Lån mig dine øren

I snart mange år har jeg vovet mig ud i forskellige former for aktivisme. En af de bedste oplevelser, jeg har haft i den sammenhæng, var i 2006. Det var på mange måder en træls tid; Muhammedkrisen (eller hvad den nu hedder) dominerede medierne. Men samtidig var det som om, det var opstået et behov hos mange danskere for omsider at tale sammen og at være sammen – danskere fra etniske mindretal og danskere fra et etnisk flertal. Jeg tog initiativ til et arrangement på Nordjyllands Kunstmuseum, hvor en af mine gamle helte, fotograf (og meget mere) Jacob Holdt kom og talte, og alle var indbudt til at tage kage med. To kommunikationsstuderende var med og skabte kontakt til en masse mennesker i Aalborg og omegn; uden de to var meget af det sikkert ikke lykkedes.

Dér sad vi en pinseeftermiddag i den store sal på Nordjyllands Kunstmuseum mellem kunstværkerne, unge og gamle, etniske mindretal og etnisk flertal. Der blev sagt en hel masse, og en del af det var knubset og udtryk for hinandens fordomme. Men det blev ikke til et stort skænderi, tværtimod. Jacob Holdt stod der i egen høje og skæggede person, lyttede først, talte så. Bagefter havde jeg og andre, jeg havde talt med, en fornemmelse af at vi også den eftermiddag havde været i stand til at lytte til hinanden og det var derfor, det var gået så godt. Jacob Holdt er ikke bare en visuel begavelse, han er også fremragende til at lytte.

For nylig talte jeg med en kollega om en stilling, der skal opslås på universitetet til næste år, og vi spekulerede på, hvem der mon kunne være gode at have til at sidde i et ansættelsesudvalg. Vi kunne komme i tanke om mange, men min kollega sagde om nogle af dem at “ham kan jeg godt lide, men han kan godt være stejl; han er ikke en god lytter”.

Det er vigtigt at være netop dét, en god lytter. Det er gået op for mig, at mange af de situationer, hvor jeg er blevet vred eller skuffet, kan føres tilbage til en følelse af ikke at blive lyttet til; en undervisningssituation, jeg beskrev i et tidligere blogindlæg, er et tydeligt eksempel på det. Børn holder måske af deres sovedyr og deres kæledyr, fordi de ubevidst konstruerer en følelse af, at disse dyr (levende eller af stof) lytter til dem. Religiøse mennesker har ubevidst konstrueret en følelse af, at den gud, de tror på, lytter til dem. Jeg har ind imellem hørt, at en af grundene til en skilsmisse var, at en eller begge af dem, der blev skilt følte, at man ikke blev lyttet til. Jeg forlader ofte politiske diskussioner i ærgrelse, for det er tydeligt, at parterne ikke lytter til hinanden, men kun hører sig selv.

Der er blevet forsket meget i det at lytte. Der er endda en International Journal of Listening. Men ligesom vi fokuserer på stress i stedet for flow, er der en tendens til at vi fokuserer på at få vores budskaber igennem, ikke på at lytte. Der er masser af kurser i at lære at lave gode præsentationer, og vi fokuserer i uddannelserne på at lære de studerende at skrive godt og præcist. Vi taler om meget om ytringsfrihed. Alt dette er vigtigt, meget vigtigt endda. Men fordringen er vel symmetrisk, for vi har alle behov for at blive lyttet til. Menneskerettighederne rummer faktisk en fordring om at lytte, for alle mennesker født frie og lige i værdigheder og skal handle mod hinanden i en broderskabets ånd, som der står i Verdenserklæringen.

Hvordan lærer vi hinanden at blive bedre til at lytte? Hvordan lærer vi studerende at lytte (i skrift og på tale)? Hvordan lærer vi undervisere at lytte (i skrift og på tale)? Hvordan kan vi kritisere dem, der ikke lytter? Er det overhovedet muligt, når nu de ikke lytter?

(Visited 34 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Én kommentar til “Lån mig dine øren”

Skriv et svar