Intelligens er ikke alt (og så alligevel)

Richard Feynman, der fik Nobelprisen i fysik, havde en intelligenskvotient på “kun” 125. Det er selvfølgelig pænt over gennemsnittet, men ikke nok til at blive medlem af en forening som Mensa, hvor kravet er mindst 130. Men den højest målte IK tilhører Marilyn vos Savant; der er uenighed om tallet – nogle siger 190, andre over 200. Enhver fysiker (og også personer som mig, der ikke havde fysik ud over et kursus i mekanisk fysik på 2. semester) ved, hvem Feynman er. Men vos Savant? Hun er brevkasseredaktør på Parade, der er søndagstillægget i et stort antal dagblade i USA. Det er selvfølgelig et respektabelt og vel også indbringende erhverv, men måske nok ikke helt at sammenligne med en Nobelpris.

Jeg har selv kendt mennesker, der åbenlyst var meget intelligente i sædvanlig analytisk forstand, men aldrig blev færdig med nogen uddannelse. Og jeg har kendt mennesker, der efter alt at dømme er gennemsnitligt intelligente i sædvanlig analytisk forstand, men er nået langt i deres karriere.

En artikel af Veronica Pamoukaghlian på Brainblogger gør opmærksom på, at det er nødvendigt at se langt mere nuanceret på intelligensbegrebet. Det er der selvfølgelig andre, der allerede har gjort. Daniel Goleman gjorde sig til talsmand for et begreb, han kalder følelsesmæssig intelligens. Howard Gardner har talt om de mange intelligenser (præcis hvor mange, er lidt uklart).

Men man kunne også anlægge et helt andet syn på intelligens, der tager udgangspunkt i performans. Pamoukaghlian nævner her en artikel af Robert Sternberg og Elena Grigorenko. De to tog i deres arbejde udgangspunkt i det umiddelbart paradoksale, at de amerikanske præsidentkandidater George Bush og Al Gore begge har klaret sig forbløffende godt på trods af at de fik dårlige karakterer som studerende. Pamoukaghlian skriver:

For the purposes of his own research, Sternberg has defined intelligence as the ability to adapt to the environment and to learn from experience and successful intelligence as,

  1. the ability to achieve one’s goals in life, given one’s sociocultural context;
  2. by capitalizing on strengths and correcting or compensating for weaknesses;
  3. in order to adapt to, shape, and select environments; and,
  4. through a combination of analytical, creative, and practical abilities.

Ifølge denne ide om “succes-intelligens” handler intelligens i høj grad om kompetence og om at kunne lære nyt. Hvem kender man? Hvor god er man til at udnytte de muligheder, man får? I hvor høj grad ved man, at der er noget, man ikke ved?

Det tiltalende ved denne opfattelse af intelligens er, at den giver et mere helhedsorienteret billede af hvad det vil sige at være “godt begavet” end de gamle Stanford-Binet-prøver og samtidig måske er nemmere at undersøge. Den vil måske også kunne afslutte den triste diskussion, der i sin tid fulgte med den meget omtalte bog fra 1994 The Bell Curve af amerikanerne Richard J. Herrnstein og Charles Murray. I denne bog hævdede de på baggrund af resultater fra IK-tests at nogle etniske grupper i USA var “indbygget inkompetente”, og her specielt afro-amerikanere og spansktalende. Ikke overraskende blev Herrnstein og Murray (der begge var ikke-spansktalende euro-amerikanere) kaldt racister. Hvis der kom noget godt ud af denne bog, er det vel at mange blev opmærksomme på intelligensbegrebets mangfoldighed. The Bell Curve var bl.a. den direkte grund til at Stephen Jay Gould skrev en ny udgave af sin klassiker The Mismeasure of Man.

Det mindre gode ved ideen om “succes-intelligens” er, at opfattelsen kan risikere at fremstå som tautologisk selvbekræftende. For hvem er det, der er intelligente? Jamen, det er da dem, der når deres mål og lærer nyt. Og hvem er det så, der når de mål, de sætter sig og lærer nyt? Jamen, det er da dem, der er intelligente.

Uundværlig?

20120520-210133.jpg

Min kone har en iPhone. Den er så godt nok en HTC Wildfire. Vores datter har en iPhone. Den er så godt nok en Samsung Galaxy. Og jeg har også en iPhone. Den er så faktisk en Apple-model fra 2009. Men den typiske mobiltelefon i dag ville ikke se ud som den gør i dag, hvis ikke det havde været for iPhone. Og vores brug af telefonerne ville være som den er i dag. Jeg er ikke gået glip af et møde eller en vigtig e-mail siden den skæbnesvangre dag i 2009. Jeg farer kun sjældent vild – takket en iPhone.Utallige kedelige timer på farten er blevet fordrevet til tonerne af musikken på min telefon. Af og til er der også nogen, der ringer til mig. Så selv som ejer af en iPhone får jeg talt med nogen, når jeg af og til kigger op fra den lille skærm.

Brian Appleyard har en interessant artikel i New Statesman om alt det, iPhone og dens efterlignere har gjort ved os siden dengang i 2007, hvor den første iPhone blev lanceret.

Der var engang en vrede

Jeg kan ikke fordrage at blive vred, og jeg ved ikke om det hænger sammen med at jeg vel er introvert. Når jeg af og til bliver vred, er jeg bagefter både flov og udmattet, og specielt hvis jeg har været vred på studerende eller på min datter. Mit nærvær er da for alvor glippet. Hvorfor skulle andre se mig sådan? Hvorfor reagerede jeg så voldsomt på noget, der som regel slet ikke var det værd?

Jeg husker f.eks. en dag for mange år siden, hvor jeg var hjælpelærer for en kollega på et kursus. En dag kom jeg ind til en gruppe, blot for at opdage at de sad og lavede noget helt irrelevant – jeg tror, de sad og læste i nogle blade om biler eller sådan noget. En af de studerende så kort op og sagde “Spørg John, han laver opgaver”. Jeg spurgte John, men selv om han tilsyneladende havde bogen åben, var hans engagement på samme minimale niveau. Til sidst sagde jeg at “det her, det gider jeg fandme ikke være med til” og smækkede med døren, da jeg stormede ud af lokalet. Uden for lokalet indså jeg, at jeg havde dummet mig og havde sat mit professionelle nærvær som underviser over styr. Jeg måtte nærmest krybe ind til gruppen og sige undskyld. I gruppens semesterevaluering stod der, at “hjælpelæreren var hidsig”. Ak og ve.

I Susan Cains bog Quiet, som jeg nævnte her på bloggen for ikke så længe siden, kommer hun ind på ideen om den idé om vreden som en forløsende og rensende kraft, der engang har været fremherskende – og hun har ikke noget godt at sige om den. Man kan stadig høre forestillingen om den rensende vrede nævnt rundt om i samtaler som et af psykologiens mange ekkoer i dagligsproget. I de seneste årtier er denne ide om vreden blevet betvivlet grundigt, og nogle taler om katarsismyten. Ordet katarsis er græsk og betyder “renselse”; dets betydning i denne sammenhæng går helt tilbage til Aristoteles, der mente at man gennem at se tragedier (dvs. sørgelige teaterstykker) fik afløb for negative følelser. Med til historien hører, at i antikkens tragedier var der ikke bare tale om en slutning, hvor alle var kede af det – de “gode” kom som regel ulykkeligt og voldsomt af dage (jvf. Antigone, Ødipus m.fl.).

Man kan forske i meget forskelligt, og der findes selvfølgelig også vredesforskning – altså ikke vrede mennesker, der forsker, men forskere, der forsøger at forstå hvad vrede er. To amerikanske universitetspsykologer, Eric Dahlen og Ryan Martin, har en interessant blog ved navn All the rage om netop vredesforskning.

I et interview med Brad Bushman fra Ohio State University kommer Bushman ind på netop katarsismyten. Nøglecitatet er dette:

In 1973, Albert Bandura issued a moratorium on catharsis theory and the use of venting in therapy, and research evidence supported Bandura’s views (e.g., Geen & Quanty, 1977). Venting doesn’t work even among people who believe in the value of venting, and even among people who report feeling better after venting (Bushman, Baumeister, & Stack, 1999). In fact, venting has the opposite effect—it increases aggression. The better people feel after venting, the more aggressive they are. Venting can even increase aggression against innocent bystanders.

“Venting” svarer vel også lidt til en “slankekur”, hvor man sørger for hele tiden at fylde maven inden måltiderne, så man ikke kan spise så meget.

Så hvad gør man så med vreden? Man skal selvfølgelig ikke forstille sig; alt for mange af os har alt for svært ved at vise vores følelser. Men som regel skal man vel bearbejde følelsen, inden man slipper den ud. Og formodentlig skal følelsen slippes ud som noget end raseri. Ryan Martin taler således om den forløsende humor som en del af bearbejdning af vreden. Gad vide, om jeg f.eks. skulle have sagt til de studerende dengang, at de da vist havde misforstået det, hvis de troede, at Turing-maskiner var biler, og så have forladt lokalet uden at sige mere?

Bertrand Russell

I dag er det Bertrand Russells fødselsdag (en fødselsdag, han deler med min datter, der bliver 11 i dag). Den walisiske filosof, matematiker og modtager af Nobelprisen i litteratur kunne være blevet 140 i dag, men han nåede “kun” at blive 97. Ovenfor er en lille bid af et BBC-interview med ham fra 1959.

Sidste del af hans råd til eftertiden dukker op som indledning på det på alle måder storslåede og sælsomt bevægende åbningsnummer fra den engelske duo Orbital, der i år gør et vellykket comeback med albummet Wonky. Brødrene Hartnoll har altid haft mere på hjerte end “bare” at skabe stort anlagt, melodisk elektronisk musik. Den slags er mere subtilt, når man laver instrumentalmusik. På In Sides var der f.eks. et nummer indspillet udelukkende ved brug af sol-genereret strøm. Her oplever vi Orbital røbe deres humanisme det igen. Hør nummeret herunder.

Det är så jag säger det

20120518-153635.jpg

I dag kan jag läsa i Politiken att man i Norge och Sverige tycker att det är mycket svårt att förstå danska, men att man i Norge inte har samma problem med svenska (och vice versa). Danska är helt enkelt för komplicerad. I Danmark tycker man att norska og svenska är omöjliga att förstå. Man har börjat prata engelska i stället.

Jag tycker att det er otroligt trist at man nu har börjat lita på engelska som det gemensamma språket inom de nordiska länderna. Kanske tror ni att jag inte tycker om engelska, men så är det inte. Inte alls. Jag har skrivit en bok på engelska och jag har två systrar från Storbritannien (vi pratar engelska tillsammans ).

Men norska och svenska betyder noget annat för mig. Jag är inte svenskätling (det är min fru och pr transivitet vår dotter) och har aldrig lärt mig svenska (eller norska) men även då kan jag skriva på en sorts svenska (som jag gör just nu). Jag har upptäckt norska oh svenska genom att exponerats på nordisk kultur – musik och barnlitteratur från Thorbjørn Egner og Astrid Lindgren via Cornelis Vreeswijk till Olle Ljungström, Håkan Hellström och Kent.

Förhoppningvis kommer det också att vara så på framtiden, fast jag vet inte hur det skal lyckas. Det är t.ex. mycket dyrare att köpa böcker från Norge och Sverige end att köpa engelskspråkiga böcker via Amazon. Jag ville gärna läsa Knausgård på bokmål men det är så fruktansvard dyrt at köpa hans böcker i Norge via norska e-bokhandlare. Varför är det så?

Det er ikke det, du siger, det er mere sproget i sig selv (?)

En mulig ulempe ved at maskinoversætte skilte fra kinesisk til engelsk.

BBC News skriver, at man på Politecnico di Milano fra 2014 vil gå over til at afholde al undervisning på engelsk. På Aalborg Universitet har vi nu så mange ikke-dansktalende medarbejdere, at vi på mit institut er begyndt at lave en oversættelse til engelsk af nogle mødereferater (dansk er forvaltningssproget i den danske stat). Der er et ikke altid lige subtilt skift til engelsk på vej i en del sammenhænge. Hvordan påvirker sproget vores  adfærd, og her specielt vores måde at træffe beslutninger på?

Boaz Keysar, Sayuri L. Hayakawa og Sun Gyu Anfra The University of Chicago beskriver i en artikel, der blev publiceret i Psychological Science i april i år, deres undersøgelse af hvordan de beslutninger, vi træffer, når vi skal træffe et svært valg, afhænger af hvilket sprog, problemet er formuleret på. De stillede tre grupper af mennesker over for bestemte valg:

  • Den første gruppe var amerikanske studerende, der havde engelsk som modersmål og havde japansk som fremmedsprog
  • Den anden gruppe var sydkoreanske studerende, der havde koreansk som modersmål og engelsk som fremmedsprog
  • Den tredje gruppe var studerende, der havde engelsk som modersmål og lærte fransk i Frankrig
Undersøgelsens eksperimenter handlede alle om at træffe valg, der var forbundet med en risiko. I ét af eksperimenterne blev alle tre grupper blev stillet over for et velkendt dilemma i to forskellige formuleringer og på enten deres modersmål eller på deres fremmedsprog. Her er den ene formulering, udgave 1:

Recently, a dangerous new disease has been going around. Without medicine, 600,000 people will die from it. In order to save these people, two types of medicine are being made.

If you choose Medicine A, 200,000 people will be saved.

If you choose Medicine B, there is a 33.3% chance that 600,000 people will be saved and a 66.6% chance that no one will be saved.

Which medicine do you choose?

I den anden formulering, udgave 2, er formuleringerne ændret, så “200,000 people will be saved”  er erstattet med “400,000 people will die” og tilsvarende er “600,000 people will be saved” erstattet med “no-one will die”, mens “no one will be saved” er erstattet med “600,000 people will die”.

Denne ændring i formulering er et klassisk eksempel på det, sociolingvister kalder for framing: valget af ord giver en subtil værdiladning af det, der bliver sagt. Når man bliver præsenteret for udgave 1 på sit modersmål er der en høj sandsynlighed for at vælge mulighed A, mens man, hvis man bliver præsenteret for udgave 2 på sit modersmål, er signifikant mindre tilbøjelig til at vælge mulighed A.

Undersøgelsens resultater ser ud til at indikere, at denne forskel forsvinder, når de to udgaver bliver præsenteret på fremmedsproget. Hvorfor er det mon sådan? Forfatterne overvejer dette og skriver:

The foreign-language effect on decision making is most likely determined by multiple factors that increase psychological distance and promote deliberation. Perhaps the most important mechanism for our effect is the reduction in emotional resonance that is associated with using a foreign language.

Her er konklusionen fra artiklen:

More generally, given that more and more people use a foreign language on a daily basis, our discovery could have far-reaching implications for individuals and for society. For instance, people who routinely make decisions in a foreign language rather than their native tongue might be less biased in their savings, investment, and retirement decisions, as a result of reduced myopic loss aversion. Over a long time horizon, this might very well be beneficial.

Inden nogen begynder at bruge dette som et argument for at vi alle skal tale engelsk, så vi ikke vil blive så følelsesmæssigt påvirkede i vores valg, vil jeg bemærke to forhold:

For det første er det ikke altid nødvendigvis en fordel, at der er en større følelsesmæssig distance, når beslutninger skal tages. Hvis valgmulighederne skal diskuteres med andre, inden beslutningerne skal træffes, bør man også kunne have et nuanceret sprog at diskutere i.

Og for det andet kan der være tale om et tveægget sværd i situationer, hvor ét sprog er dominerende. Der er som bekendt en hel del mennesker, der har engelsk som deres første og eneste sprog. Hvis undersøgelsens resultater er af generel gyldighed, vil det betyde, at briter, amerikanere m.fl. træffer beslutninger på et andet grundlag i en engelsksproget kontekst end tilfældet er for dem, der ikke har engelsk som modersmål. Man kan endda forestille sig, at nogle beslutningstagere vil udnytte denne forskel.

De liljehvide og de kulsorte

Billige malerier

I Information kan man i dag læse en kronik af Morten Uhrskov Jensen, der er uddannet historiker. Kronikken er baseret på uddrag af en bog, Indvandringens pris – På vej mod et fattigere Danmark, der udkommer på People’s Press den 24. maj. Allerede i denne bogtitel kan man ane en forklaringsmodel.

Morten Uhrskov Jensens påstand er at der findes en “elite”, som har et hyklerisk forhold til indvandring og etniske mindretal. På den ene side taler denne “elite” for øget indvandring fra ikke-vestlige lande, på den anden side gør den alt for at undgå at omgås netop indvandrere. Et nøglecitat fra kronikken er:

Svaret er nej, for alle de nævnte steder lever eliterne efter helt andre spilleregler end dem, de sætter for den del af den danske befolkning, der ikke er begunstiget af at kunne vælge frit imellem uddannelse, arbejde osv. Eliterne foretrækker at omgås mennesker, der helt bogstaveligt ligner dem selv, mennesker af samme hudfarve som den, eliterne typisk selv har – nemlig hvid.

Uhrskov Jensen kalder denne “elite” for de “liljehvide”. En anden, central, men lidt mindre fremhævet påstand, er at den gruppe, som “eliten” ikke vil omgås, er hvad jeg vil betegne som “indbygget inkompetent”. Denne påstand er faktisk lige så interessant som påstanden om “de liljehvide”. Nøglecitatet er her dette:

De ikkevestlige indvandrere og deres efterkommere klarer sig gennemsnitligt så ringe i grundskolen og gymnasiet, at de nødvendigvis er underrepræsenteret på de lange videregående uddannelser. Efterkommerkvinderne ser ganske vist ud til at klare sig strålende, men det gør de kun, når man ser på dem, der er indskrevet på et videregående studium. Tallene for de 15-16-årige og de 30-årige efterkommerpiger og -kvinder viser, at de klarer sig signifikant ringere end danske mænd og langt dårligere end danske kvinder.

I en kronik i Berlingske, der ligesom kronikken i Information fungerer som en form for foromtale af hans bog, folder Uhrskov Jensen sin påstand om en sådan “indbygget inkompetence” yderligere ud:

Skulle man nu sidde og håbe på, at tredje, fjerde osv. generation kan rette op på disse forfærdelige resultater, venter man forgæves. Tallene er på ingen måde fyldestgørende for europæiske lande – selv om de få spredte tal fra Storbritannien bekræfter billedet – men fra USA ved vi, at anden generation, altså efterkommerne – er definerende for de kommende generationer. I USA har den latinamerikanske såkaldte SAT-score (adgangsprøven mange steder til universitetet) ikke ændret sig gennem de seneste 20 år, hvor også i hvert fald tredje generation tæller med. PISA og afgangskaraktererne fra folkeskolen fortæller med andre ord om en fremtidig økonomisk katastrofe, hvis ikke indvandringen af ikke-vestlige i Danmark standses.

Der er således ifølge Uhrskov Jensen en “indbygget inkompetence” i mennesker med baggrund i ikke-vestlige lande. Denne inkompetence er “indbygget” i de pågældende mennesker og deres efterkommere; den ikke vil kunne fjernes, selv om generationerne går. Den sociale arv er så ubrydelig, at den vel nærmest er biologisk. Vi er her meget tæt på at have en påstand om visse folkeslags medfødte og uforanderlige overlegenhed eller underlegenhed.

Morten Uhrskov-Jensens to kronikker tegner omridset af en typisk nationalistisk og populistisk argumentation i 4 trin:

  1. Der findes en elite, som er i modsætning til “den almindelige befolkning”. (Uhrskov Jensen taler om “mere almindelige danskere”). Nationalisten repræsenterer denne “almindelige befolkning” og dens holdninger.
  2. Den “almindelige befolkning” har særlige, overlegne kvaliteter.
  3. Men eliten holder af en anden etnisk gruppe, der er indbygget underlegen.
  4. Dette vil føre til undergangen for den “almindelige befolkning”, selv om den er indbygget overlegen.

Hvad der gøres for at ændre denne situation, hvor “eliten” og den indbygget underlegne gruppe er gået sammen om at gøre livet surt for den “almindelige befolkning”, kommer først senere.

Morten Uhrskov Jensen anvender nogle tvivlsomme retoriske metoder. Hyppigst ser man hans brug af stråmænd. Her er et par stykker:

De dårligst stillede danskere kan gå ad helvede til ifølge de liljehvide. De liljehvide har ikke brug for dem, de er højst en sten i skoen på dem.

og

Underklassen – det ros, som ikke mindst tidens idéforladte stand up-komikere muntrer sig over – kan da bare betale ved kasse et. Den danske underklasse er alligevel så uciviliseret, så den har vel egentlig bare godt af det?

Et andet uærligt træk, Uhrskov Jensen betjener sig af, er at tillægge modstanderen synspunkter, de aldrig vil kunne afkræfte, da der er tale om skjulte, ikke-verificerbare hensigter:

De liljehvide vil aldrig indrømme, at de bor disse steder, fordi de har begrænset lyst til at omgås de ikke-vestlige, som de med så stor ihærdighed og iver har fået til landet. Der er så mange andre praktiske grunde til, at de har valgt, som de har gjort.

Morten Uhrskov Jensens kronik er (i overensstemmelse med den populistiske 4-trins-argumentation) ikke handlingsanvisende. Men problemet, når nogen mener at påpege en inkonsistens hos andre, er at den, der påpeger inkonsistensen, da som næste skridt bør kunne påpege nogle principper for hvordan man i stedet skal handle. Specielt: Skal den anden handle anderledes for at følge principperne og derigennem blive konsistent? Eller skal den anden anlægge nogle andre principper og handle som hidtil, så der kommer konsistens på denne måde? Eller skal både principper og handling ændres?

I denne sammenhæng er der mindst følgende muligheder (igen forudsat at man ukritisk accepterer Uhrskov Jensens påstande):

  1. “Eliten” skal leve op til sine egne principper og ikke leve afsondret. Da skal der være en højere grad af mangfoldighed i samfundet, så “eliten” ikke gemmer sig fra “indvandrerne”, men lever sammen med dem. Hvis dette ønske om diversitet er Morten Uhrskov Jensens ærinde, passer det dårligt med hans synspunkter om de andre etniske gruppers “indbyggede inkompetence”.
  2. Den eksisterende “elite” kan fortsætte med at leve afsondret, men skal anlægge andre principper, der gør det konsistent at leve afsondret. Hvis disse andre principper er baseret på ideen om andre menneskers “indbyggede inkompetence”, har vi reelt at gøre med en politik om etnisk adskillelse baseret på en antagelse om en uovervindelig forskellighed. Den slags har vi set rigeligt af gennem historien; sporene skræmmer. At der måske i virkeligheden er tale om en sådan holdning, kan man ane af dette citat fra kronikken i Information:

    Der vil altid være eliter til. Jeg har ikke noget imod eliter i sig selv. Det ville være omtrent lige så absurd som at have noget imod tyngdekraften.

    Historisk har eliterne ofte nok været nogle skarn over for den jævne befolkning, men den foragt, som eliterne i dag nærer til de dårligst stillede danskere, savner formentlig sidestykke. I tidligere tider var de herskende mere ærlige. De lagde ikke skjul på, at de sad på flæsket, og at de havde særlige rettigheder. Og i det mindste havde godsejeren brug for sine fæstebønder. Det er ikke tilfældet i dag. De dårligst stillede danskere kan gå ad helvede til ifølge de liljehvide. De liljehvide har ikke brug for dem, de er højst en sten i skoen på dem.

  3. En tredje mulighed er, at de “liljehvide” skal erstattes med en anden “elite”, der ikke anlægger den gamle elites principper, men baserer sig på antagelsen om “indbygget inkompetence”. Det ironiske er her, at Morten Uhrskov Jensen har været en indflydelsesrig person i kredsen omkring Dansk Folkeparti og de foreninger (som Trykkefrihedsselskabet og Den Danske Forening), der har leveret ideologisk grundlag for Dansk Folkeparti og gennem dette partis indflydelse faktisk har haft stor indflydelse på dansk politik. På denne måde er Morten Uhrskov Jensen vel del af en form for elite; han har dog meldt sig ud af Dansk Folkeparti, da han anklager partiet for ikke at ville være ærlige om at “den stramme udlændingepolitik er død og borte”. Og på denne måde opdager man (skulle man fortsat være i tvivl), at han faktisk i langt højere grad retter det egentlige skyts mod de “ikkevestlige indvandrere” end mod “eliten”.

Allerede tidligt i sin kronik formulerer Morten Uhrskov Jensen en etisk regel for at kunne kritisere “eliten” for hykleri:

Den gyldne regel hedder som bekendt: Som I vil, at mennesker skal gøre mod jer, sådan skal I gøre mod dem. Således efter Lukasevangeliet. Også i andre kulturer findes reglen, f.eks. hos Konfutse: Det, som du ikke ønsker, at andre skal gøre mod dig; gør det ikke mod dem.

Det er prisværdigt, at der kommer en etisk vinkel ind i en diskussion af menneskers motiver. Men hvordan kan man handle mod andre. som man gerne vil have, de skal handle mod én selv, hvis man har en antagelse om at Den Anden er “indbygget inkompetent”? Er Morten Uhrskov Jensen egentlig selv fortaler for det etiske imperativ ovenfor? Jeg ved det faktisk ikke.

Det ubehagelige ved Morten Uhrskov Jensens kronikker er nemlig i virkeligheden antagelsen om at der findes en gruppe, der er “indbygget inkompetent”. Denne forklaringsmodel gør det umuligt at føre socialpolitik, for den er deterministisk af natur og er snublende tæt på en biologisk racisme ved at hævde, at gruppen af “indbygget inkompetente” vil være  “indbygget inkompetent” i generation efter generation, og at ingen politiske tiltag vil kunne ændre ved det.

Der er bestemt problemer i Danmark med grupper af befolkningen, der ikke har kontakt med hinanden og ikke ser sig selv som del af samme samfund (og det kan lige så vel være velstillede som ikke velstillede mennesker!). Der kan bestemt være mennesker, der ikke efterlever de principper, de gør sig til fortalere for. Men forklaringsmodellen gør det også meget sværere at få en diskussion af de sociale uligheder, der rent faktisk findes i samfundet, både dem, der har med etniske mindretal og dem, der har med andre danskere at gøre. Morten Uhrskov Jensen taler om de “dårligst stillede danskere”, men hvorfor denne gruppe er dårligt stillet, er ikke del af hans forsøg på en analyse.

Mig og medforfatterne og redaktionen

Daniele Struppa, der er Chancellor på Chapman University i USA, skriver i Notices of the AMS om tendenserne inden for publikationer i matematik. Det er nogle tendenser, jeg genkende også fra datalogi.

En tendens er udviklingen hen mod at publicere på åbne tjenester som arXiv.org:

In the last several years, the number of papers that are simply posted on arXiv, for example, has grown significantly, and it is not infrequent for a CV to contain papers that only appear on arXiv. Should one disregard them because they have not been vetted through the revered peer review process?

En anden er en udvikling mod at have flere medforfattere. Struppa skriver:

In fact, a recent article in the Notices shows that while in the 1940s more than 90% of the articles in mathematics were single authored, now the percentage has declined to about 50%, and more than 10% have three or more authors.

I de seneste tre PhD-forsvar, jeg har kendskab til (som opponent eller som tilhører), er alle artiklerne skrevet af PhD-kandidaten sammen med to eller flere andre. Det er der intet suspekt i. Forskningssamarbejde er godt og vigtigt.

Jeg er måske en af de få, der også skriver artikler alene – til dels af gammel vane, til dels af nødvendighed (dem, jeg deler mine faglige interesser med, sidder ikke i Aalborg). Til gengæld har jeg ikke været så flink til at bruge arXiv.org.

Konkurrencen om at kunne publicere er blevet meget voldsommere, og det er jeg bestemt ikke ene om at mene. Når forskersamfundet vokser i størrelse, bliver det sværere at publicere. Men forskerne vil samtidig (forståeligt nok) have resultaterne kommunikeret. Jeg tror selv, at brugen af arXiv.org til dels er blevet en reaktion på denne voldsomme konkurrence. De talrige nye konferencer, workshops og tidsskrifter er formodentlig også udtryk fordet. Hvis man gerne vil ind i en redaktion eller en programkomité for en etableret publikationskanal, skal man ofte udøve en form for lobbyvirksomhed og enten pege på sig selv igen og igen eller håbe på, at andre peger på én. På denne måde kan disse selvsupplerende fora, hvor det bestemmes, hvem der kan publicere, nemt risikere at blive konservative.

Som Struppa påpeger i sit indlæg, er det afgørende for en akademisk karriere, at man får anerkendelse  og anseelse – i form af anerkendte publikationer, deltagelse i redaktioner og programkomiteer og bevilling af forskningsmidler. Derfor er det bestemt ikke ligegyldigt, om man kan publicere og blive synlig.  Det er ikke nok at andre synes, at man går i fornuftigt tøj og er god mod dyr. Ansættelsesudvalgene ser på resultater.

Det koster reelt meget lidt at publicere i vore dage, men vi ønsker os samtidig en væsentlig kvalitetskontrol. Kunne man mon forestille sig en form for fri publikation, hvor publikationer bliver udførligt bedømt af læserne og hvor det ikke er redaktionen, der optager artiklerne (for alt bliver principielt set optaget), men derimod redaktionen, der bedømmer bedømmernes troværdighed med hjælp fra en algoritme der tager hensyn til bedømmernes ekspertniveau, bedømmelsens omfang, andre bedømmeres holdning osv. ? Dette ville være en form for recommender-system, og formodentlig er der allerede nogen derude, der tænker over en sådan tilgang. En lignende idé findes nemlig allerede i form af Mendeley.com, der dog ikke lægger hovedvægten på bedømmelse, men på deling af interessante publikationer.

Eksperimentel politik?

I The Observer skriver Mark Henderson om mulighederne for at anvende den videnskabelige metode i socialpolitik. Han bruger en (synes jeg) særdeles velvalgt analogi: Inden en ny type medicin skal tages i brug, skal den først testes grundigt. Medicin skal kunne afhjælpe sygdom og må ikke have bivirkninger. Hvorfor undersøger vi ikke socialpolitiske tiltag på samme måde og med baggrund i relevante forskningsresultater?

Mark Henderson henviser bl.a. til et eksempel med placering af undervisningstid i britiske skoler. Søvnforskning viser, at teenageres cirkadiske cyklus typisk er sådan, at deres effektiv topper op ad formiddagen. Hvorfor skal de så møde så tidligt? En skoleinspektør besluttede sig til at ændre mødetidspunktet i de ældste klasser til klokken 10, og dette gav tilsyneladende bonus i form af bedre karakterer og lavere fravær.

Eksperimenter skal tilrettelægges grundigt; et eksempel på det modsatte er undersøgelsen af en britisk strategi, der i 1998 blev introduceret over for indbrudstyve. Mange sådanne kriminelle var stofmisbrugere, så den daværende regering besluttede at forsøge sig med behandlingstilbud i stedet for straf. Det blev lavet et pilotprojekt, hvorefter denne strategi blev implementeret. Men nogen systematisk undersøgelse var der slet ikke tale om.

Vi står her med en interessant diskussion. Videnskabelighed er et stort ideal i politik; der er noget tillidsvækkende og tilsyneladende objektivt over videnskabeligheden. Lenin og Stalin hævdede, at de baserede deres gerninger på “videnskabelig socialisme”. Milton Friedman yndede at sige, at hans monetaristiske form for liberalisme var at sammenligne med naturvidenskab, som ofte antages at være “værdifri”.  Nogle samfundsforandringer er blevet kaldt for “eksperimenter”: Pinochets massive privatiseringer af den chilenske økonomi i 1970’erne (meget direkte inspireret af Friedman) blev ofte kaldt et eksperiment, men der var som bekendt ingen videnskabelig metode forbundet med denne politik.

Moderne politiske partier og NGO’er bruger dele af den videnskabelige metode i markedsundersøgelser (fokusgrupper, spørgeskemaer o.lign.) til at fastlægge kampagnestrategier og (i stadigt stigende omfang) politiske holdninger. I de faktiske politiske beslutningsprocesser ser det straks helt anderledes ud; mit indtryk er, at politikere ofte er mere interesserede i at undersøge omkostningerne af deres forslag end i at undersøge, om de vil have de ønskede konsekvenser. Det eksempel, der falder mig ind, er den såkaldte starthjælp, som blev udført af VC-regeringen uden at det var dokumenteret, om en nedsat kontanthjælp ville øge beskæftigelsen. Bagefter strandede diskussionerne om starthjælpen i talfnidder. Det var meget svært at påvise, om starthjælpen havde bragt nogen i arbejde, der ellers ikke ville være kommet det.

Her kan man så også se begrænsningerne i en eksperimentel metode, for der er som altid en etisk komponent i politik. Politiske eksperimenter vil altid ændre på menneskers liv. Kunne man forestille sig en longitudinal undersøgelse, hvor en tilfældigt udvalgt gruppe udenlandske statsborgere uden arbejde fik starthjælp og en anden, tilfældigt udvalgt gruppe mennesker med samme baggrund fik normal kontanthjælp over en længere periode, hvorefter man så sammenlignede ledigheden blandt de to grupper? Jeg håber det ikke, men i disse tilfælde kunne man så overveje, om man ikke kunne inddrage eksisterende viden. Det var man ikke interesseret i, da starthjælpen blev lanceret, for VC-regeringen havde på det tidspunkt forlængst undsagt “eksperter og smagsdommere”. Udtalelser fra politikere viser da også, at den egentlig hensigt med “starthjælpen” var at kunne foretage en systematisk forskelsbehandling. Det var aldrig meningen, at “starthjælpen” skulle testes.

Måske kunne en egentlig videnskabelig, eksperimentelt baseret tilgang til politiske forandringer faktisk skabe en mere interessant politisk debat? Jeg ser disse fordele:

  • Man kunne teste visionære forslag i stedet for at afvise dem på forhånd.
  • Der kunne altid findes konkrete grunde til at omgøre en politisk beslutning (nemlig hvis eksperimentet slog fejl), og de kunne formuleres på forhånd, i stedet for at beslutningstagerne skulle trække i land på et senere tidspunkt.
  • Beslutningsforslag, hvis virkningsgrad er svær eller umulig at teste (som f.eks. “starthjælp”) ville enten aldrig blive fremsat eller ville have større sandsynlighed for at fremstå som rent ideologisk betingede øvelser.

Der er altid en god grund

I de seneste tre dage har Amnesty Internationals lokalforening i Aalborg, som jeg er medlem af, samlet underskrifter ind for at lægge pres på FN, så der kan blive vedtaget en effektiv traktat om staters våbenhandel. Traktaten skal have en klausul, der kan forhindre handel med våben til lande, hvor de kan blive brugt til overgreb på menneskerettighederne. I december dokumenterede Amnesty, hvordan et dansk rederi havde sejlet våben til Egypten, hvor de blev brugt til at nedkæmpe demonstranter.

Jeg er ikke den eneste, der har haft både gode og mindre gode oplevelser ved at samle underskrifter. Det er en stor glæde at møde både dem, der er positivt indstillet fra starten og vil høre mere, og dem, der ved at høre om menneskerettighedsproblemer, tager stilling. Det er straks noget mindre tilfredsstillende at høre på dem, der ikke vil skrive under. Når engagement og ligegyldighed mødes, fødes frustration. Det er træls at høre ens egne motiver betvivlet eller udsagn om at den viden, vi har om problemet, ikke kan være rigtig, men det værste er næsten dem, der siger at “jeg kan godt se at der skal gøres noget, jeg vil bare ikke.”

Ganske tit har jeg haft samme tanke i disse situationer: Bare den, der ikke vil skrive under, dog ville levere en sammenhængende og faktuelt baseret argumentation for ikke at ville tage stilling. Men så ville vedkommende jo faktisk have vist en form for engagement. Og det ville være en modstrid.

Ovenfor er en poetry slam-tekst født af en aktivists frustrationer. Meget af teksten er baseret på autentiske udtalelser… (Synkroniseringen er af uvisse årsager desværre på niveau med en gammel italiensk film.)

I al fald: Skriv under på http://www.amnesty.dk/node/3765, så vi kan få en ordentlig traktat om våbenhandel i hus. Lad os overlade bortforklaringerne  til våbenhandlerne – og kun til dem.