Sprogets økonomi

Det er langt fra altid de længste tekster, der er de bedste. C.V. Jørgensen gik fra at skrive lange, ordrige tekster i et forsøg på at aftvinge mening i tilværelsens absurditeter til at skrive korte, afklarede tekster. Det er ikke på de tidlige albums, hans mesterværker gemmer sig, men på de senere.

Den argentinske forfatter Jorge Luis Borges skrev kun noveller og digte. Noget af hans kortprosa var helt kort,(f.eks. Extraordinary Tales, som han skrev sammen med Adolfo Bioy Casares), andre tekster nåede op på omkring ti siders længde. I mange af disse tekster gav han et koncentreret billede af en alternativ virkelighed, som mindre talentfulde forfattere sikkert ville have givet meget for at kunne hitte på for derefter folde ud til en serie fantasy-bøger.

I min studietid stødte jeg på de lange “snakkebøger”. Især husker jeg en lærebog i abstrakt algebra, som nogle af mine medstuderende var meget begejstrede for, mens jeg syntes, den tenderede mod at være en “snakkebog”. Retfærdigvis skal det siges, at mange andre lærebøger (især fra USA) er meget, meget værre med lange, dårlige forsøg på “intuitiv” forklaring af begreber.

Jeg bliver ofte opmærksom påbetydningen af sproglig økonomi, når jeg læser studerendes arbejdsblade. Ofte er der tilsyneladende meget at læse, men min typiske kommentarer er, at den eksisterende tekst skal kortes ned, mens andet, der burde være i teksten til gengæld helt mangler. De fleste studerende på de tidlige semestre skriver simpelthen alt for meget i forholdet til indholdet. Nogle gange er problemet, at de studerende kompenserer for manglende præcision, herunder manglende kendskab til matematisk notation, med lange forklaringer. Andre gange er problemet, at de studerendes beskrivelser af fænomener er helt unødigt knudrede. Og mange andre gange er studerende blevet vænnet til at “popularisere udenom”, så de skriver om datalogi i stedet for at skrive datalogi. Hvor de har lært at blive påskønnet for at “popularisere udenom”, ved jeg ikke, men mit gæt er ungdomsuddannelserne.

Der er faktisk en matematisk teori om sproglig økonomi. Kolmogorov-kompleksiteten af en streng w er længden af den korteste algoritme (hermed kunne jeg mene en Turing-maskinbeskrivelse), der kan generere output w. Hvis man tør bruge en analogi til informationsteoretiske begreber i ovenstående uformelle sammenhæng, er det typiske arbejdsblad derfor ét, hvor teksten er meget længere end Kolmogorov-kompleksiteten af tekstens “faktiske indhold”, en størrelse, der er svær (måske umulig) at kvantificere.

Sproglig økonomi består derfor i at komme tæt på Kolmogorov-kompleksiteten af det indhold, man vil formidle. Heldigvis bliver de studerende typisk bedre til sproglig økonomi, efterhånden som de kommer længere i studiet. Men hvordan lærer de det? Og hvordan kan vi undervise dem i det?

Der findes ganske mange specialiserede kurser, der skal lære os at skrive bedre, og ofte er kurserne genrespecifikke (fiktion/digte/sagprosa). Sådanne kurser har vi ikke nogen god mulighed for indarbejde på universiteterne, og jeg vil da også påstå, at det er gennem praksis, man bedst lærer at skrive bedre. Med praksis mener jeg her projektvejledning. Jeg har ikke nogen systematisk baggrund inden for skrivefærdigheder, så nedenstående er ikke andet end tre heuristikker, der med årene er gået op for mig. De lader nemlig til at virke.

  • Ikke alle er født med samme sproglige økonomi. Derfor er den indbyrdes kvalitetskontrol og vidensdeling, som finder sted i en projektgruppe, når studerende læser hinandens arbejdsblade, af stor betydning. Forhåbentlig kan de studerende, der kan udtrykke sig i korthed, påvirke den fælles tekst.
  • Man skal som vejleder selv gå forrest og foreslå sprogøkonomiske alternativer. Hvis en halv side kan koges ned til to linjer, skal man prøve at gøre det.
  • Jeg hader de sidetalskrav, der altid er i forbindelse med konferencepublikationer, for de betyder en masse ekstraarbejde for at file på teksten. Men nogle gange (ikke altid!) bliver resultatet en bedre, skarpere og mere præcis fremstilling af mine ideer. Derfor kan en projektgruppe have et internt mål om at intet kapitel i deres projektrapport må være længere end (f.eks.) 10 sider? Meget korte kapitler er også tegn på, at der er noget galt, men det er en anden historie.

Endelig skal vi huske, at talesprogets økonomi er en anden end skriftsprogets. For nu at blive i Kolmogorov-analogien: “tale-algoritmer” og “skrive-algoritmer” benytter ikke samme sprog. En forelæsning kan med fordel gentage den samme pointe på samme måde igen og igen, mens en artikel ofte ikke vil gøre det.  Dette skyldes, at den talte ytring forsvinder, straks den bliver affyret, mens skriften er (tilnærmelsesvis) permanent.

Ironisk nok er dette måske blevet et lige lovlig langt blogindlæg. Eller gælder der mon en anden sproglig økonomi på nettet?

(Visited 75 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar