De to poler

I The Guardian er der et interessant interview med den engelske sangerinde Rumer. Hendes musik er hvad jeg engang ville have rubriceret som “sovs”; en 1970’er-inspireret blød vellyd, som på en måde er easy listening. Og så alligevel. Der er en melankoli og rådvildhed i sangene, der stikker dybere, meget dybere. Rumers vokal minder mig (og mange andre) om Karen Carpenter, men har en tilbagelænethed, jeg også forbinder med brasilianske Astrud Gilberto.

Den smerte og sårbarhed, man kan fornemme i musikken, kommer et sted fra. I interviewet kan jeg læse, at Rumer (der egentlig hedder Sarah Joyce) er blevet diagnosticeret med bipolær lidelse – det, man engang ville have kaldt at være maniodepressiv. Hun er helt åben om dette:

I think I was vulnerable. The reason culture is so mediocre is because most people who are really interesting are probably under a duvet right now. They are not people inclined to feel confident or promote themselves or put their name on a CD. It’s that extreme. What it was, mainly, for me, it was the loss of control. You have no idea how much control you exert over your own life until it’s taken away. It’s really distressing then, to not be able to choose. When I go into a restaurant I like the mafia spot: at the back, facing the door, I never ever leave my back exposed. I’m vigilant. I’m a survivor. My instincts are very sharp. And that’s been dulled. Something’s lost and something’s gone.

Sarah Joyce har været ude for hårde ting. Hun mistede sin mor. Hun opdagede, at hendes far ikke var hendes biologiske far, men familiens  kok, som de havde under hendes opvækst i Pakistan. Om den sårbarhed, hun oplever, er kommet som resultat af alt dette (og især moderens død) eller hele tiden har været der, ved jeg ikke. Men det er godt, at en kendt og talentfuld person står frem og taler om sin sårbarhed og at vi forstår, at der er et menneske bag enhver diagnose, at mennesker, der kan synes stærke, også kan være sårbare. Karen Carpenter holdt sin smerte skjult, og vi fandt først ud af at den var der, da hun ikke var her mere.

Rumer har iøvrigt snart sit andet album ude; det hedder Boys Don’t Cry. Og nej, The Cure-nummeret med dette navn er ikke med. Det er til gengæld en hel masse andre cover-numre af alle mulige sangskrivere – fra Bob Marley og Neil Young over Isaac Hayes og Townes Van Zandt til Gilbert O’Sullivan. Tracklisten afslører, at ingen af numrene er blandt de pågældende kunstneres hits. Så vidt jeg kan læse mig til, er John Grant (der lavede det fænomenale soloalbum Queen of Denmark i 2010) også med. Det kan godt gå hen og blive interessant.

Mens vi venter, er her ovenfor “Slow”, måske det allerbedste nummer fra hendes debut Seasons Of My Soul, der udkom herhjemme tidligt i 2011.

(Visited 44 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar