En ud af fire

Studiestarten på Københavns Universitet 2010
Studiestarten på IT-Universitetet i København 2010.

Jeg kan i dag læse, at en målsætning i regeringens 2020-plan er at hver fjerde borger på en ungdomsårgang skal have en lang videregående uddannelse, og at 60% af en årgang skal have en videregående uddannelse. Avisen.dk illustrerer artiklen med et billede af en tavle med formler og skriver:

Fatter du ikke en meter? Så er det nok fordi, du ikke har gået længe nok i skole.

Jeg må vist også tilbage på skolebænken (universitet eller skole?), for formlerne er det rene vås. (Den slags pseudo-komplicerede tavlebilleder skrev jeg om her på bloggen sidste år.)

I al fald: Det er – interessant. Måske kan jeg så omsider få en, der har lyst til at have mig som specialevejleder. Det er ved at være fire år siden nu. Så dét vil jeg da se frem til. Men det vil, hvis man ellers skal tro en beregning foretaget af Avisen.dk, betyde at universiteterne skal optage næsten dobbelt så mange som i dag. Faktisk skal der flere til, for det er som bekendt ikke alle, der består. Tilmed vil uddannelsesminister Morten Østergaard (der endda selv har gået på universitetet – den slags er usædvanligt!) have, at vi skal optage studerende to gange om året. Han udtaler

Det er rigtigt, at der sker en demografisk stigning i den gruppe, som gør, at der kommer flere til. Men næsten alle universiteter arbejder i dag med kapacitetsudvidelse, så jeg er slet ikke bekymret…

Det er da godt, at der er én, der ikke er bekymret. I artiklen er der nemlig en del korte kommentarer. Dansk Industri er (ikke overraskende) mere interesseret i nogle universitetsfag end andre (for hvem ved hvilken gang sammenlignes de nyttige ingeniører med de unyttige kunsthistorikere). Universitetslærerne er (ikke overraskende) bekymrede over om der nu er resurser til en sådan vækst. Det er jeg også.

Hvis alle studerende på Aalborg Universitet skal have et grupperum (det har de desværre ikke engang i dag), hvis alle undervisningsaktiviteter skal udbydes to gange årligt, og hvis vores undervisere også skal have tid til at forske inden for almindelig arbejdstid (det har de desværre ikke engang i dag), skal der flere resurser til. Man kan andre steder læse, at landets universiteter  i alt vil få 3,5 milliarder tilført i yderligere midler. Men alene Aalborg Universitets budget for 2012 er på 2,4 milliarder, så det tilsyneladende store beløb forslår faktisk ikke ret langt, hvis man reelt vil fordoble universiteternes kapacitet. Jeg kan frygte, at mange af os skal løbe hurtigere og have flere store i de samme lokaler. Jeg kan også frygte, at vi skal undervise langt flere studerende, der reelt ikke er studiemodne eller -egnede, og få dem frelst igennem en kandidateksamen.

Hvorfor er der pludselig sådan et ønske om at få så mange ind på lange videregående uddannelser? Den officielle grund til denne slags ønsker er som regel, at vidensniveauet skal øges, så vi kan få øget vækst. I de østasiatiske lande satser man benhårdt på uddannelse; i Japan er det omkring 40% af en årgang, der får en universitetsuddannelse. Om dette var med til at gøre Japan til en af verdens førende økonomier efter 2. verdenskrig, ved jeg ikke, men lige nu ser det ikke ud til at hjælpe dem. Kina prøver nu det samme.

Jeg kan se to yderligere, mindre ærefulde grunde til at ønske sig en kraftig stigning i kandidatproduktionen, og derfor kan der ende med at blive en slags uhellig alliance om dette efter min mening dårligt gennemtænkte mål.

Den ene grund er, at et større antal højtuddannede skaber større konkurrence på jobmarkedet, men ikke nødvendigvis flere akademiske jobs. Denne situation er fordelagtig for arbejdsgiverne, men bestemt ikke nødvendigvis for kandidaterne. Vi kan risikere at se flere kandidater, der havner i ikke-akademiske jobs eller forlader Danmark.

Den anden grund er, at universiteterne er afhængige af et større optag for at kunne finansiere sig selv. Jo flere kandidater, jo større indtægter. Fra 2016 bliver ungdomsårgangene igen mindre, og  fortsætter man med at optage samme procentdel som hidtil, vil universiteterne miste midler. Ingen har nemlig talt om at ændre på taxameterprincippet.

For en sikkerheds skyld: Der er heller ingen grund til at tro på at Venstre, Konservative eller Dansk Folkeparti har et bedre bud, så dem skal man bestemt heller ikke fæste nogen lid til. Gennem det seneste årti, hvor disse partier har været ved magten (og hvor Socialdemokraterne ofte har ageret  deres støtteparti på universitetsområdet) har universiteterne måttet leve med en bevillingsstruktur, der har været uhensigtsmæssig og skævtrækkende.

I al fald er det vigtigt at se, hvordan det er gået i andre dele af verden, hvor man har haft lignende mål og efterhånden har temmelig mange erfaringer. Her tænker jeg igen på et land som Japan. En oversigt over de japanske universiteters nøgletal afslører f.eks. at beståelsesprocenten ser ud til at være aftagende.

(Visited 74 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar