Eksperimentel politik?

I The Observer skriver Mark Henderson om mulighederne for at anvende den videnskabelige metode i socialpolitik. Han bruger en (synes jeg) særdeles velvalgt analogi: Inden en ny type medicin skal tages i brug, skal den først testes grundigt. Medicin skal kunne afhjælpe sygdom og må ikke have bivirkninger. Hvorfor undersøger vi ikke socialpolitiske tiltag på samme måde og med baggrund i relevante forskningsresultater?

Mark Henderson henviser bl.a. til et eksempel med placering af undervisningstid i britiske skoler. Søvnforskning viser, at teenageres cirkadiske cyklus typisk er sådan, at deres effektiv topper op ad formiddagen. Hvorfor skal de så møde så tidligt? En skoleinspektør besluttede sig til at ændre mødetidspunktet i de ældste klasser til klokken 10, og dette gav tilsyneladende bonus i form af bedre karakterer og lavere fravær.

Eksperimenter skal tilrettelægges grundigt; et eksempel på det modsatte er undersøgelsen af en britisk strategi, der i 1998 blev introduceret over for indbrudstyve. Mange sådanne kriminelle var stofmisbrugere, så den daværende regering besluttede at forsøge sig med behandlingstilbud i stedet for straf. Det blev lavet et pilotprojekt, hvorefter denne strategi blev implementeret. Men nogen systematisk undersøgelse var der slet ikke tale om.

Vi står her med en interessant diskussion. Videnskabelighed er et stort ideal i politik; der er noget tillidsvækkende og tilsyneladende objektivt over videnskabeligheden. Lenin og Stalin hævdede, at de baserede deres gerninger på “videnskabelig socialisme”. Milton Friedman yndede at sige, at hans monetaristiske form for liberalisme var at sammenligne med naturvidenskab, som ofte antages at være “værdifri”.  Nogle samfundsforandringer er blevet kaldt for “eksperimenter”: Pinochets massive privatiseringer af den chilenske økonomi i 1970’erne (meget direkte inspireret af Friedman) blev ofte kaldt et eksperiment, men der var som bekendt ingen videnskabelig metode forbundet med denne politik.

Moderne politiske partier og NGO’er bruger dele af den videnskabelige metode i markedsundersøgelser (fokusgrupper, spørgeskemaer o.lign.) til at fastlægge kampagnestrategier og (i stadigt stigende omfang) politiske holdninger. I de faktiske politiske beslutningsprocesser ser det straks helt anderledes ud; mit indtryk er, at politikere ofte er mere interesserede i at undersøge omkostningerne af deres forslag end i at undersøge, om de vil have de ønskede konsekvenser. Det eksempel, der falder mig ind, er den såkaldte starthjælp, som blev udført af VC-regeringen uden at det var dokumenteret, om en nedsat kontanthjælp ville øge beskæftigelsen. Bagefter strandede diskussionerne om starthjælpen i talfnidder. Det var meget svært at påvise, om starthjælpen havde bragt nogen i arbejde, der ellers ikke ville være kommet det.

Her kan man så også se begrænsningerne i en eksperimentel metode, for der er som altid en etisk komponent i politik. Politiske eksperimenter vil altid ændre på menneskers liv. Kunne man forestille sig en longitudinal undersøgelse, hvor en tilfældigt udvalgt gruppe udenlandske statsborgere uden arbejde fik starthjælp og en anden, tilfældigt udvalgt gruppe mennesker med samme baggrund fik normal kontanthjælp over en længere periode, hvorefter man så sammenlignede ledigheden blandt de to grupper? Jeg håber det ikke, men i disse tilfælde kunne man så overveje, om man ikke kunne inddrage eksisterende viden. Det var man ikke interesseret i, da starthjælpen blev lanceret, for VC-regeringen havde på det tidspunkt forlængst undsagt “eksperter og smagsdommere”. Udtalelser fra politikere viser da også, at den egentlig hensigt med “starthjælpen” var at kunne foretage en systematisk forskelsbehandling. Det var aldrig meningen, at “starthjælpen” skulle testes.

Måske kunne en egentlig videnskabelig, eksperimentelt baseret tilgang til politiske forandringer faktisk skabe en mere interessant politisk debat? Jeg ser disse fordele:

  • Man kunne teste visionære forslag i stedet for at afvise dem på forhånd.
  • Der kunne altid findes konkrete grunde til at omgøre en politisk beslutning (nemlig hvis eksperimentet slog fejl), og de kunne formuleres på forhånd, i stedet for at beslutningstagerne skulle trække i land på et senere tidspunkt.
  • Beslutningsforslag, hvis virkningsgrad er svær eller umulig at teste (som f.eks. “starthjælp”) ville enten aldrig blive fremsat eller ville have større sandsynlighed for at fremstå som rent ideologisk betingede øvelser.
(Visited 39 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar