Der er altid en god grund

I de seneste tre dage har Amnesty Internationals lokalforening i Aalborg, som jeg er medlem af, samlet underskrifter ind for at lægge pres på FN, så der kan blive vedtaget en effektiv traktat om staters våbenhandel. Traktaten skal have en klausul, der kan forhindre handel med våben til lande, hvor de kan blive brugt til overgreb på menneskerettighederne. I december dokumenterede Amnesty, hvordan et dansk rederi havde sejlet våben til Egypten, hvor de blev brugt til at nedkæmpe demonstranter.

Jeg er ikke den eneste, der har haft både gode og mindre gode oplevelser ved at samle underskrifter. Det er en stor glæde at møde både dem, der er positivt indstillet fra starten og vil høre mere, og dem, der ved at høre om menneskerettighedsproblemer, tager stilling. Det er straks noget mindre tilfredsstillende at høre på dem, der ikke vil skrive under. Når engagement og ligegyldighed mødes, fødes frustration. Det er træls at høre ens egne motiver betvivlet eller udsagn om at den viden, vi har om problemet, ikke kan være rigtig, men det værste er næsten dem, der siger at “jeg kan godt se at der skal gøres noget, jeg vil bare ikke.”

Ganske tit har jeg haft samme tanke i disse situationer: Bare den, der ikke vil skrive under, dog ville levere en sammenhængende og faktuelt baseret argumentation for ikke at ville tage stilling. Men så ville vedkommende jo faktisk have vist en form for engagement. Og det ville være en modstrid.

Ovenfor er en poetry slam-tekst født af en aktivists frustrationer. Meget af teksten er baseret på autentiske udtalelser… (Synkroniseringen er af uvisse årsager desværre på niveau med en gammel italiensk film.)

I al fald: Skriv under på http://www.amnesty.dk/node/3765, så vi kan få en ordentlig traktat om våbenhandel i hus. Lad os overlade bortforklaringerne  til våbenhandlerne – og kun til dem.

(Visited 44 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar