Fremtiden set fra Randers

Den norske samfundsforsker Jørgen Randers var en af forfatterne til Grænser for vækst, som jeg skrev om her på bloggen for et stykke tid siden.

I Information var der tidligere i denne uge en lang artikel af Jørgen Steen Nielsen om Jørgen Randers’ seneste arbejde, baseret på en ny matematisk model. Det interessante – og triste – er at det ser ud til at kunne nå nogenlunde (i den forstand at forværringerne ikke kommer så hurtigt som tidligere forudsagt), men at det også med den nye model ser skidt ud for verdens fremtidige tilstand.

Her er nøglecitatet fra artiklen.

»Skønt tingene vil gå nogenlunde frem til 2052, vil verden i 2052 være forankret på den vej, jeg virkelig frygter – vejen mod selvforstærkende klimaændringer og klimakatastrofer i anden halvdel af århundredet. Jeg har bestemt ikke fået øje på en verden på en velplanlagt kurs mod bæredygtighed,« skriver Jørgen Randers.

En hovedpointe i hans analyse er således, at den globale offentlighed og dens beslutningstagere vil reagere for langsomt på klimaudfordringen og først, når skaderne for alvor bliver smertefulde. Én grund til det er, at væksten i velstand vil være gået i stå i de rige lande og være dæmpet i resten af verden, hvorfor de sociale spændinger vil tiltage og stjæle opmærksomheden. En anden grund er, at vi som mennesker simpelthen tænker kortsigtet. Og en tredje grund er, at demokratiet fungerer langsomt og ineffektivt i forhold til udfordringens presserende karakter.

Det er i denne sammenhæng, man skal se regeringens 2020-plan. Der er blevet talt meget om arbejdspladser og uddannelse. Men lad os et øjeblik tænke på klodens fremtid også. Med hensyn til miljøet, resurseforbruget og den globale opvarmning er planen – nå ja, ordspillet måtte vel komme – varm luft. Der er ikke nogen konkrete initiativer på denne front.

I dagens udgave af Information har Jørgen Steen Nielsen talt efter, hvor meget der står om miljøet:

Og mens ordet ’vækst’ optræder 368 gange i planen, findes udtryk som ’bæredygtighed’ og ’økologi’ slet ikke i den 128 sider store rapport. ’Miljø’ nævnes blot to gange i opremsninger.

Det må da kunne lade sig gøre at koble bæredygtighed sammen med det at skabe arbejdspladser gennem helt konkrete initiativer. Tænk hvis et mål var at skabe en større grad af selvforsyning ved brug af vedvarende energi eller at at udarbejde en transportpolitik, der ikke belastede miljøet. Eller…

Listen af initiativer kunne være lang og ambitiøs. Den er snarere ikke-eksisterende.

For en sikkerheds skyld: Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti er også meget mere interesserede i vækst end i miljøet. Oppositionen skal man bestemt heller ikke fæste sin lid til. Tænk på hvor få initiativer inden for bæredygtighed, de pågældende partier har stået bag, mens de var i regering.  Den stod mest på motorvejsprojekter og laden stå til, og også her er den nuværende regering tilsyneladende på linje med den gamle. Faktisk kan man i dag læse, at Lars Løkke Rasmussen roser 2020-planen.

flattr this!