Alt det, sproget kan

I dag var anden og sidste dag på Amnesty Internationals landsmøde. Det er altid om søndagen, vi behandler forslag til udtalelser og vedtager eventuelle ændringer i kontingentsatser mv. Denne dag blev jeg mindet om, hvad vores brug af sproget betyder.

Det forslag til landsmødeudtalelse, jeg havde fremsat, var blevet behandlet i en arbejdsgruppe i går, og vi havde fundet nogle få formuleringer, der skulle ændres.

Kernen i udtalelsen er denne:

Amnesty Internationals landsmøde opfordrer på det kraftigste den nuværende regering til at gøre op med alle aspekter af den praksis mht. accept af tortur, der har udviklet sig i dansk politik. Vi opfordrer regeringen til at tage konkrete initiativer, der vil sikre

  • En principiel og permanent opgivelse af al fremtidig brug af diplomatiske forsikringer til lande, der systematisk anvender tortur.
  • Et stop for dansk medvirken til overførsel af fanger til situationer, hvor der er risiko for, at fangerne vil blive udsat for tortur.
  • At danske myndigheder ikke udfører, opfordrer til eller på anden måde giver anledning til at mennesker bliver udsat for tortur.

Disse formuleringer havde vi diskuteret i stor detalje, og vores overvejelser blev gjort klar i diskussionen i plenum.

Kunne vi mon slette ordet “systematisk” i den første opfordring? blev der spurgt. Svaret hertil er et nej, for de fleste lande i verden har desværre overtrådt FNs konvention mod tortur. Hvis vi slettede “systematisk”, ville det blive stort set umuligt at udlevere nogen til et andet land. Men FNs konvention mod tortur siger også, at myndighederne i et land, der har tiltrådt konventionen, ikke må udlevere nogen til et land, hvor der er begrundet risiko for at den pågældende bliver udsat for tortur. Det er grundigt dokumenteret, at der er en gruppe af lande, der skiller sig ud ved at være lande, hvor tortur bliver anvendt systematisk. Hvis man udleverer mennesker til retsforfølgelse disse lande, er der således begrundet risiko for at debliver udsat for tortur. Så det lille ord “systematisk” er særdeles vigtigt. Vores formuleringer er ikke “bare ord”.

Bagefter var der en paneldiskussion om Amnesty Internationals nye rapport, der dokumenterer hvordan der i nogle europæiske lande forekommer udbredt diskrimination af borgere, der er muslimer. I paneldiskussionen deltog der repræsentanter for 5 politiske partiers ungdomsorganisationer: Liberal Alliance, Venstre, Radikale, SF og Socialdemokraterne (øvrige partier havde måttet melde afbud med meget kort varsel).

Det blev en meget ufokuseret diskussion, der kun kort berørte den nye rapport, og der kom nogle ubehagelige holdninger frem fra især nogle af de unge politikere.

For det første hæftede jeg mig ved, at Venstres repræsentant gjorde sig til talsmand for det synspunkt, at Amnesty International også bør forsvare de private aktører, der praktiserer diskrimination: Hvis en butik nægter at betjene kunder fra en bestemt befolkningsgruppe, er det en forkastelig praksis, men vi skal forsvare butikkens ret til at diskriminere på denne måde. Hans argument var det ofte hørte, at staten principielt ikke skal blande sig i, hvad en virksomhed gør. Her måtte jeg påpege, at den diskrimination af afro-amerikanere, som fandt sted i USA i det 20. århundrede, i stort omfang ikke skyldes lovgivning, men private aktørers diskriminerende adfærd: butikker ville ikke betjene afro-amerikanere, busselskaber ikke ville transportere afro-amerikanere på lige vilkår med alle andre, filmselskaber ville ikke give roller til afro-amerikanske skuespillere osv. Hvis de fleste butikker i en by ikke vil have mig som kunde, hvor kan jeg så købe ind? Her vidste den unge Venstre-politiker ikke, hvad han skulle svare. At private aktører har afgørende magt i samfundet, at der findes både institutionaliseret, officiel og ikke-institutionaliseret, privat baseret diskrimination og at menneskerettighederne ikke indebærer en ret til forskelsbehandling indgik tydeligvis ikke i hans analyse (hvis man kan tale om en sådan). Hvis man skal vælge mellem private virksomheders ubegrænsede ret til at gøre, hvad de vil, og retten til at leve et liv fri for forskelsbehandling, vil jeg altid vælge det sidste.

For det andet hæftede jeg mig ved, at nogle hævdede, at hadefulde udtalelser mod minoriteter ikke udgjorde et væsentligt problem. Specielt Venstres repræsentant gjorde sig til talsmand for denne holdning – “det er jo bare ord”, som han sagde. Men mange forfølgelser af mindretal er netop begyndt med hadefuld retorik. Tyskland i 1930’erne, Jugoslavien i 1990’erne og Rwanda på samme tid var alle eksempler på hvordan en hadefuld retorik efterhånden var med til at piske en folkestemning op, og i USA i det 20. århundrede gik diskriminationen af afro-amerikanere hånd i hånd med omtalen af mennesker fra denne del af befolkningen i film, tv og trykte medier. Retfærdigvis skal jeg sige, at den unge Venstre-politiker efter at have talt med nogle af os modererede sine udtalelser ganske meget på dette punkt og faktisk til sidst endte med at sige, at det var vigtigt, at Amnesty International var en vagthund over for de, der kom med hadefulde udtalelser. Han havde lyttet og reflekteret. Vores formuleringer er ikke “bare ord”.

For det tredje hæftede jeg mig også her ved at sproget former vores billede af verden, og at vi glemmer det. “Vi” skal gå i dialog med “dem”, var der en ung politiker, der sagde. Det er vigtigt, at der ikke gælder andre regler for “hvide” end for “muslimer”, var der en anden, der sagde. Disse egentlig helt velmenende bemærkninger afslørede de underlige kategoriseringer, mennesker har internaliseret og bærer med sig i sproget. Vores formuleringer er ikke “bare ord”.

Landsmødet sluttede med at deltagerne traditionen tro lavede et “levende billede” på plænen uden for Nyborg Strandhotel. Billedet, der forestiller den berømte “knudepistol” af den svenske kunstner Carl Fredrik Reuterswärd, er symbol på vores kampagne for en traktat, der skal regulere våbenhandel. Det var en god afslutning på et inspirerende landsmøde.

Flattr this!