De andre danskere

En af de underligste kapringer er den, der er sket af ordet “dansker”. Nogle gange bliver ordet en slags hædersbetegnelse, andre gange det modsatte. Jeg kom til at tænke på det igen i denne weekend. For i lørdags protesterede 12.000 medlemmer af det danske mindretal mod besparelser på dansksprogede skoler i Sydslesvig. Overskriften hos Ritzau var “12.000 danskere protesterer i Flensborg”. 

Et andet eksempel er skuespilleren Viggo Mortensen. Han har boet det meste af sit liv i andre lande end Danmark, men han omtales altid som dansker. Medierne kan lide det, når han åbner en kunstudstilling på Sjælland eller sidder på en pub i USA iført dansk landsholdstrøje og ser VM.

Der er også en tydelig forskel på hvilke ord de forskellige politiske partier bruger om indbyggerne i Danmark. Og endelig er Danmark et af de lande, der ikke tillader dobbelt statsborgerskab. Det er eksklusivt at være dansker. Nogle gange har jeg hørt dette udtrykt fra uventet side. For nylig, efter et møde i Amnesty International, skulle jeg skrive en e-mail til et medlem af vores lokalforening, der nu bor i København. Han skulle nemlig tilbagelevere en nøgle, han havde lånt. Jeg var lidt vel kortfattet i mine formuleringer, når nu det tidligere medlem havde gjort så meget godt og jeg aldrig rigtig havde fået sagt ordentligt farvel til ham. En af de andre mødedeltagere, der kiggede mig over skulderen, en ung kvinde, der har et mellemøstligt navn, sagde på udpræget østjysk og med et smil:

- Det er godt nok typisk for en dansker at skrive sådan. Tsk.

Det havde hun da ret i;  det handler ikke kun om nøglen, men om mennesket bag. Men jeg nænnede ikke at minde hende om, at hun selv var dansker. (Hun vidste vist heller ikke, hvor broget min egen families baggrund er. Men det er en anden snak.)

Mindst én ting kan vi lære af medlemmerne af det danske mindretal, af Viggo Mortensen og af hende, der kommenterede min e-mail. Der er mange måder at være dansker på. Det danske mindretal i Sydslesvig udgøres af mennesker, hvis familier i mange generationer har boet uden for Danmarks grænser – og alligevel kalder de sig danskere. Samtidig er de også tyskere; de bor i Tyskland, har aftjent værnepligt i Tyskland, betaler skat i Tyskland og så videre.

Vi behøver ikke at vælge side – eller rettere: vi behøver ikke at skulle vælge én side, for et menneske har flere sider. Ligesom jeg kan bebo flere identiteter og på én og samme tid være f.eks. universitetslærer, medlem af Amnesty International, og ham, der laver poetry slam, tror jeg på, at man i Danmark på én og samme tid kan være f.eks. dansker og tyrker, ligesom man både kan være tysker og dansker. I USA har man i vore dage et langt mere rummeligt nationalitetsbegreb, end man har i Danmark; i USA bliver man amerikaner i løbet af én generation, og ofte er det ens egen – og man har samtidig lov til at være noget andet også. Forhåbentlig bliver det også muligt i Danmark med tiden.

flattr this!

Skriv et svar