Intet er forandret

En af de politiske beslutninger, der bekymrede mig mest sidste år, er den lovændring, der gjorde at udenlandske statsborgere i Danmark altid skal udvises, hvis de bliver dømt for en forbrydelse, medmindre udvisningen er i klar modstrid med international lov. Det skrev jeg om den 21. juni sidste år. Lovforslaget skyldes den daværende integrationsminister Søren Pind, og  Socialdemokraterne og SF stemte for.

Loven bekymrer mig stadig og af de samme grunde, som den gjorde dengang; der er tale om en retspraksis, der er på kant med menneskerettighederne og anvender et  bekymrende “omvendt forsigtighedsprincip”.

Jeg kan nu læse, hvordan Søren Pind og med ham Dansk Folkeparti anklager den nuværende justitsminister Morten Bødskov for at løbe fra den pågældende lov, da han før påske udtalte til Jyllands-Posten at han ville ændre reglerne for udvisning.  Desuden baserer Søren Pind sin kritik på et svar, Morten Bødskov gav til EU’s kommissær for retlige anliggender Viviane Reding; det relevante citat fra ministerens svar kan ses ovenfor.

Til Jyllands-Posten sagde Morten Bødskov (her citeret fra Information):

Ministeren understregede over for avisen, at »den ændring, som vi laver, vil ikke få nogen reel betydning for, hvilke udlændinge, der kan udvises«.

Det er her, ministeren bringer sig selv i problemer. Her ser vi nemlig det seneste eksempel på den paradoksale “argumentation”, som alle partier, der har været i regering i Danmark, på et tidspunkt har anvendt som begrundelse for et lovforslag, nemlig at der er tale om en ændring, der er af helt afgørende betydning, men ikke vil ændre på noget som helst! Denne paradoksale begrundelse er aldrig andet end et forsøg på at lave en beroligende afværgemanøvre.

Den politiske debat er på én måde en anden i dag; der er ikke den samme fiksering på udlændingepolitik og etniske mindretal som tidligere. Det er for så vidt et godt tegn. Men angsten for at fremstå som om man ikke er tough on immigration lever videre, og ligeså gør angsten for at indrømme, at man har skiftet mening. I begge tilfælde bliver den rigtige diskussion paralyseret, og det hele ender i retoriske finter, nemlig anklager om hykleri og afvisninger af samme.

Tænk, hvis den nuværende regering turde sige, at den havde stemt for en lov, den nu indrømmer er på kant med menneskerettighederne og derfor skal ændres. Og tænk, hvis politikere fra hele det politiske spektrum lovede at holde op med at bruge den paradoksale “argumentation” om de afgørende, men betydningsløse ændringer. Så kunne vi måske få en egentlig diskussion af det reelle politiske emne – her problemerne med den udvisningspraksis over for kriminelle udlændinge, der blev vedtaget sidste år.

Flattr this!