Der var engang en vrede

Jeg kan ikke fordrage at blive vred, og jeg ved ikke om det hænger sammen med at jeg vel er introvert. Når jeg af og til bliver vred, er jeg bagefter både flov og udmattet, og specielt hvis jeg har været vred på studerende eller på min datter. Mit nærvær er da for alvor glippet. Hvorfor skulle andre se mig sådan? Hvorfor reagerede jeg så voldsomt på noget, der som regel slet ikke var det værd?

Jeg husker f.eks. en dag for mange år siden, hvor jeg var hjælpelærer for en kollega på et kursus. En dag kom jeg ind til en gruppe, blot for at opdage at de sad og lavede noget helt irrelevant – jeg tror, de sad og læste i nogle blade om biler eller sådan noget. En af de studerende så kort op og sagde “Spørg John, han laver opgaver”. Jeg spurgte John, men selv om han tilsyneladende havde bogen åben, var hans engagement på samme minimale niveau. Til sidst sagde jeg at “det her, det gider jeg fandme ikke være med til” og smækkede med døren, da jeg stormede ud af lokalet. Uden for lokalet indså jeg, at jeg havde dummet mig og havde sat mit professionelle nærvær som underviser over styr. Jeg måtte nærmest krybe ind til gruppen og sige undskyld. I gruppens semesterevaluering stod der, at “hjælpelæreren var hidsig”. Ak og ve.

I Susan Cains bog Quiet, som jeg nævnte her på bloggen for ikke så længe siden, kommer hun ind på ideen om den idé om vreden som en forløsende og rensende kraft, der engang har været fremherskende – og hun har ikke noget godt at sige om den. Man kan stadig høre forestillingen om den rensende vrede nævnt rundt om i samtaler som et af psykologiens mange ekkoer i dagligsproget. I de seneste årtier er denne ide om vreden blevet betvivlet grundigt, og nogle taler om katarsismyten. Ordet katarsis er græsk og betyder “renselse”; dets betydning i denne sammenhæng går helt tilbage til Aristoteles, der mente at man gennem at se tragedier (dvs. sørgelige teaterstykker) fik afløb for negative følelser. Med til historien hører, at i antikkens tragedier var der ikke bare tale om en slutning, hvor alle var kede af det – de “gode” kom som regel ulykkeligt og voldsomt af dage (jvf. Antigone, Ødipus m.fl.).

Man kan forske i meget forskelligt, og der findes selvfølgelig også vredesforskning – altså ikke vrede mennesker, der forsker, men forskere, der forsøger at forstå hvad vrede er. To amerikanske universitetspsykologer, Eric Dahlen og Ryan Martin, har en interessant blog ved navn All the rage om netop vredesforskning.

I et interview med Brad Bushman fra Ohio State University kommer Bushman ind på netop katarsismyten. Nøglecitatet er dette:

In 1973, Albert Bandura issued a moratorium on catharsis theory and the use of venting in therapy, and research evidence supported Bandura’s views (e.g., Geen & Quanty, 1977). Venting doesn’t work even among people who believe in the value of venting, and even among people who report feeling better after venting (Bushman, Baumeister, & Stack, 1999). In fact, venting has the opposite effect—it increases aggression. The better people feel after venting, the more aggressive they are. Venting can even increase aggression against innocent bystanders.

“Venting” svarer vel også lidt til en “slankekur”, hvor man sørger for hele tiden at fylde maven inden måltiderne, så man ikke kan spise så meget.

Så hvad gør man så med vreden? Man skal selvfølgelig ikke forstille sig; alt for mange af os har alt for svært ved at vise vores følelser. Men som regel skal man vel bearbejde følelsen, inden man slipper den ud. Og formodentlig skal følelsen slippes ud som noget end raseri. Ryan Martin taler således om den forløsende humor som en del af bearbejdning af vreden. Gad vide, om jeg f.eks. skulle have sagt til de studerende dengang, at de da vist havde misforstået det, hvis de troede, at Turing-maskiner var biler, og så have forladt lokalet uden at sige mere?