At ramme rigtigt

I disse uger tales der meget om regeringens forslag til ændrede skatteregler, og her bemærker jeg, at alle uanset holdning taler om “skattelettelser”. Dette ord rummer en holdning til at det at betale skat er en byrde, og at denne byrde skal lettes. Nogle har denne holdning, men den har modstanderne af at nogle skal betale mindre i skat netop ikke. Alligevel bruger også de ordet, for det har “vundet”.

Et andet eksempel er “ældrebomben”, som er blevet det foretrukne ord om den ændrede aldersfordeling i det danske samfund i fremtiden. Også her udtrykker selve ordvalget en holdning – den ændrede aldersfordeling er en bombe, og bomber forbinder vi med noget, vi ikke ønsker (krig og terrorisme).

Et bestemt ordvalg kommer til at sætte dagsordenen og påvirker vores måde at tænke på, hvad enten vi vil det eller ej. Jamen, hvorfor taler man taler ikke bare neutralt om “den ændrede aldersfordeling i fremtiden” eller om at “nogle bør betale mindre i skat”?

Svaret er, at nogle ord fænger – og fanger. Ordet “skattelettelser” er fonetisk set genialt, for det indeholder et dobbelt bogstavrim, Det positive “skattelettelser” ligger godt i munden (sangskrivere ville sige, at ordet er sangbart). Det gør en knudret, neutral formulering som “nogle bør betale mindre i skat” eller en negativ formulering som “skattebegunstigelser” til gengæld ikke. Også “ældrebomben” ligger fonetisk godt i munden.

Det handler i moderne politik om at kapre sproget, så man har indflydelsen på hvordan vi taler om et emne. Den form for kapring, vi her har fat i, er hvad lingvister kalder framing. Ophavsmand til framing-begrebet er den amerikanske lingvist George Lakoff, og hans tese er, at vores ordvalg på afgørende vis skaber den ramme, som diskursen foregår i, for bag vores ordvalg ligger de metaforer, vi beskriver samfundet med. Faktisk er tax relief (“skattelettelser” på engelsk) et af Lakoffs yndlingseksempler. Der er langt mere åbenlyse eksempler i omløb – det har f.eks. haft stor betydning i Egypten, om de protesterende på Tahrir-pladsen  i Cairo blev omtalt som “uromagere”, “demonstranter” eller “oprørere” – men det er de mere subtile eksempler, der er rigtig interessante. Det er nemlig her, man kan flytte holdninger på helt umærkelig vis. Mette Bengtsson, der er retoriker, har en interessant artikel om hvad framing gør ved os.

Et eksempel, hvor framing var af afgørende betydning, er Thatcher-regeringens ændring af lokal beskatning i Storbritannien sidst i 1980’erne. Dengang indførte man en kommunalskat, der var ens for alle uanset indtægt, og alle over 18 år skulle betale. Forståeligt nok var mange vrede over at en familie bestående af en ufaglært arbejder, en arbejdsløs kone og to hjemmeboende børn i gymnasiealderen i lejebolig skulle betale mere end en enlig millionær i et stort hus.  Thatcher kaldte den “flade skat” for the community charge, dvs. en afgift til fællesskabet. Dette var et lidt overraskende ordvalg, da selvsamme Thatcher også tidligere havde sagt, at der ikke findes et samfund, kun individer. Modstanderne talte konsekvent om the poll tax med udgangspunkt i dels den “kopskat”, der engang i 1300-tallet og igen i 1600-tallet fandtes i Storbritannien, dels den skat, man engang skulle betale for at kunne registrere sig til valg i USA og som reelt forhindrede mange fattige (afro-amerikanere og andre etniske mindretal) i at stemme. The poll tax blev først indført i Skotland, og her var protesterne massive. Efterhånden blev the poll tax det eneste ord, der blev brugt om denne skat i medierne, og til sidst endte Thatcher med selv at bruge det. Uroen om the poll tax nægtede at lægge sig, og til sidst, da the poll tax også blev indført i England, gik der ikke lang tid før det nu forhadte skattesystem blev afskaffet og Thatcher vraget som leder af sit parti og som britisk premierminister.

I vore dage er framing ofte nøje gennemtænkt af politikeres kommunikationsrådgivere; tidligere har den udviklet sig mere spontant. En interessant øvelse er at prøve at vende begreberne om med re-framing: Tænk, hvis vi i stedet for  f.eks. “ældrebombe” talte om “det modne samfund”.