Intelligens er ikke alt (og så alligevel)

Richard Feynman, der fik Nobelprisen i fysik, havde en intelligenskvotient på “kun” 125. Det er selvfølgelig pænt over gennemsnittet, men ikke nok til at blive medlem af en forening som Mensa, hvor kravet er mindst 130. Men den højest målte IK tilhører Marilyn vos Savant; der er uenighed om tallet – nogle siger 190, andre over 200. Enhver fysiker (og også personer som mig, der ikke havde fysik ud over et kursus i mekanisk fysik på 2. semester) ved, hvem Feynman er. Men vos Savant? Hun er brevkasseredaktør på Parade, der er søndagstillægget i et stort antal dagblade i USA. Det er selvfølgelig et respektabelt og vel også indbringende erhverv, men måske nok ikke helt at sammenligne med en Nobelpris.

Jeg har selv kendt mennesker, der åbenlyst var meget intelligente i sædvanlig analytisk forstand, men aldrig blev færdig med nogen uddannelse. Og jeg har kendt mennesker, der efter alt at dømme er gennemsnitligt intelligente i sædvanlig analytisk forstand, men er nået langt i deres karriere.

En artikel af Veronica Pamoukaghlian på Brainblogger gør opmærksom på, at det er nødvendigt at se langt mere nuanceret på intelligensbegrebet. Det er der selvfølgelig andre, der allerede har gjort. Daniel Goleman gjorde sig til talsmand for et begreb, han kalder følelsesmæssig intelligens. Howard Gardner har talt om de mange intelligenser (præcis hvor mange, er lidt uklart).

Men man kunne også anlægge et helt andet syn på intelligens, der tager udgangspunkt i performans. Pamoukaghlian nævner her en artikel af Robert Sternberg og Elena Grigorenko. De to tog i deres arbejde udgangspunkt i det umiddelbart paradoksale, at de amerikanske præsidentkandidater George Bush og Al Gore begge har klaret sig forbløffende godt på trods af at de fik dårlige karakterer som studerende. Pamoukaghlian skriver:

For the purposes of his own research, Sternberg has defined intelligence as the ability to adapt to the environment and to learn from experience and successful intelligence as,

  1. the ability to achieve one’s goals in life, given one’s sociocultural context;
  2. by capitalizing on strengths and correcting or compensating for weaknesses;
  3. in order to adapt to, shape, and select environments; and,
  4. through a combination of analytical, creative, and practical abilities.

Ifølge denne ide om “succes-intelligens” handler intelligens i høj grad om kompetence og om at kunne lære nyt. Hvem kender man? Hvor god er man til at udnytte de muligheder, man får? I hvor høj grad ved man, at der er noget, man ikke ved?

Det tiltalende ved denne opfattelse af intelligens er, at den giver et mere helhedsorienteret billede af hvad det vil sige at være “godt begavet” end de gamle Stanford-Binet-prøver og samtidig måske er nemmere at undersøge. Den vil måske også kunne afslutte den triste diskussion, der i sin tid fulgte med den meget omtalte bog fra 1994 The Bell Curve af amerikanerne Richard J. Herrnstein og Charles Murray. I denne bog hævdede de på baggrund af resultater fra IK-tests at nogle etniske grupper i USA var “indbygget inkompetente”, og her specielt afro-amerikanere og spansktalende. Ikke overraskende blev Herrnstein og Murray (der begge var ikke-spansktalende euro-amerikanere) kaldt racister. Hvis der kom noget godt ud af denne bog, er det vel at mange blev opmærksomme på intelligensbegrebets mangfoldighed. The Bell Curve var bl.a. den direkte grund til at Stephen Jay Gould skrev en ny udgave af sin klassiker The Mismeasure of Man.

Det mindre gode ved ideen om “succes-intelligens” er, at opfattelsen kan risikere at fremstå som tautologisk selvbekræftende. For hvem er det, der er intelligente? Jamen, det er da dem, der når deres mål og lærer nyt. Og hvem er det så, der når de mål, de sætter sig og lærer nyt? Jamen, det er da dem, der er intelligente.