Essensen af alt

Jeg har på mit kontor på universitetet et hvidt tekrus, som jeg holder meget af. Jeg bruger det til grøn te og kun grøn te (jeg drikker hverken kaffe eller kakao). En dag var mit tekrus blevet væk, og jeg var lettere fortvivlet. Da kruset dagen efter dukkede op i en opvaskemaskine var jeg glad for at gense det, men meget mindre glad for at se det sølet ind i billig kakao. Føj. En af mine kolleger har et krus (med et billede af et Petri-net) som han nærer lige så varme følelser for, og han var lige så fortvivlet, da også dét forsvandt. Han er nu blevet genforenet med sit krus.

Hvad har denne historie om to akademikeres sære tilknytning til deres krus med noget som helst at gøre? Det handler om essentialisme, den antagelse, at fysiske objekter har en uudslettelig og uforanderlig essens. Mit hvide tekrus har en essens; et andet krus, der er magen til, vil være et kvalitativt andet krus. Et barns særlige sovedyr har en anden essens for barnet end alle de andre tøjdyr. Et menneske, der er dødt, har (i et vist tidsrum efter døden) stadig essensen af et menneske: man taler om “usømmelig omgang med lig”.

I den negative ende af essentialismen ruger nazister og andre racister med deres teorier om iboende egenskaber; et menneske, hvis familie havde været i Tyskland i mange generationer, kunne aldrig blive rigtig tysker, hvis familien var jødisk (ifølge nazisternes definion).

Et sted midt imellem lurer denne uges eksempel fra dagspressen om en udstilling af danske morderes våben eller sagen om den norske terrorist Anders Breivik. Kunne man bruge f.eks. Peter Lundins økse til at hugge brænde med, hvis den var blevet grundigt rengjort? Kunne det norske politi geninddrage Anders Breiviks politiuniform og give den til en betjent? De fleste af os vil uvægerligt svare nej. Disse genstande rummer åbenbart en iboende essens.

En del af den modvilje vi føler, kommer fra bevidste associationer. Når jeg ser et billede af Peter Lundins økse, kommer jeg altid til at tænke på de forfærdelige handlinger, han begik. Men er associationerne alt?

Et spændende interview med den britiske professor i psykologi Bruce Hood på Edge.org fører os hele vejen omkring essentialismen og hvad den fører med sig.I et citat kommer Hood ind på essentialismens væsentlighed (og kommer med et eksempel, der minder om ideen om Breiviks uniform):

I see essentialism everywhere I look now. It just seems to be pervasive. It’s one of these ways of seeing the world. People say, oh, it might just be association, but association strikes me as inadequate as an explanation as to why some things seem to have this property. Of course, Paul Rozin’’s work on moral contamination and contagion, again, I think speaks to this idea there are things which you can contaminate with evil, for example, just by wearing a killer’s cardigan, things like that. So as I say, I see it everywhere. I’m hoping to continue that kind of work. So that’s an example of a philosophical kind of question, or certainly a philosophical domain that I think does lend itself to the empirical studies and, who knows, that might actually turn out to have some application as far as marketers are concerned.

En af Hoods vigtige konklusioner er den, at essenser – eller som han kalder dem med et udtryk fra middelalderfilosoffen Duns Scotus – quddity og haecceity – på den ene side er psykologiske konstruktioner, på den anden side er højst reelle. Ifølge Hood er associationerne ikke hele forklaringen.

Quiddity har ikke noget med en Harry Potter-sportsgren at gøre; det er den “essens” som en gruppe har fælles, f.eks. hundes “hundet-hed”, det der gør hunde til hunde. Haecceity er den enkelte hunds “essens” – det, der gør Fido til Fido.

Den mest centrale essens, et menneske har, er selvet. Men også mit selvs haecceity er en psykologisk konstruktion, en illusion. Ikke en vrangforestilling, men noget, den enkelte person efterhånden konstruerer. Hvis selvet er konstrueret af individet på grund af en funktionsfejl i hjernen, kan det have betydning for hvor ansvaret for individets gerninger skal lægges. Igen dukker de ekstreme situationer, som gør etiske overvejelser så komplicerede, op – her igen i skikkelse af forbryderen Anders Breivik op: Hvis hans handlinger og holdninger skyldes en psykisk lidelse og således er en “funktionsfejl”, er han da ansvarlig på samme måde som hvis han ikke har en psykisk lidelse? Og nej, jeg kender ikke svaret og vil ikke give et bud.

(En anden interessant tanke, som Hood kun strejfer. er den, at varer har (eller forsøges markedsført som havende) en særlig essens. Det er vel egentlig beslægtet med den idé om varens fetich-karakter, som Karl Marx er ophavsmand til.)

Dette blogindlæg kan ikke yde interviewet med Bruce Hood fuld retfærdighed; læs det og få en spændende stund i grænseområdet mellem filosofi og psykologi.

(Visited 86 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar