Psykopaternes børn

Jeg blev færdig med at læse The Psychopath Test af Jon Ronson og begyndte derefter på en bog af Susan Cain, Quiet. Jon Ronsons bog er historien om hans møde med den canadiske ekspert i diagnosticering af psykopater, Robert Hare, og Ronsons møde med forskellige psykopater – fra en morderisk milits-leder fra Haiti til en succesfuld erhvervsmand i USA, der har som speciale at foretage kyniske massefyringer. Ronsons rejse gennem galskabs-industrien (som han ender med at kalde det) får ham til at revidere sit syn på normalitet, på psykopater, på sig selv og på “vores” behov for at kalde “de andre” for “gale”.

Her er Robert Hares liste over egenskaber, der kendetegner psykopater (oversættelsen til dansk stammer fra DRs temaside “Din chef hader dig”)

  1. Glat og overfladisk charme
  2. Egocentrisk med overdrevent højt selvværd
  3. Stærkt behov for spænding og stimulation
  4. Patologisk løgner
  5. Snedig og manipulerende
  6. Mangel på anger eller skyldfølelse
  7. Overfladisk følelsesmæssig respons
  8. Kold, og mangler empati
  9. Nasser på andre
  10. Dårlig adfærdskontrol
  11. Seksuelt udfarende
  12. Tidlige adfærdsproblemer(før 12-års alderen)
  13. Kort tidshorisont, planlægger ikke frem
  14. Impulsiv
  15. Uansvarlig som forælder
  16. Påtager sig ikke ansvar for egne handlinger
  17. Mange korte ægteskabelige forhold
  18. Ungdomskriminel
  19. Begår ny kriminalitet under prøveløsladelse
  20. Har adskillige kriminelle tilbøjeligheder

I bogen (der emnet til trods faktisk også er uhyre morsom) opsummerer Jon Ronson en af Bob Hares konklusioner:

This—Bob was saying—was the straightforward solution to the greatest mystery of all: Why is the world so unfair? Why all that savage economic injustice, those brutal wars, the everyday corporate cruelty? The answer: psychopaths. That part of the brain that doesn’t function right. You’re standing on an escalator and you watch the people going past on the opposite escalator. If you could climb inside their brains, you would see we aren’t all the same. We aren’t all good people just trying to do good. Some of us are psychopaths. And psychopaths are to blame for this brutal, misshapen society. They’re the jagged rocks thrown into the still pond.

Susan Cains bog Quiet er bogen om de introverte og de ekstroverte. Det er tydeligt, at Susan Cain selv er introvert og gerne vil fremhæve kvaliteterne ved denne personlighedstype. For et introvert menneske er det hans/hendes indre liv, der har forrang i hans/hendes opfattelse af virkeligheden, mens det for det ekstroverte menneske omvendt er det ydre liv, der har forrang.

Det har mange kvaliteter at være ekstrovert, men  en af Cains påstande er, at der er sket en bevægelse i den vestlig verden hen mod det ekstroverte som det eneste ideal. Jeg er ikke utilbøjelig til at give hende ret. Fremkomsten af talentkonkurrencer og reality-tv og idealet om den handlekraftige politiker og erhvervsmand er alle symptomer på det, Cain kalder The Culture of Personality (der vel er et ordspil på The cult of personality).

Selv er jeg del af en underlig historie, hvor disse begreber indgår. En del mennesker ville sige, at jeg er introvert, og jeg har efterhånden indset, at de må have ret. Gennem årene har jeg hørt, at jeg er meget “i mine tanker og mine bøger”. Til alt held kunne jeg bruge dette personlighedstræk i mit arbejdsliv og min akademiske karriere. Derimod synes jeg stadig, at jeg kan være kejtet i sociale sammenhænge, og i skolen var det især tilfældet. Min introversion er dog ikke i modsætning til min glæde ved at undervise eller ved at optræde med musik eller med poetry slam. Jeg er ikke bange for eller utryg ved at tale til store forsamlinger; jeg har endda været på direkte fjernsyn et par gange. Omvendt er en dame som Barbara Streisand ifølge Susan Cain eksemplet på en genert ekstrovert person; fru Streisand har en lammende kombination af at være en udadrettet se-mig-person og samtidig være ekstremt plaget af sceneskræk.

Min mor var om muligt mere introvert end mig. Men ikke min far. For min far, som jeg først fik kontakt med igen i mine tidlige voksenår, har løjet om alt hvad der har kunnet lyves om, har udnyttet andre mennesker (herunder sine børn) groft økonomisk, har taget heroin i årevis, været forfængelig ud over alle grænser, og fået børn med fire forskellige kvinder for senere at forlade dem. Min far har i det hele taget ført et regulært dobbeltliv (i perioder et 3-dobbelt eller endog 4-dobbelt liv), der til sidst førte til at han i en alder af 74 fik en behandlingsdom på ubestemt tid for vold af særligt farlig karakter. Hvis man kaster et blik på Robert Hares liste ovenfor, er det da også meget tydeligt: min far er psykopat. Denne erkendelse er skamfuld for mig, ikke bare fordi min far har gjort så mange mennesker ondt, men også fordi det tog mig mange år at opdage hans bedrag og omfanget af det (vel også fordi min kontakt med ham var så sporadisk, som den var).

Det, der slår mig, er at psykopater i høj grad deler deres udadreagerende adfærd med ekstroverte mennesker; ligesom en psykopat repræsenterer den ekstreme egoisme, kan psykopaten repræsentere den ekstreme ekstroversion.

Susan Cain laver ikke en egentlig sociologisk analyse, men det er tydeligt, at hendes eksempler på ekstrovert adfærd i Quiet stammer fra den periode, hvor urbanisering og industrialisering for alvor tog fart. Den ekstroverte personlighed er nemmere at have som ideal i det moderne kapitalistiske samfund, og nogle af værdierne virker som “pæne” udgaver af psykopatisk adfærd. Tænk på i hvor stort omfang begreber som handlekraft, omstillingsparathed og branding dukker op som plusord. Hvis vores samfund fremmer ekstrovert adfærd, fremmer det også psykopaternes muligheder for succes, for nogle ekstroverte mennesker er psykopater og af den grund ikke spor bange for at gå langt for at nå deres mål. Med andre ord: hvis en ekstrovert person kan få succes, kan en ekstremt ekstrovert person måske også få ekstrem succes, hvis han/hun kan undgå at være for irrationelt destruktiv.

Vi ved nemlig også, at bestemte samfundsforhold kan fremelske en adfærd, som kan få “normale” mennesker til at overtage adfærden fra Robert Hares liste. Her tænker jeg på, hvordan politifolk, fængselspersonale og soldater kan drives til at udføre tortur eller krigsforbrydelser under tilstrækkeligt massiv påvirkning. Jeg husker endnu beretninger om hvordan tyske soldater og politifolk græd, mens de skød kvinder, børn og mænd under de første massakrer på polske jøder under 2. verdenskrig. Samfundsstrukturer kan forvandle os til psykopater.

Naturligvis vil jeg ikke påstå, at vores samfundsforhold og produktionsmåde er tilpasset psykopater eller skaber dem i stort omfang, men måske er samfundets fokus på ekstroverte kvaliteter i det mindste en del af forklaringen på at psykopater kan nå så forbandet langt. Det kan samtidig være en forklaring på at det efterhånden står så dårligt til med mulighederne for fordybelse i uddannelsessystemet – de introverte kvaliteter bliver nedprioriteret til fordel for her og nu. Hvis vi kan nå til en erkendelse af styrker og svagheder ved ekstroversion og introversion, kan vi bedre udnytte vores resurser (dette er også Susan Cains budskab) og måske også bedre forhindre asocial og direkte skadelig adfærd.

Lad os reflektere lidt over dét hver især.

flattr this!