Vi er ikke terrorister, men…

Mens jeg var i Portugal, begyndte retssagen mod den norske terrorist Anders Breivik. Jeg har ikke fulgt sagen på tv og kun læst om den i uddrag. Mens dette skrives, begynder Breivik selv at fortælle om sin ugerning. Indtil nu har vi kun læst om begivenhederne fra de overlevende fra Utøya; i dag kommer morderens historie.

Der har været store diskussioner af hans mentale tilstand. og det skyldes for mig at se, dels at det er svært for os at fatte så ekstrem grusomhed (og det er et sundhedstegn), dels at denne sag tvinger os til at forholde os til os selv. Hvis Breivik er psykisk syg, betyder det, at han ikke er som “os”.  “Vi” er nemlig psykisk sunde. På den ene side er dette beroligende for “os”, men på den anden side betyder det, at han ikke kan holdes til ansvar på samme måde. Men hvis Breivik ikke er psykisk syg, betyder det på den anden side, at han på én eller anden måde er som “os”, og det er skræmmende.

Man kan læse et Twitter-feed fra retssagen på The Guardians webside. Det er i sandhed skræmmende læsning. Også Ritzau rapporterer fra retssagen. Her kan man læse følgende citat fra Breivik:

Jeg følte, at noget kom til at ske. Jeg var næsten paralyseret. Jeg tænkte, at jeg har så utrolig lidt lyst til at gøre dette…

Hvis dette virkelig er hans holdning, er dette for mig at se et tegn på at han ikke er psykisk syg. Han har tilsyneladende – som andre terrorister før ham, men også krigsforbrydere – en opfattelse af, at hans ufattelige forbrydelse er på én måde forkert, men samtidig nødvendig.

Jeg synes, vi har en tendens til at glemme, at Breiviks forbrydelser ikke er så usædvanlige igen. De er udtryk for en ondskab, man genfinder hos netop  andre, der har begået ekstreme grusomheder med den begrundelse, at hensigten helliger midlet: krigsforbrydere, terrorister og torturbødler. I vores naboland Tyskland var der adskillige eksempler for 70 år siden og igen i 1970′erne (Rote Armee Fraktion) og senest med nazister, der begik attentater mod etniske mindretal. Det er selvfølgelig ikke Tyskland specielt; længere nede i Europa, nemlig i det tidligere Jugoslavien, skal vi heller ikke så mange år tilbage. I mange andre europæiske lande har der været mennesker, der har udført grufulde forbrydelser i militærets eller politiets eller en “højere sags” tjeneste. Det grufulde ved Breiviks forbrydelse er i virkeligheden, at den historisk set ikke er enestående.

Jeg hæfter mig også ved, at Breivik hævder, at han ikke er racist. Dette er den ekstreme udgave af den for ofte hørte standard-indledning: “Jeg er ikke racist, men…” Det umiddelbart forsonende (hvis man overhovedet kan bruge dette ord her) er, at den talende ikke kan se sig selv som eksponent for racismen. Det konkret negative er så, at den talende i praksis er eksponent for den.

Ligesom vi skal erkende den racisme, der lurer i os alle og bekæmpe den derfra, således skal vi også erkende, at vi som mennesker er i stand til at være onde og bekæmpe ondskaben fra dén position.

flattr this!