De liljehvide og de kulsorte

Billige malerier

I Information kan man i dag læse en kronik af Morten Uhrskov Jensen, der er uddannet historiker. Kronikken er baseret på uddrag af en bog, Indvandringens pris – På vej mod et fattigere Danmark, der udkommer på People’s Press den 24. maj. Allerede i denne bogtitel kan man ane en forklaringsmodel.

Morten Uhrskov Jensens påstand er at der findes en “elite”, som har et hyklerisk forhold til indvandring og etniske mindretal. På den ene side taler denne “elite” for øget indvandring fra ikke-vestlige lande, på den anden side gør den alt for at undgå at omgås netop indvandrere. Et nøglecitat fra kronikken er:

Svaret er nej, for alle de nævnte steder lever eliterne efter helt andre spilleregler end dem, de sætter for den del af den danske befolkning, der ikke er begunstiget af at kunne vælge frit imellem uddannelse, arbejde osv. Eliterne foretrækker at omgås mennesker, der helt bogstaveligt ligner dem selv, mennesker af samme hudfarve som den, eliterne typisk selv har – nemlig hvid.

Uhrskov Jensen kalder denne “elite” for de “liljehvide”. En anden, central, men lidt mindre fremhævet påstand, er at den gruppe, som “eliten” ikke vil omgås, er hvad jeg vil betegne som “indbygget inkompetent”. Denne påstand er faktisk lige så interessant som påstanden om “de liljehvide”. Nøglecitatet er her dette:

De ikkevestlige indvandrere og deres efterkommere klarer sig gennemsnitligt så ringe i grundskolen og gymnasiet, at de nødvendigvis er underrepræsenteret på de lange videregående uddannelser. Efterkommerkvinderne ser ganske vist ud til at klare sig strålende, men det gør de kun, når man ser på dem, der er indskrevet på et videregående studium. Tallene for de 15-16-årige og de 30-årige efterkommerpiger og -kvinder viser, at de klarer sig signifikant ringere end danske mænd og langt dårligere end danske kvinder.

I en kronik i Berlingske, der ligesom kronikken i Information fungerer som en form for foromtale af hans bog, folder Uhrskov Jensen sin påstand om en sådan “indbygget inkompetence” yderligere ud:

Skulle man nu sidde og håbe på, at tredje, fjerde osv. generation kan rette op på disse forfærdelige resultater, venter man forgæves. Tallene er på ingen måde fyldestgørende for europæiske lande – selv om de få spredte tal fra Storbritannien bekræfter billedet – men fra USA ved vi, at anden generation, altså efterkommerne – er definerende for de kommende generationer. I USA har den latinamerikanske såkaldte SAT-score (adgangsprøven mange steder til universitetet) ikke ændret sig gennem de seneste 20 år, hvor også i hvert fald tredje generation tæller med. PISA og afgangskaraktererne fra folkeskolen fortæller med andre ord om en fremtidig økonomisk katastrofe, hvis ikke indvandringen af ikke-vestlige i Danmark standses.

Der er således ifølge Uhrskov Jensen en “indbygget inkompetence” i mennesker med baggrund i ikke-vestlige lande. Denne inkompetence er “indbygget” i de pågældende mennesker og deres efterkommere; den ikke vil kunne fjernes, selv om generationerne går. Den sociale arv er så ubrydelig, at den vel nærmest er biologisk. Vi er her meget tæt på at have en påstand om visse folkeslags medfødte og uforanderlige overlegenhed eller underlegenhed.

Morten Uhrskov-Jensens to kronikker tegner omridset af en typisk nationalistisk og populistisk argumentation i 4 trin:

  1. Der findes en elite, som er i modsætning til “den almindelige befolkning”. (Uhrskov Jensen taler om “mere almindelige danskere”). Nationalisten repræsenterer denne “almindelige befolkning” og dens holdninger.
  2. Den “almindelige befolkning” har særlige, overlegne kvaliteter.
  3. Men eliten holder af en anden etnisk gruppe, der er indbygget underlegen.
  4. Dette vil føre til undergangen for den “almindelige befolkning”, selv om den er indbygget overlegen.

Hvad der gøres for at ændre denne situation, hvor “eliten” og den indbygget underlegne gruppe er gået sammen om at gøre livet surt for den “almindelige befolkning”, kommer først senere.

Morten Uhrskov Jensen anvender nogle tvivlsomme retoriske metoder. Hyppigst ser man hans brug af stråmænd. Her er et par stykker:

De dårligst stillede danskere kan gå ad helvede til ifølge de liljehvide. De liljehvide har ikke brug for dem, de er højst en sten i skoen på dem.

og

Underklassen – det ros, som ikke mindst tidens idéforladte stand up-komikere muntrer sig over – kan da bare betale ved kasse et. Den danske underklasse er alligevel så uciviliseret, så den har vel egentlig bare godt af det?

Et andet uærligt træk, Uhrskov Jensen betjener sig af, er at tillægge modstanderen synspunkter, de aldrig vil kunne afkræfte, da der er tale om skjulte, ikke-verificerbare hensigter:

De liljehvide vil aldrig indrømme, at de bor disse steder, fordi de har begrænset lyst til at omgås de ikke-vestlige, som de med så stor ihærdighed og iver har fået til landet. Der er så mange andre praktiske grunde til, at de har valgt, som de har gjort.

Morten Uhrskov Jensens kronik er (i overensstemmelse med den populistiske 4-trins-argumentation) ikke handlingsanvisende. Men problemet, når nogen mener at påpege en inkonsistens hos andre, er at den, der påpeger inkonsistensen, da som næste skridt bør kunne påpege nogle principper for hvordan man i stedet skal handle. Specielt: Skal den anden handle anderledes for at følge principperne og derigennem blive konsistent? Eller skal den anden anlægge nogle andre principper og handle som hidtil, så der kommer konsistens på denne måde? Eller skal både principper og handling ændres?

I denne sammenhæng er der mindst følgende muligheder (igen forudsat at man ukritisk accepterer Uhrskov Jensens påstande):

  1. “Eliten” skal leve op til sine egne principper og ikke leve afsondret. Da skal der være en højere grad af mangfoldighed i samfundet, så “eliten” ikke gemmer sig fra “indvandrerne”, men lever sammen med dem. Hvis dette ønske om diversitet er Morten Uhrskov Jensens ærinde, passer det dårligt med hans synspunkter om de andre etniske gruppers “indbyggede inkompetence”.
  2. Den eksisterende “elite” kan fortsætte med at leve afsondret, men skal anlægge andre principper, der gør det konsistent at leve afsondret. Hvis disse andre principper er baseret på ideen om andre menneskers “indbyggede inkompetence”, har vi reelt at gøre med en politik om etnisk adskillelse baseret på en antagelse om en uovervindelig forskellighed. Den slags har vi set rigeligt af gennem historien; sporene skræmmer. At der måske i virkeligheden er tale om en sådan holdning, kan man ane af dette citat fra kronikken i Information:

    Der vil altid være eliter til. Jeg har ikke noget imod eliter i sig selv. Det ville være omtrent lige så absurd som at have noget imod tyngdekraften.

    Historisk har eliterne ofte nok været nogle skarn over for den jævne befolkning, men den foragt, som eliterne i dag nærer til de dårligst stillede danskere, savner formentlig sidestykke. I tidligere tider var de herskende mere ærlige. De lagde ikke skjul på, at de sad på flæsket, og at de havde særlige rettigheder. Og i det mindste havde godsejeren brug for sine fæstebønder. Det er ikke tilfældet i dag. De dårligst stillede danskere kan gå ad helvede til ifølge de liljehvide. De liljehvide har ikke brug for dem, de er højst en sten i skoen på dem.

  3. En tredje mulighed er, at de “liljehvide” skal erstattes med en anden “elite”, der ikke anlægger den gamle elites principper, men baserer sig på antagelsen om “indbygget inkompetence”. Det ironiske er her, at Morten Uhrskov Jensen har været en indflydelsesrig person i kredsen omkring Dansk Folkeparti og de foreninger (som Trykkefrihedsselskabet og Den Danske Forening), der har leveret ideologisk grundlag for Dansk Folkeparti og gennem dette partis indflydelse faktisk har haft stor indflydelse på dansk politik. På denne måde er Morten Uhrskov Jensen vel del af en form for elite; han har dog meldt sig ud af Dansk Folkeparti, da han anklager partiet for ikke at ville være ærlige om at “den stramme udlændingepolitik er død og borte”. Og på denne måde opdager man (skulle man fortsat være i tvivl), at han faktisk i langt højere grad retter det egentlige skyts mod de “ikkevestlige indvandrere” end mod “eliten”.

Allerede tidligt i sin kronik formulerer Morten Uhrskov Jensen en etisk regel for at kunne kritisere “eliten” for hykleri:

Den gyldne regel hedder som bekendt: Som I vil, at mennesker skal gøre mod jer, sådan skal I gøre mod dem. Således efter Lukasevangeliet. Også i andre kulturer findes reglen, f.eks. hos Konfutse: Det, som du ikke ønsker, at andre skal gøre mod dig; gør det ikke mod dem.

Det er prisværdigt, at der kommer en etisk vinkel ind i en diskussion af menneskers motiver. Men hvordan kan man handle mod andre. som man gerne vil have, de skal handle mod én selv, hvis man har en antagelse om at Den Anden er “indbygget inkompetent”? Er Morten Uhrskov Jensen egentlig selv fortaler for det etiske imperativ ovenfor? Jeg ved det faktisk ikke.

Det ubehagelige ved Morten Uhrskov Jensens kronikker er nemlig i virkeligheden antagelsen om at der findes en gruppe, der er “indbygget inkompetent”. Denne forklaringsmodel gør det umuligt at føre socialpolitik, for den er deterministisk af natur og er snublende tæt på en biologisk racisme ved at hævde, at gruppen af “indbygget inkompetente” vil være  “indbygget inkompetent” i generation efter generation, og at ingen politiske tiltag vil kunne ændre ved det.

Der er bestemt problemer i Danmark med grupper af befolkningen, der ikke har kontakt med hinanden og ikke ser sig selv som del af samme samfund (og det kan lige så vel være velstillede som ikke velstillede mennesker!). Der kan bestemt være mennesker, der ikke efterlever de principper, de gør sig til fortalere for. Men forklaringsmodellen gør det også meget sværere at få en diskussion af de sociale uligheder, der rent faktisk findes i samfundet, både dem, der har med etniske mindretal og dem, der har med andre danskere at gøre. Morten Uhrskov Jensen taler om de “dårligst stillede danskere”, men hvorfor denne gruppe er dårligt stillet, er ikke del af hans forsøg på en analyse.

(Visited 60 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar