækker, men der også er sofaer til at ligge på med bekvem stikkontakt til computeren ved siden af.

Flyet til Porto var hurtigt fremme; det tog noget længere tid tid at komme med letbanen ind til hotellet, og endnu engang lykkedes det mig at gå en snedig omvej fra en metrostation til et hotel. Men nu er jeg her, og om lidt skal det fejres med en solid gang søvn. Dagens højdepunkt var at køre med letbanen hen over Douro-floden, mens aftensolen lyste Porto op og man kunne se masser af hvide huse med rødlige tage derned på skrænterne.