Dagens skønhed

Trods mit tyskklingende navn er der intet tysk over mig, men for seks år siden fandt jeg ud af, at jeg har en halvbror, der er tysker (takket være min alt for foretagsomme fars ophold i Tyskland). Jeg har kun været sammen med ham et par gange, men han kunne fortælle mig, at han i sin studietid havde job som chauffør og en overgang tog sig af at køre escort-piger ud til kunder i Düsseldorf.

Dét er så tæt på jeg nogensinde er kommet til at møde prostitutionen og dens væsen. Som så mange andre betragter jeg dette fænomen på sikker afstand og prøver at finde ud af, hvad jeg skal mene. Min mavefornemmelse er, at prostitution som hovedregel er et socialt problem snarere end et alternativt, men muligt erhverv. Et af de rigtigt triste fænomener er trafficking, den menneskehandel, der fører til at kvinder bliver brugt som slaver på bordeller. Andre fremhæver så modeksemplerne, nemlig resursestærke kvinder der er prostituerede, fordi de gerne vil være det.

Sidste år udkom en bog i Storbritannien, der var en selvbiografi af en kvinde, der kaldte sig Belle de Jour (efter en berømt film af Luis Bunuel om en prostitueret). Bogen var baseret på en blog, der havde været meget læst. Kvinden bag bogen viste sig at være Brooke Magnanti, der havde en PhD fra University of Sheffield i epidemiologi, dvs. et område af statistik. Det var ikke dårlige sociale kår eller desperation, der førte hende til at blive prostitueret. Hun er således en af de undtagelser, jeg nævnte ovenfor.

Nu har hun skrevet The Sex Myth: Why Everything We’re Told Is Wrong. Hvor hendes bøger under pseudonym trak på erfaringerne som prostitueret, tager hun denne gang udgangspunkt i sin viden som statistiker. Blandt andet gør hun rede for, hvorfor trafficking ikke primært er et problem mht. prostitution, men med hensyn til landbrug o.lign. Nogle anmeldelser peger dog på at der er faktuelle fejl i bogen, og i en artikel af Julie Bindel, der er feminist og modstander af sex-industrien som helhed, er der også en del kritik af unøjagtigheder. Artiklen af Bindel er interessant – den er nemlig en beskrivelse af hvordan de to kvinder mødes. Det er temmelig tydeligt, at Bindel ikke bryder sig om Magnanti som person. Lidt underligt er det, at man ikke også får Magnantis udgave af mødet.

Under alle omstændigheder lyder det som en interessant vinkel på emnet, så jeg må vel få se at få læst Magnantis bog. Vi kan ikke bare lade stå til, men det er dog stadig ikke klart for mig hvordan (og om) man skal vægte hensynet til de resursestærke få frem for hensynet til det resursesvage flertal.

flattr this!