At ramme rigtigt

I disse uger tales der meget om regeringens forslag til ændrede skatteregler, og her bemærker jeg, at alle uanset holdning taler om “skattelettelser”. Dette ord rummer en holdning til at det at betale skat er en byrde, og at denne byrde skal lettes. Nogle har denne holdning, men den har modstanderne af at nogle skal betale mindre i skat netop ikke. Alligevel bruger også de ordet, for det har “vundet”.

Et andet eksempel er “ældrebomben”, som er blevet det foretrukne ord om den ændrede aldersfordeling i det danske samfund i fremtiden. Også her udtrykker selve ordvalget en holdning – den ændrede aldersfordeling er en bombe, og bomber forbinder vi med noget, vi ikke ønsker (krig og terrorisme).

Et bestemt ordvalg kommer til at sætte dagsordenen og påvirker vores måde at tænke på, hvad enten vi vil det eller ej. Jamen, hvorfor taler man taler ikke bare neutralt om “den ændrede aldersfordeling i fremtiden” eller om at “nogle bør betale mindre i skat”?

Svaret er, at nogle ord fænger – og fanger. Ordet “skattelettelser” er fonetisk set genialt, for det indeholder et dobbelt bogstavrim, Det positive “skattelettelser” ligger godt i munden (sangskrivere ville sige, at ordet er sangbart). Det gør en knudret, neutral formulering som “nogle bør betale mindre i skat” eller en negativ formulering som “skattebegunstigelser” til gengæld ikke. Også “ældrebomben” ligger fonetisk godt i munden.

Det handler i moderne politik om at kapre sproget, så man har indflydelsen på hvordan vi taler om et emne. Den form for kapring, vi her har fat i, er hvad lingvister kalder framing. Ophavsmand til framing-begrebet er den amerikanske lingvist George Lakoff, og hans tese er, at vores ordvalg på afgørende vis skaber den ramme, som diskursen foregår i, for bag vores ordvalg ligger de metaforer, vi beskriver samfundet med. Faktisk er tax relief (“skattelettelser” på engelsk) et af Lakoffs yndlingseksempler. Der er langt mere åbenlyse eksempler i omløb – det har f.eks. haft stor betydning i Egypten, om de protesterende på Tahrir-pladsen  i Cairo blev omtalt som “uromagere”, “demonstranter” eller “oprørere” – men det er de mere subtile eksempler, der er rigtig interessante. Det er nemlig her, man kan flytte holdninger på helt umærkelig vis. Mette Bengtsson, der er retoriker, har en interessant artikel om hvad framing gør ved os.

Et eksempel, hvor framing var af afgørende betydning, er Thatcher-regeringens ændring af lokal beskatning i Storbritannien sidst i 1980’erne. Dengang indførte man en kommunalskat, der var ens for alle uanset indtægt, og alle over 18 år skulle betale. Forståeligt nok var mange vrede over at en familie bestående af en ufaglært arbejder, en arbejdsløs kone og to hjemmeboende børn i gymnasiealderen i lejebolig skulle betale mere end en enlig millionær i et stort hus.  Thatcher kaldte den “flade skat” for the community charge, dvs. en afgift til fællesskabet. Dette var et lidt overraskende ordvalg, da selvsamme Thatcher også tidligere havde sagt, at der ikke findes et samfund, kun individer. Modstanderne talte konsekvent om the poll tax med udgangspunkt i dels den “kopskat”, der engang i 1300-tallet og igen i 1600-tallet fandtes i Storbritannien, dels den skat, man engang skulle betale for at kunne registrere sig til valg i USA og som reelt forhindrede mange fattige (afro-amerikanere og andre etniske mindretal) i at stemme. The poll tax blev først indført i Skotland, og her var protesterne massive. Efterhånden blev the poll tax det eneste ord, der blev brugt om denne skat i medierne, og til sidst endte Thatcher med selv at bruge det. Uroen om the poll tax nægtede at lægge sig, og til sidst, da the poll tax også blev indført i England, gik der ikke lang tid før det nu forhadte skattesystem blev afskaffet og Thatcher vraget som leder af sit parti og som britisk premierminister.

I vore dage er framing ofte nøje gennemtænkt af politikeres kommunikationsrådgivere; tidligere har den udviklet sig mere spontant. En interessant øvelse er at prøve at vende begreberne om med re-framing: Tænk, hvis vi i stedet for  f.eks. “ældrebombe” talte om “det modne samfund”.

Tonstunge datamaskiner og lukkede former

Jeg læste en nyhed om matematisk fysik i denne uge via et opslag på Facebook og i danske medier. Faktisk har ganske mange medier verden over fået fat i historien om den indisk-tyske gymnasieelev Shouryya Ray; en søgning på Google giver 86.800 hits. Her er hvad Ekstra Bladet skrev:

Matematikere har i årevis haft tonstunge datamaskiner til at beregne, hvad Isaac Newton stillede som et spørgsmål for mere end 350 år siden.

Hvordan er det lige flyvebanen er, når en bold kastes mod en mur, hvordan vil den ramme og hoppe tilbage? (såkaldt ‘Newtonian dynamics‘)

Det kunne vidensskabsfolk ikke sådan lige selv regne ud, hvorfor de forsøgte med maskinel hjælp.

Nu er det blevet lettere.

Det kan de takke Shouryya Ray for.

Den 16-årige dreng var med sin klasse på skoleudflugt til Dresden Universitet. Forskere fortalte, at denne gåde var ‘uløselig’.

– Jeg spurgte mig selv, om det var tilfældet. Sådan lidt skoleelev-naivt, men kastede mig ud i det, siger han.

Han vandt den årlige tyske gymnasie-videnskabskonkurrence, Jugend Forscht, med over 10.000 deltagere med sin løsning og kaldes nu et geni, hvilket han ikke bryder sig om.

Det triste ved denne artikel er, at jeg ikke fandt ud af, hvad det var for et problem, Shouryya Ray rent faktisk løste. Findes der overhovedet “tonstunge datamaskiner” mere? Det er klart selv for mig (jeg har ikke studeret matematisk fysik, men har dog studeret matematik engang), at der er tale om at Shouryya Ray har fundet frem til en metode til eksakt løsning af ligninger, der hidtil har skullet løses numerisk, men derudover får vi ikke mere.

Jeg ledte på nettet og fandt til sidst en beskrivelse af hvad, Shouryya Ray har gjort. Han har løst en andenordens differentialligning:

Let (x(t),y(t)) be the position of a particle at time t. Let g be the acceleration due to gravity and c the constant of friction. Solve the differential equation:

(x''(t)^2+(y''(t)+g)^2)^{\frac{1}{2}}=c(x'(t)^2+y'(t)2)

subject to the constraint that (x''(t),y'(t)+g) is always opposite in direction to (x'(t),y'(t)).

Om dette resultat virkelig er så banebrydende, tør jeg ikke sige. Men pænt lyder det da til at være; så vidt jeg kan se, har Shouryya Ray fundet en lukket form, hvor løsningen er givet eksplicit.

Det er nogle andre fortællinger, medierne har hæftet sig ved, for dem ved de, hvordan man skal fortælle: Fortællingen om en ikke-ekspert, der gør en uventet opdagelse. Fortællingen om et ungt menneske, der vinder en konkurrence (en slags pendant til X-Faktor). Fortællingen om den dygtige indvandrer.

Alle tre historier er værd at fortælle, men jeg ville ønske, at nogen også turde fortælle historien om ligningen bare lidt bedre. Måske er differentialligninger for voldsomme at nævne, men man kunne dog tale om løsning af ligninger ? Og i en verden, hvor selv den lille telefon i min lomme har mere regnekraft end computerne fra forrige århundrede, er det næsten rørende naivt at læse om “tonstunge datamaskiner”.

Danskere vil i øvrigt af billedet bemærke, at det gymnasium, Ray går på, faktisk er opkaldt efter den danske forfatter Martin Andersen-Nexø. Det er dog ikke en skole, der specialiserer sig i litteratur, men derimod i naturvidenskab.

Manden med hatten

Mange kender historien om fabrikanten Oskar Schindler fra filmen Schindlers liste og ved, hvordan han frelste hundredevis af tyske og polske jøder fra Holocaust. En del andre kender fra filmen Hotel Rwanda  historien om hotelbestyreren Paul Rusasebagina, der reddede 1268 mennesker under folkemordet i Rwanda i 1994.

Der har også været andre, mindre kendte eksempler på sådanne modige mennesker. Først i dag blev jeg selv opmærksom på den iranske diplomat Abdol-Hossein Sardari.

En gribende artikel fra BBC News fortæller historien om hvordan Sardari reddede mindst 2000 medlemmer af det samfund af iranske jøder som var bosat i Frankrig, da landet blev besat af nazisterne i 1940. Sardaris mod var særligt bemærkelsesværdigt, da det daværende iranske regime havde et nært forhold til Nazityskland. Sardari tilbragte sine sidste år i ubemærkethed i Storbritannien efter at have mistet diplomatpension og ejendom i sit hjemland efter revolutionen.

Den iransk-fødte forfatter Fariborz Mokhtari udsendte sidste år en bog om Sardari, In The Lion’s Shadow, som jeg prøve at få fat i. Det centrale citat fra BBC-artiklen er de sidste linjer, hvor Mokhtari siger dette:

Mr Mokhtari hopes that by telling his story, through the testimony of survivors, […], he will bring it to a wider audience but also shatter “popular misconceptions” about Iran and the Iranians.

“Here you have a Muslim Iranian who goes out of his way, risks his life, certainly risks his career and property and everything else, to save fellow Iranians,” he says.

“There is no distinction ‘I am Muslim, he is Jew’ or whatever.”

He believes the story illustrates the “general cultural propensity of Iranians to be tolerant” which is often overlooked in the current political climate.

Dette er værd at huske i vore dages politiske klima, hvor regimerne i Israel og Iran drømmer om krig mod hinanden, hvor antisemitisme og religiøs intolerance køres i stilling af diktaturet i Teheran og hvor dybest set tilfældige tilhørsforhold skygger for det grundlæggende vilkår, at vi alle uanset etnicitet og religiøst tilhørsforhold er mennesker. There is no distinction.

Bloggens fødselsdag

I dag er det et år siden, jeg startede denne blog i eget navn. Jeg ved ikke, hvor mange, der rent faktisk læser, hvad jeg skriver. Nogle gange er der indlæg, andre reagerer på. Tak for det! I andre, lange perioder (som f.eks. nu) har jeg en fornemmelse af at henvende mig til et publikum på én læser – mig selv. Det vigtige for mig er at kunne give udtryk for både afklarethed og tvivl og at undgå den destruktive, polemiske tone, der så ofte hersker på nettet. Jeg håber, at jeg når dette mål. Det er så nemt at finde et sted på nettet, hvor man kan enes om hurtigt at konkludere, at de andre er dumme og/eller tager fejl. Dette skal ikke være et af dé steder. Jeg havde håbet, at kommentarerne kunne holdes inden for bloggen selv, men forbløffende mange kommentarer dukker op på sociale medier, og her altovervejende Facebook. Det gør egentlig ikke noget, men det gør bloggens historik en anelse mere kompliceret. Måske er den manglende redaktionelle linje også en årsag til forvirring. Somme tider synes jeg, at jeg er ved at skrive min eget (ikke nødvendigvis gode) bud på Den etiske fordring, og når det sker, bliver jeg bange for, om det udarter til en slags prædiken. Andre gange kan jeg være nervøs for, om jeg udleverer mig selv for meget. Atter andre gange spekulerer jeg på, om blog-mediet måske er passé i en verden af jævnlige statusopdateringer.

Indtil videre fortsætter jeg med bloggen og håber på det bedste.

Øen og fjorden

Vi tog cyklerne frem og forlod det kontinentale Danmark for at tage færgen til Egholm. Et kvarter fra Aalborgs midtby er der ankeldybt soppevand, en isbod, nordbagger på marken, den svage duft af kokasser og en knasende grusvej, der fører til en nedlagt købmandsforretning med gamle kriminalromaner, islandsk slik og Gjøltrolde til halv pris. På denne pinsedag var øen i fjorden et mikrokosmos af sommeren i Danmark, og der var stilhed, mere stilhed og sommerfred. Tilrejsende københavnere bemærker, at himlen oppe ved os synes større og højere. Jeg har aldrig tænkt over det før, for sådan har himlen altid været her, men jeg tror, de har ret.

Jeg er et meget passivt medlem af Egholms venner, men vi behøver ikke andre forbindelser dertil end færgen, tak.

Lån mig dine øren

I snart mange år har jeg vovet mig ud i forskellige former for aktivisme. En af de bedste oplevelser, jeg har haft i den sammenhæng, var i 2006. Det var på mange måder en træls tid; Muhammedkrisen (eller hvad den nu hedder) dominerede medierne. Men samtidig var det som om, det var opstået et behov hos mange danskere for omsider at tale sammen og at være sammen – danskere fra etniske mindretal og danskere fra et etnisk flertal. Jeg tog initiativ til et arrangement på Nordjyllands Kunstmuseum, hvor en af mine gamle helte, fotograf (og meget mere) Jacob Holdt kom og talte, og alle var indbudt til at tage kage med. To kommunikationsstuderende var med og skabte kontakt til en masse mennesker i Aalborg og omegn; uden de to var meget af det sikkert ikke lykkedes.

Dér sad vi en pinseeftermiddag i den store sal på Nordjyllands Kunstmuseum mellem kunstværkerne, unge og gamle, etniske mindretal og etnisk flertal. Der blev sagt en hel masse, og en del af det var knubset og udtryk for hinandens fordomme. Men det blev ikke til et stort skænderi, tværtimod. Jacob Holdt stod der i egen høje og skæggede person, lyttede først, talte så. Bagefter havde jeg og andre, jeg havde talt med, en fornemmelse af at vi også den eftermiddag havde været i stand til at lytte til hinanden og det var derfor, det var gået så godt. Jacob Holdt er ikke bare en visuel begavelse, han er også fremragende til at lytte.

For nylig talte jeg med en kollega om en stilling, der skal opslås på universitetet til næste år, og vi spekulerede på, hvem der mon kunne være gode at have til at sidde i et ansættelsesudvalg. Vi kunne komme i tanke om mange, men min kollega sagde om nogle af dem at “ham kan jeg godt lide, men han kan godt være stejl; han er ikke en god lytter”.

Det er vigtigt at være netop dét, en god lytter. Det er gået op for mig, at mange af de situationer, hvor jeg er blevet vred eller skuffet, kan føres tilbage til en følelse af ikke at blive lyttet til; en undervisningssituation, jeg beskrev i et tidligere blogindlæg, er et tydeligt eksempel på det. Børn holder måske af deres sovedyr og deres kæledyr, fordi de ubevidst konstruerer en følelse af, at disse dyr (levende eller af stof) lytter til dem. Religiøse mennesker har ubevidst konstrueret en følelse af, at den gud, de tror på, lytter til dem. Jeg har ind imellem hørt, at en af grundene til en skilsmisse var, at en eller begge af dem, der blev skilt følte, at man ikke blev lyttet til. Jeg forlader ofte politiske diskussioner i ærgrelse, for det er tydeligt, at parterne ikke lytter til hinanden, men kun hører sig selv.

Der er blevet forsket meget i det at lytte. Der er endda en International Journal of Listening. Men ligesom vi fokuserer på stress i stedet for flow, er der en tendens til at vi fokuserer på at få vores budskaber igennem, ikke på at lytte. Der er masser af kurser i at lære at lave gode præsentationer, og vi fokuserer i uddannelserne på at lære de studerende at skrive godt og præcist. Vi taler om meget om ytringsfrihed. Alt dette er vigtigt, meget vigtigt endda. Men fordringen er vel symmetrisk, for vi har alle behov for at blive lyttet til. Menneskerettighederne rummer faktisk en fordring om at lytte, for alle mennesker født frie og lige i værdigheder og skal handle mod hinanden i en broderskabets ånd, som der står i Verdenserklæringen.

Hvordan lærer vi hinanden at blive bedre til at lytte? Hvordan lærer vi studerende at lytte (i skrift og på tale)? Hvordan lærer vi undervisere at lytte (i skrift og på tale)? Hvordan kan vi kritisere dem, der ikke lytter? Er det overhovedet muligt, når nu de ikke lytter?

Essensen af alt

Jeg har på mit kontor på universitetet et hvidt tekrus, som jeg holder meget af. Jeg bruger det til grøn te og kun grøn te (jeg drikker hverken kaffe eller kakao). En dag var mit tekrus blevet væk, og jeg var lettere fortvivlet. Da kruset dagen efter dukkede op i en opvaskemaskine var jeg glad for at gense det, men meget mindre glad for at se det sølet ind i billig kakao. Føj. En af mine kolleger har et krus (med et billede af et Petri-net) som han nærer lige så varme følelser for, og han var lige så fortvivlet, da også dét forsvandt. Han er nu blevet genforenet med sit krus.

Hvad har denne historie om to akademikeres sære tilknytning til deres krus med noget som helst at gøre? Det handler om essentialisme, den antagelse, at fysiske objekter har en uudslettelig og uforanderlig essens. Mit hvide tekrus har en essens; et andet krus, der er magen til, vil være et kvalitativt andet krus. Et barns særlige sovedyr har en anden essens for barnet end alle de andre tøjdyr. Et menneske, der er dødt, har (i et vist tidsrum efter døden) stadig essensen af et menneske: man taler om “usømmelig omgang med lig”.

I den negative ende af essentialismen ruger nazister og andre racister med deres teorier om iboende egenskaber; et menneske, hvis familie havde været i Tyskland i mange generationer, kunne aldrig blive rigtig tysker, hvis familien var jødisk (ifølge nazisternes definion).

Et sted midt imellem lurer denne uges eksempel fra dagspressen om en udstilling af danske morderes våben eller sagen om den norske terrorist Anders Breivik. Kunne man bruge f.eks. Peter Lundins økse til at hugge brænde med, hvis den var blevet grundigt rengjort? Kunne det norske politi geninddrage Anders Breiviks politiuniform og give den til en betjent? De fleste af os vil uvægerligt svare nej. Disse genstande rummer åbenbart en iboende essens.

En del af den modvilje vi føler, kommer fra bevidste associationer. Når jeg ser et billede af Peter Lundins økse, kommer jeg altid til at tænke på de forfærdelige handlinger, han begik. Men er associationerne alt?

Et spændende interview med den britiske professor i psykologi Bruce Hood på Edge.org fører os hele vejen omkring essentialismen og hvad den fører med sig.I et citat kommer Hood ind på essentialismens væsentlighed (og kommer med et eksempel, der minder om ideen om Breiviks uniform):

I see essentialism everywhere I look now. It just seems to be pervasive. It’s one of these ways of seeing the world. People say, oh, it might just be association, but association strikes me as inadequate as an explanation as to why some things seem to have this property. Of course, Paul Rozin’’s work on moral contamination and contagion, again, I think speaks to this idea there are things which you can contaminate with evil, for example, just by wearing a killer’s cardigan, things like that. So as I say, I see it everywhere. I’m hoping to continue that kind of work. So that’s an example of a philosophical kind of question, or certainly a philosophical domain that I think does lend itself to the empirical studies and, who knows, that might actually turn out to have some application as far as marketers are concerned.

En af Hoods vigtige konklusioner er den, at essenser – eller som han kalder dem med et udtryk fra middelalderfilosoffen Duns Scotus – quddity og haecceity – på den ene side er psykologiske konstruktioner, på den anden side er højst reelle. Ifølge Hood er associationerne ikke hele forklaringen.

Quiddity har ikke noget med en Harry Potter-sportsgren at gøre; det er den “essens” som en gruppe har fælles, f.eks. hundes “hundet-hed”, det der gør hunde til hunde. Haecceity er den enkelte hunds “essens” – det, der gør Fido til Fido.

Den mest centrale essens, et menneske har, er selvet. Men også mit selvs haecceity er en psykologisk konstruktion, en illusion. Ikke en vrangforestilling, men noget, den enkelte person efterhånden konstruerer. Hvis selvet er konstrueret af individet på grund af en funktionsfejl i hjernen, kan det have betydning for hvor ansvaret for individets gerninger skal lægges. Igen dukker de ekstreme situationer, som gør etiske overvejelser så komplicerede, op – her igen i skikkelse af forbryderen Anders Breivik op: Hvis hans handlinger og holdninger skyldes en psykisk lidelse og således er en “funktionsfejl”, er han da ansvarlig på samme måde som hvis han ikke har en psykisk lidelse? Og nej, jeg kender ikke svaret og vil ikke give et bud.

(En anden interessant tanke, som Hood kun strejfer. er den, at varer har (eller forsøges markedsført som havende) en særlig essens. Det er vel egentlig beslægtet med den idé om varens fetich-karakter, som Karl Marx er ophavsmand til.)

Dette blogindlæg kan ikke yde interviewet med Bruce Hood fuld retfærdighed; læs det og få en spændende stund i grænseområdet mellem filosofi og psykologi.

Flowet og fragmenterne

Det er ved at være sidst på semesteret. I det sidste lange stykke tid har min arbejdsdag været hakket i stykker; der har været møder med studerende, møder i studienævnet og i instituttets samarbejdsudvalg. Det er vigtige aktiviteter alle sammen, men de er samtidig tidrøvere. Et møde på halvanden time røver meget mere tid end de 90 minutter, det varer. Man kan ikke lave noget forskningsrelateret i løbet af to timer; enten skal man bruge resten af eftermiddagen (og så går det ud over familielivet) eller give op og bruge resten af arbejdsdagen og lave rutineopgaver som at læse og besvare e-mail og rette opgavebesvarelser (og så må man forske en anden dag).

Hvis man skal kunne finde ud af noget nyt, kræver det nemlig fordybelse, og fordybelse tager tid. Der skal være tid til både den bevidste bearbejdelse og den ubevidste efterbearbejdelse, som hjernen foretager sig i pauserne. Når man har denne tid og opgaverne hverken er for trivielle eller for svære, kan man opnå den tilstand, som i psykologi kaldes flow. Flow er det stik modsattet af stress; når vi er i en tilstand af flow, er motivationen til stede af sig selv, vi tænker ikke på mad, drikke, hvile osv.  De udfordringer, arbejdet giver, passer til vores kompetenceniveau uden at vi keder os. Det “kører bare”. Grafen ovenfor viser det område, hvori vi opnår flow-tilstanden.

Begrebet skyldes Mihaly Czikszentmihalyi, der er en ungarsk-amerikansk psykolog, født i Fiume, som engang lå i Italien men nu hedder Rijeka og ligger i Kroatien. I et interview med Wired fra 1996 definerer han begrebet således:

Wired: What do you mean by flow?

Csikszentmihalyi: Being completely involved in an activity for its own sake. The ego falls away. Time flies. Every action, movement, and thought follows inevitably from the previous one, like playing jazz. Your whole being is involved, and you’re using your skills to the utmost.

Czikszentmihalyi hævder, at mennesker er lykkeligst, når de er i flow-tilstanden.

Vi har ikke altid været gode til at lægge skema for de studerende; på nogle semestre er der nu placeret en masse afleveringer i kurserne, og det gør det svært for de studerende på de pågældende semestre at finde sammenhængende tid til deres projektarbejde og opnå en tilstand af flow. Deres problemer med dage, der er hakket i stykker, er helt tilsvarende mine problemer med ituhakkede dage.

Vi taler meget om forebyggelse af stress på danske arbejdspladser, men vi taler kun sjældent om flow-fremmende foranstaltninger (det kunne ellers være et godt slogan for en fagforening som 3F, “Flow-Fremmende Foranstaltninger.”..). Alle bør have ret til at føle flow i deres arbejde.

Tænk, hvis vi kunne have fordybelsesdage på universiteterne. Engang var onsdag eftermiddag på Aalborg Universitet en slags administrativ fordybelsestid; alle mødeaktiviteter skulle lægges her, og der måtte ikke være undervisningsaktiviteter. Sådan er det ikke længere, og argumentet er tidnød og lokalemangel. Men ved at indføre fordybelsestid for studerende vil man samtidig kunne få en garanti for at større undervisningslokaler var ledige.

Både ansatte og studerende skulle have fordybelsesdage; fordybelsesdagene skal ikke være de samme for alle hold af studerende eller for alle ansatte, men hvert hold af studerende og alle ansatte skal have dem. På en fordybelsesdag for studerende kan der ikke være kursusaktivitet eller studierelaterede seminarer; hele dagen tilhører projektarbejdet og man har som studerende ret til at sige nej til andre aftaler. På en fordybelsesdag for videnskabeligt personale må der ikke være møder eller undervisning, og man har lov til ikke at besvare e-mail eller opringninger. På en fordybelsesdag for administrativt personale må der ikke være møder, og man kan viderestille henvendelser uden at føle skyld.

De to poler

I The Guardian er der et interessant interview med den engelske sangerinde Rumer. Hendes musik er hvad jeg engang ville have rubriceret som “sovs”; en 1970’er-inspireret blød vellyd, som på en måde er easy listening. Og så alligevel. Der er en melankoli og rådvildhed i sangene, der stikker dybere, meget dybere. Rumers vokal minder mig (og mange andre) om Karen Carpenter, men har en tilbagelænethed, jeg også forbinder med brasilianske Astrud Gilberto.

Den smerte og sårbarhed, man kan fornemme i musikken, kommer et sted fra. I interviewet kan jeg læse, at Rumer (der egentlig hedder Sarah Joyce) er blevet diagnosticeret med bipolær lidelse – det, man engang ville have kaldt at være maniodepressiv. Hun er helt åben om dette:

I think I was vulnerable. The reason culture is so mediocre is because most people who are really interesting are probably under a duvet right now. They are not people inclined to feel confident or promote themselves or put their name on a CD. It’s that extreme. What it was, mainly, for me, it was the loss of control. You have no idea how much control you exert over your own life until it’s taken away. It’s really distressing then, to not be able to choose. When I go into a restaurant I like the mafia spot: at the back, facing the door, I never ever leave my back exposed. I’m vigilant. I’m a survivor. My instincts are very sharp. And that’s been dulled. Something’s lost and something’s gone.

Sarah Joyce har været ude for hårde ting. Hun mistede sin mor. Hun opdagede, at hendes far ikke var hendes biologiske far, men familiens  kok, som de havde under hendes opvækst i Pakistan. Om den sårbarhed, hun oplever, er kommet som resultat af alt dette (og især moderens død) eller hele tiden har været der, ved jeg ikke. Men det er godt, at en kendt og talentfuld person står frem og taler om sin sårbarhed og at vi forstår, at der er et menneske bag enhver diagnose, at mennesker, der kan synes stærke, også kan være sårbare. Karen Carpenter holdt sin smerte skjult, og vi fandt først ud af at den var der, da hun ikke var her mere.

Rumer har iøvrigt snart sit andet album ude; det hedder Boys Don’t Cry. Og nej, The Cure-nummeret med dette navn er ikke med. Det er til gengæld en hel masse andre cover-numre af alle mulige sangskrivere – fra Bob Marley og Neil Young over Isaac Hayes og Townes Van Zandt til Gilbert O’Sullivan. Tracklisten afslører, at ingen af numrene er blandt de pågældende kunstneres hits. Så vidt jeg kan læse mig til, er John Grant (der lavede det fænomenale soloalbum Queen of Denmark i 2010) også med. Det kan godt gå hen og blive interessant.

Mens vi venter, er her ovenfor “Slow”, måske det allerbedste nummer fra hendes debut Seasons Of My Soul, der udkom herhjemme tidligt i 2011.

Hvor skal vi hen?

Hvis man vil forstå den sociale arv, er den sociale mobilitet en vigtig indikator. Her er et sigende diagram (hentet fra The Guardian) over nøgletal for social mobilitet i Storbritannien, set isoleret og sammenlignet med andre lande. Alle data stammer fra OECDs rapport fra 2010 om social mobilitet i OECD-landene (eller rettere fra rapportens kapitel 5). Bemærk, hvordan den sociale mobilitet tydeligt er korreleret med lighed. Grafen viser desværre ikke enheden på førsteaksen, men det anvendte mål for lighed er det såkaldte Gini-indeks. Gini-indekset sammenligner arealet under den faktiske Lorenz-kurve for kumuleret indkomstfordeling med arealet under identitetslinjen (som er Lorenz-kurven for det tilfælde, hvor alle havde samme indkomst).

Et nøglecitat fra OECD-rapportens konklusion er dette:

One pattern that emerges is that a group of countries appears to be relatively immobile along most dimensions (e.g. southern European countries and Luxembourg) while another group tends to be relatively mobile (e.g. Nordics). In general, however, the extent of mobility in a given country may differ along these various dimensions. In the United Kingdom, for instance, wage and earnings mobility are found to be low in international comparison compared to mobility in tertiary education. Likewise, in France the influence of family background on students’ achievement in secondary education appears to be much stronger than that of parental background on individual’s probability to achieve tertiary education.