Mig og medforfatterne og redaktionen

Daniele Struppa, der er Chancellor på Chapman University i USA, skriver i Notices of the AMS om tendenserne inden for publikationer i matematik. Det er nogle tendenser, jeg genkende også fra datalogi.

En tendens er udviklingen hen mod at publicere på åbne tjenester som arXiv.org:

In the last several years, the number of papers that are simply posted on arXiv, for example, has grown significantly, and it is not infrequent for a CV to contain papers that only appear on arXiv. Should one disregard them because they have not been vetted through the revered peer review process?

En anden er en udvikling mod at have flere medforfattere. Struppa skriver:

In fact, a recent article in the Notices shows that while in the 1940s more than 90% of the articles in mathematics were single authored, now the percentage has declined to about 50%, and more than 10% have three or more authors.

I de seneste tre PhD-forsvar, jeg har kendskab til (som opponent eller som tilhører), er alle artiklerne skrevet af PhD-kandidaten sammen med to eller flere andre. Det er der intet suspekt i. Forskningssamarbejde er godt og vigtigt.

Jeg er måske en af de få, der også skriver artikler alene – til dels af gammel vane, til dels af nødvendighed (dem, jeg deler mine faglige interesser med, sidder ikke i Aalborg). Til gengæld har jeg ikke været så flink til at bruge arXiv.org.

Konkurrencen om at kunne publicere er blevet meget voldsommere, og det er jeg bestemt ikke ene om at mene. Når forskersamfundet vokser i størrelse, bliver det sværere at publicere. Men forskerne vil samtidig (forståeligt nok) have resultaterne kommunikeret. Jeg tror selv, at brugen af arXiv.org til dels er blevet en reaktion på denne voldsomme konkurrence. De talrige nye konferencer, workshops og tidsskrifter er formodentlig også udtryk fordet. Hvis man gerne vil ind i en redaktion eller en programkomité for en etableret publikationskanal, skal man ofte udøve en form for lobbyvirksomhed og enten pege på sig selv igen og igen eller håbe på, at andre peger på én. På denne måde kan disse selvsupplerende fora, hvor det bestemmes, hvem der kan publicere, nemt risikere at blive konservative.

Som Struppa påpeger i sit indlæg, er det afgørende for en akademisk karriere, at man får anerkendelse  og anseelse – i form af anerkendte publikationer, deltagelse i redaktioner og programkomiteer og bevilling af forskningsmidler. Derfor er det bestemt ikke ligegyldigt, om man kan publicere og blive synlig.  Det er ikke nok at andre synes, at man går i fornuftigt tøj og er god mod dyr. Ansættelsesudvalgene ser på resultater.

Det koster reelt meget lidt at publicere i vore dage, men vi ønsker os samtidig en væsentlig kvalitetskontrol. Kunne man mon forestille sig en form for fri publikation, hvor publikationer bliver udførligt bedømt af læserne og hvor det ikke er redaktionen, der optager artiklerne (for alt bliver principielt set optaget), men derimod redaktionen, der bedømmer bedømmernes troværdighed med hjælp fra en algoritme der tager hensyn til bedømmernes ekspertniveau, bedømmelsens omfang, andre bedømmeres holdning osv. ? Dette ville være en form for recommender-system, og formodentlig er der allerede nogen derude, der tænker over en sådan tilgang. En lignende idé findes nemlig allerede i form af Mendeley.com, der dog ikke lægger hovedvægten på bedømmelse, men på deling af interessante publikationer.