At lytte til ondskaben

I går skrev jeg om Unabomberen Ted Kaczynski og den amerikanske universitetslærer David Skrbina, der korresponderer med ham og har fået udgivet et udvalg af Kaczynskis skrifter. Ved et af disse underlige tilfælde er der i dag en lang artikel i Information om mediedækningen af Anders Breivik. Igen kommer spørgsmålet: Hvor meget skal vi eksponere terrorister?

Der er ingen tvivl om at Breivik har fået megen mediedækning. Han er endda på forsiden af Information i dag.

Der er delte meninger om hvordan man skal dække retssagen mod Breivik. Skal man referere hans ekstreme holdninger? I NRK har man valgt at gøre det. Stein Bjøntegård fra NRK siger:

»Jeg tror, det farligste, vi kunne have gjort i forbindelse med retssagen, var at tie ham ihjel og behandle ham anderledes end andre tiltalte. Det ville have gjort vejen til mytedannelse kort.«

Men her er forfatteren Freddy Fjellheim lodret uenig.

»Hver gang massemorderens ’sjæleliv’ bliver gjort til en gåde, formes den myte, han vil opnå. Forbryderens mentale beskaffenhed er blevet til en del af den celebritetshandling, som medierne utilsigtet og ureflekteret tilbyder denne figur i overskrifter og introer.«

Men er det egentlig en fordel for Breivik, at han bliver gransket så nøje? Det tror jeg bestemt ikke. Som Carsten Jensen pointerer i en kronik i Politiken, er der nemlig mange personer som Anders Breivik. Krigshandlingerne i det tidligere Jugoslavien viste mange eksempler på mænd, der kom fra det, man troede var et fredeligt europæisk land og som var en feriedestination for mange nordeuropære, men som ikke desto mindre begik ufattelige grusomheder. Massakren i Srebrenica kostede omkring 8000 mennesker livet, omtrent 100 gange så mange som Breivik myrdede. Dette bestemt ikke sagt for at bagatellisere tragedien i Norge, for Breivik var alene om sin forbrydelse, mens der var mange om myrderierne i Srebrenica.

Pointen er nemlig, at Breivik har begået forfærdelige ugerninger, men som menneske er han ikke noget særligt. Det eneste, der karakteriserer ham, er han har planlagt og udført en ufattelig forbrydelse, begrunder den med en nationalistisk idé og ikke udviser nogen form for anger eller empati. Men heller ikke på den måde er han noget særligt. Mange andre har gjort præcis det samme. For et år siden anmeldte jeg Simon Baron-Cohens bog Zero Degrees of Empathy, og jeg er stadig overbevist om at vi skal søge forklaringen i denne kombination af omstændigheder. Nogen myte er han i hvert fald ikke. Breivik er, hvad Baron-Cohen kalder “zero-negativ”, et menneske uden empati. Han er hverken normal eller egentligt syg, og den slags er svært at forstå. Fordi han er zero-negativ, skal vi lytte til ham som vi lytter til andre zero-negative, nemlig med ekstrem skepsis. Alt hvad de siger, gør de nemlig for at manipulere. Så faktisk har både Bjøntegård og Fjellheim ret.

Kaczynski og Skrbina

Jeg er gammel nok til at huske den forfærdelige Unabomber-sag i USA i 1990’erne, hvor nogen sendte bomber til akademikere og flyselskaber. Fire mennesker mistede livet og 20 andre blev lemlæstet i større eller mindre omfang. Bombemanden viste sig at være eneboeren Theodore Kaczynski; han lod sig pågribe i 1996 mod at landsdækkende amerikanske aviser ville offentliggøre hans lange “manifest”. Manifestet var udtryk for en ekstremt negativ holdning til teknologien og dens indflydelse på samfundet. Oprindelig var Kaczynski matematiker, men han forlod den akademiske verden og isolerede sig i stigende grad for altså til sidst at ende som en fjendtlig og hadefuld eneboer.

Den amerikanske universitetslærer i filosofi David Skrbina har siden 2003 haft en regelmæssig korrespondance med Theodore Kaczynski, og dette er beskrevet i en lang artikel i Chronicle of Higher Education.

En udtalelse fra Skrbina viser, at også han er teknologiskeptiker og kan forstå (men ikke forsvare) Kaczynskis gerninger ud fra denne teknologiskepsis:

But he conducts his dialogue with Kaczynski with an open mind, as if he were willing to join the cause but has not quite been fully persuaded. “It’s a very strong case that reform is not adequately able to respond to the challenges we face,” he says, dryly. “And if that’s true, then some kind of revolt becomes necessary.” At one point he suggests that it makes sense that Kaczynski sent the bombs, since his manifesto would have been totally ignored otherwise, and the message needs to be heard. “It gave him the leverage to force the publication of the manifesto and to cause it to be read by large numbers of people in the public,” Skrbina says.

“It may yet turn out to be true that he was a prophet and potentially a kind of savior, of humanity and the planet.”

Det spørgsmål, der uvægerligt melder sig hos mig er, i hvilket omfang man skal læse og analysere det, Kaczynski skriver – og i så fald hvordan. Andre terrorister har haft en tilsvarende skrivetrang: Anders Breivik skrev et manifest på 1.500 sider, og også al-Qaeda og Baader-Meinhof-gruppen har fundet tid til at skrive manifester. Også de værste diktatorer har haft skrivetrang: Hitler skrev Mein Kampf, og Stalin, Mao og Pol Pot har ligeledes formuleret sig på skrift i større omfang. Interessant nok er det samtidig veldokumenteret, at Breivik plagierede en hel del fra Kaczynski.

Problemet med Kaczynskis tekster er, at de virker gennemarbejdede, og at der tilsyneladende er sammenhængende ræsonnementer i dem, noget man ikke kan sige om andre terroristers manifester. Kan man finde noget af værdi i dem? Må vi tage dem for pålydende? Skal man ligefrem udgive dem i bogform med redaktionelle kommentarer og forord? Dette har Skrbina faktisk gjort.

Skrbinas udtalelser om Unabomberens mulige profet-status i fremtiden kommer unægtelig til at minde om Anders Breiviks frygtelige udtalelser om, at man en dag vil forstå nødvendigheden af at han dræbte så mange mennesker. Det er bestemt ikke mit indtryk, at Skrbina nærer voldelige holdninger, men han kommer efter min mening til at tage Kaczynskis tekster alt for alvorligt.

Det er nemlig umuligt for mig at læse Kaczynskis tekster uafhængigt af hans ugerninger, for alt, hvad han har skrevet, har i et eller andet omfang haft til formål at retfærdiggøre dem. Kaczynskis bombeattentater udsprang af hans ekstreme teknologiskepticisme, og det er tydeligt af artiklen i Chronicle of Higher Education, at han aldrig har angret noget som helst.

Logik for droner

Jeg er med på flere mailinglister inden for datalogi. Forleden kunne jeg se et jobopslag, som jeg her bringer et uddrag af:

The Department of Computer Science of University of Oxford seeks a
 postdoctoral researcher to work on a 3-year EPSRC project entitled
 `New Foundational Structures for Engineering Multi-UAV Protocols'.
This interdisciplinary project aims to verify autonomous 
Unmanned Aerial Vehicles (UAV's) that not only navigate, but also
communicate with each other. The project aims to span the full
verification lifecycle: from high-level logical specifications, to 
oracle-based test-set reasoning through a bounded model checker, 
to low-level code on our four Pelican UAVs.
The position requires a researcher with a proven track record of
high-quality research in logic and its applications - of particular
relevance are formalisms such as:
- Modal and Epistemic Logics
 - Dynamic Program Logics
 - Probabilistic and Fuzzy logics
Preference will be given to researchers with experience in 
modelling and reasoning about epistemic properties of protocols 
of communicative Multi-Agent Systems.

Det lyder meget tilforladeligt. Hvad handler forskningsprojektet om? Det handler om at verificere software til UAV’er, ubemandede autonome fartøjer. Dvs. ikke et fjernstyret køretøj som “Rullemarie”, men fartøjer, der i større omfang kan handle selv og endda kommunikere selv, så de kan bevæge sig i flok.

Ubemandede autonome fartøjer har civile anvendelser; de kan sendes ind i katastrofezoner som f.eks. områder berørt af jordskælv eller atomulykker.  I omtalen af forskningsbevillingen fra Oxford er det dette civile aspekt, der udelukkende fokuseres på – med Japan som det helt oplagte eksempel på begge slags katastrofezoner.

Men reelt er de mest udbredte anvendelser militære. Det bedst kendte eksempel på UAV’er er de militære droner, som jeg skrev om for nylig. Pelican-dronen, som nævnes i opslaget fra Oxford, har da også militær baggrund ifølge firmaet, der fremstiller dem.

I en artikel i Information i dag kan jeg læse, at 50 lande i dag har indkøbt droner til militære formål, heriblandt Danmark. For mange tror på droner som en af fremtidens fremtrædende våbentyper. Charlotte Aagaard citerer i artiklen seniorforsker Henrik Breitenbauch fra Center for Militære Studier ved Københavns Universitet for at sige:

»Om 10 år vil vi ikke se et eneste bemandet militærfly i luften,« siger han. »Piloter vil være en mærkelig reminiscens fra en svunden tid.«

Droner er meget billigere end kampfly, og ingen piloters liv er på spil. Det bliver med droner muligt at bombe og slå ihjel hjemme fra kontoret.

Det tilsyneladende ukomplicerede jobopslag om modal og epistemisk logik og anvendelser i modeltjek er i virkeligheden et indslag i den nyeste form for krigsførelse, nemlig udviklingen af erstatningen for kampfly (og kamphelikoptere). Interessen for software til UAV’er er ikke ny; jeg husker en datalogi-konference i Aalborg for 11 år siden, hvor en af de indbudte foredragsholdere var en daværende ansat på Aalborg Universitet, der med slet skjult stolthed viste os en film med khakifarvede modelhelikoptere, der kunne flyve i formation takket være software, hans forskningsgruppe havde udviklet. Jeg kom uvilkårligt til at tænke på en berygtet scene fra Dommedag nu; måske var jeg den eneste, der gjorde det.

Hvad skal vores rolle som forskere være i alt dette? Svaret er ikke enkelt. Jeg er meget skeptisk over for militæret og ideen om at løse konflikter med krig, men jeg ved at andre er helt uenige med mig heri. Det vigtige er, at man ikke foregøgler sig selv og andre, at det man laver er værdineutralt eller har entydigt positive konsekvenser. Jeg kommer til tænke på “Om matematik og krig”, en 20 år gammel artikel af Jens Høyrup, der var matematiker og ansat på RUC. Den giver en grundig gennemgang af hvordan forskning i matematik og datalogi (et langt afsnit handler om programmeringssprog) er blevet påvirket af og har påvirket militær teknologi og militær praksis. Høyrup skriver som noget af det sidste:

Enhver i dette miljø tager i praksis parti for den ene eller den anden udnyttelse af sit fag, ved at formidle og bearbejde problemer med rod i det ene eller det andet praksisfelt; ved at opdage eller ikke opdage sin påtænkte rolle i et større samspil; ved at lægge sine forskningsresultater frem offentligt eller kun i fortrolighed for den betalende institution; ved at sælge sin politiske og ideologiske loyalitet til gengæld for bekvemme forskningsmidler eller ved at undgå det; ved i sin undervisning (for matematikeren er jo også ofte universitetslærer) at lade segmenteringen blive til skyklapper, eller ved at kombinere den faglige seriøsitet med bredde og derved give næste generations fagfolk mulighed for at komme ud over bevidst- og samvittighedsløsheden; ved at påtage sig den ene eller anden offentlige rolle i kombination med sin faglige kunnen, eller dække sig ind under matematikkens erkendelsesmæssige neutralitet som gjaldt den matematikeren.

Og dette er i virkeligheden også min holdning. Vi er ikke neutrale som forskere, og vi bør derfor ikke lade som om vi er det. Også vi er en del af samfundet. Hvor ubekvemt det end kan være for os, har alt, hvad vi foretager os, konsekvenser, der godt kan risikere at være ubehagelige og kontroversielle. Nogle konsekvenser kan vi ikke ane, men andre ligger lige for. Forskerne i Oxford er måske selv lidt kede af de oplagte og udbredte militære anvendelser, som deres arbejde er en del af og lægger op til, men de burde stå ved dem. Og jeg ved med mig selv, at jeg ikke på den ene side ville kunne arbejde med dette emne og på den anden side med Amnesty International og andre kritisere de problemer med overholdelsen af international lov, som brugen af militære droner giver sig udslag i.

Populært sagt

I går skrev jeg om en artikel om Alan Turing i Politiken. Artiklen er velment, men er desværre ikke godt skrevet. Dele af beskrivelserne er decideret misforståede, andre steder bliver sammenhængene mellem væsentlige aspekter af Turings arbejde ikke gjort klare.

Jamen, man kan jo ikke skrive på samme måde i en avisartikel som man ville gøre i en akademisk publikation! vil nogen indvende. Avisartiklen skal nå de mange, publikationen når de få. Det har de helt ret i. Man er nødt til at popularisere og popularisering er en vigtig aktivitet inden for formidling af videnskabens resultater.

Den, der populariserer, har nemlig et stort ansvar. Det gælder, uanset om der er tale om en forsker eller en journalist. Eksempler fra de seneste år, bl.a. kontroversen om Bjørn Lomborgs bøger viser vigtigheden af at kunne repræsentere forskningsresultater på troværdig og forsvarlig vis i populær form, hvis resultaterne skal kunne indgå i samfundsdebatten.

Men også, når det “bare” handler om almen dannelse, er det vigtigt at kunne formidle godt. Selv holder jeg meget af at læse gode populærvidenskabelige fremstillinger af problemstillinger og teoridannelser inden for fag, jeg intet kender dem. Her på bloggen har jeg skrevet om bl.a. gode bøger om psykologi og hjerneforskning.

Man har som popularisator et ansvar for at formidle viden på korrekt vis. Videnskabelige begreber betyder nemlig noget præcist, og det forsøger vi også at lære vores studerende. I udlandet findes der efterhånden en del dygtige formidlere, der kan udnytte deres kombinerede journalistiske kunnen og akademiske indsigt til at formidle svære emner på en god måde. Et eksempel er Simon Singh (manden bag bl.a. The Code Book), et andet er Malcolm Gladwell (manden bag bl.a. Outliers). Inden for matematik er The Princeton Companion to Mathematics en fremragende populær fremstilling af centrale teoridannelser inden for matematik.

Populærvidenskabelig formidling kan aldrig være så detaljeret som akademisk kommunikation, for målgruppen er en anden og meget bredere. Samme høje grad af præcision er derfor umulig. Men hvad kan man så kræve af fremstillingen? I en populær artikel er man nødt til at abstrahere detaljer væk, men man må aldrig misrepræsentere de centrale begreber, og man skal gøre det klart, hvad der er de centrale begreber.

Ved abstraktion forstår jeg således ikke, at man skriver på et uforståeligt abstraktionsniveau, men at man udelader detaljer, der vil forvirre. En analogi: At abstrahere væk svarer til at undlade at vise alle detaljer på Afrikas kystlinje på et verdenskort; der mangler detaljer. Men hvis man på verdenskortet bytter om på Afrika og Europa eller helt undlader at vise Afrika, er det en misrepræsentation af Jordens kontinenter.

Hvis man abstraherer væk i stedet for at misrepræsentere, og måske endda gør det klart for læseren, hvor man abstraherer væk, kan man give den nysgerrige læser lyst til at opsøge andre og grundigere kilder, hvor der kommer flere detaljer. Man kunne endda angive nogle kilder, som den nysgerrige læser kan opsøge. I Internettets tidsalder bør dette være muligt.

Det er som sagt ikke trivielt at abstrahere ordentligt, når man giver en populær fremstilling af et svært emne, og ej heller er det trivielt at angive de ordentlige kilder til videre læsning. Men så bør man som skribent opsøge ekspertisen. Jeg turde ikke selv skrive en artikel om et ikke-trivielt emne inden for astronomi uden at konsultere en astronom.

Man skal som fagperson lære at tale fagets sprog. Studerende på universitetet skal kunne dét. Ellers kan de ikke tale med fagfolk, og måske kan de ikke engang “tale med sig selv” i tankeprocesserne. Det kan godt være, at den, der populariserer, kun kan nogle bestemte ord på fagets sprog, men så er det vigtigt at kende betydningen og brugen af disse ord. Det er samtidig (for nu at blive i analogien) både tilladt og klogt at benytte sig af en tolk i tvivlstilfælde.

Turing: Et misforstået geni

Da Tor Nørretranders udgav sin bestseller Mærk Verden for 21 år siden, var jeg blandt de mange, der læste den. Det var en rigtig spændende bog, syntes jeg – bortset lige fra de dele, der handlede om datalogi og matematik. De var tynde, lidt for blomstrende i deres sprogbrug og sommetider på kanten af misforståelser, syntes jeg.

Moralen er, at det altid er underligt at opleve et fagområde, man selv kender indgående, blive populariseret. Lidt for ofte er der noget væsentligt, der går tabt.

I år er det 100-året for Alan Turings fødsel (faktisk var hans fødselsdag i lørdags), og det bliver markeret rundt omkring. Tydeligst i Storbritannien, hvor mange begivenheder inden for datalogi og matematik går under den fælles betegnelse The Alan Turing Year.

Også de danske medier har opdaget Alan Turing nu. I Politiken skriver Morten Bay under overskriften “Genial hjerne og mystisk død: Computerens far fylder 100” om Alan Turing. Det er selvfølgelig godt og velment. Men hvor ville jeg dog ønske, at det havde været en bedre artikel. Der er både genier, mystik og død i dén titel – antydningen af en kioskbasker.

Da Morten Bay skal forsøge at beskrive Turings bidrag til teorien om beregnelighed, skriver han dette:

Turings største bidrag til verden var formodentlig opfindelsen af den såkaldte Universal-maskine, der i dag også kaldes for den universelle Turing-maskine. Det var ikke en konkret, fysisk maskine, men et koncept, der mere eller mindre danner grundlag for, hvordan computere fungerer, selv i dag.

Turings idé var, at en maskine, der blev fodret med informationer repræsenteret ved symboler, kunne behandle disse og spytte et resultat ud i den anden ende. Og at man således aldrig behøvede at ændre på selve regnemekanismen, men blot behøvede øge antallet af symboler, der kunne behandles ad gangen.

Dette er princippet bag programmeringssprog, computerhukommelse og er det princip, som CPU’er i stort set alle digitale dimser fungerer efter i dag.

Da Turing offentliggjorde de matematiske teorier, der lå bag Turing-maskinen i 1936, var hans idé at symbolerne blev fodret ind i maskinen med en papirstrimmel.

Hvad skal jeg synes om ovenstående? Det virker, som om forfatteren tror, at Turings bedrift var at opdage, at en regnemaskine kunne ændres, så den kunne behandle flere symboler på én gang, men at hans opdagelse var hæmmet af at symbolerne skulle stå på en papirstrimmel!

Lidt længere nede skriver han:

Allerede i februar 1946 introducerede Turing dog verden for endnu et princip, der bruges i stort set alle computere i dag, nemlig idéen om lagrede programmer. Hvor Turing-maskinen primært blev fodret med informationer og derefter spyttede resultater ud med det samme, kunne Turings nye ”maskine” lagre programmer, der så kunne tolke de informationer, maskinen blev fodret med.

Og her går det rigtig galt – det glipper fuldstændigt for forfatteren at forstå, at den universelle Turing-maskine og den programmerbare computer faktisk er præcis den samme idé. En universel Turing-maskine er en Turing-maskine, der kan simulere enhver given Turing-maskine M ved at få en beskrivelse af M som input. En programmerbar computer er en maskine, der kan udføre enhver algoritme ved at få en beskrivelse af algoritmen som input.

I artiklen fremstår det som om Turings bidrag er at computeren nu ikke skal “spytte resultater ud med det samme”, men kan gemme dem sammen med programmer, der tolker de resultater, computeren har produceret. Det er uklart, hvordan computeren producerede resultaterne, men det har åbenbart ikke noget med de der programmer at gøre.

Hvis vi havde fejret Galileo Galilei, ville jeg ikke blive forbløffet, hvis en tilsvarende artikel havde konkluderet, at “det italienske supergeni opdagede at  man kunne smide flere kugler af forskellig størrelse ud fra et klokketårn på samme tid, så de ramte jorden hurtigst muligt”.

Og så taler Morten Bay som så mange andre danske journalister, der oversætter på bogstavtro vis fra engelsk, om “computervidenskab” i stedet for om datalogi.

I dag er der et indslag om Alan Turing på Radio 24Syv. Forhåbentlig vil ham, der bliver interviewet, kunne udtrykke sig mere præcist. Det er nemlig mig, der skal i radioen.

En dialog om arbejde

Sokrates og Sisyfos mødtes langt væk fra deres hjemland, hvor det ikke stod så godt til.

Sokrates: Goddag, Sisyfos.
Sisyfos: Goddag, Sokrates.
Sokrates: Jeg har læst i en dansk avis, at et flertal af politikerne i Danmark vil ændre reguleringen af dagpenge, kontanthjælp og førtidspension, så den skal følge pristallet i stedet for lønudviklingen. Samtidig skal der være skattelettelser for flere lønmodtagere.
Sisyfos: Det er rigtigt, og jeg synes, det er en rigtig god idé.
Sokrates: Hvorfor er det en god idé?
Sisyfos: Det er vigtigt at få flere i arbejde. Ved at ændre reguleringen og give skattelettelser gør man forskellen mellem det at være lønmodtager og det at være uden arbejde tydeligere.
Sokrates: Hvorfor er det godt?
Sisyfos: Fordi det skal kunne betale sig at arbejde.
Sokrates: Der er nok ikke nogen, der vil sige, at det ikke skal kunne betale sig at arbejde. Så jeg er ikke overrasket.
Sisyfos: Det, jeg mener, er at der er mennesker, der ikke har et arbejde, men burde have det. Vi har brug for flere, der er i arbejde, så vi kan få vækst og komme ud af den økonomiske krise. Ved at vi sænker dagpengene og øger indkomsten efter skat, skabes der et incitament.
Sokrates: Så det du mener, er egentlig, at det ikke skal kunne betale sig ikke at arbejde? Det udsagn er nemlig logisk ækvivalent med “Det skal kunne betale sig at arbejde”, for vi indfører en dobbeltnegation.
Sisyfos: Det er korrekt. Det skal ikke kunne betale sig ikke at arbejde.
Sokrates: Har det kunnet betale sig ikke at arbejde indtil nu?
Sisyfos: Ja. Forskellen mellem højeste dagpengesats og laveste lønindkomst er kun ca. 1000 kroner om måneden.
Sokrates: Betyder det, at der er mennesker, der bevidst har fravalgt at få et arbejde på grund af den højeste dagpengesats?
Sisyfos: Ja, det er der.
Sokrates: Kan man kalde et menneske, der ikke vil arbejde, for ugidelig?
Sisyfos: Nej, det vil jeg ikke sige. Måske er “magelig” et bedre ord.
Sokrates: Så lad os bruge det ord. Er der noget i vejen med at de “magelige” modtager dagpenge?
Sisyfos: Ja. Det er uretfærdigt.
Sokrates: Hvorfor er det uretfærdigt?
Sisyfos: Fordi der er et stort flertal, nemlig lønmodtagerne, der ikke kan se en tydelig fordel af at arbejde under de hidtidige regler.
Sokrates: Så en politisk beslutning, der går ud over et flertal, er uretfærdig.
Sisyfos: Ja. Politik skal være retfærdig. Den må ikke gå ud over flertallet.
Sokrates: Hvor mange magelige arbejdsløse findes der?
Sisyfos: Jeg kender til nogen, der er. Jeg læste en artikel i en avis om en restaurant, der ikke kunne få personale, fordi dem, der blev tilbudt job sagde nej.
Sokrates: Så problemet er udbredt?
Sisyfos: Ja, det er jeg overbevist om.
Sokrates: Hvad er det, der overbeviser dig om det?
Sisyfos: Jeg har læst flere artikler i aviserne, og jeg kender en, der ikke vil arbejde.
Sokrates: Godt. Jeg tror på, at der findes magelige mennesker. Hvor stor en del de arbejdsløse er magelige?
Sisyfos: Det ved jeg ikke, men jeg tror, der er mange.
Sokrates: Hvordan kan vi finde ud af hvor mange magelige der er? Der er historier i aviserne, men vi ved ikke, hvor mange magelige, der er i alt.
Sisyfos: Vi kan lave en anonym undersøgelse blandt arbejdsløse, hvor vi spørger dem om de helst vil arbejde eller helst vil være fri.
Sokrates: Jeg har hørt om sådan en undersøgelse; det var faktisk et meget lille mindretal, der helst ikke ville arbejde.
Sisyfos: Men selvfølgelig ville de fleste ikke svare, at de er magelige. De bryder sig ikke om at fremstå som magelige, selv om de er det. Nogle af dem frygter måske også at blive opdaget af jobcenteret. Derfor kan man ikke stole på resultatet.
Sokrates: Hvordan kan man da undersøge, hvor mange magelige der er, hvis man ikke kan stole på de svar, man får?
Sisyfos: Det er formodentlig også meget svært. Man kan ikke se ind i et menneskes hoved. Men jeg er stadig sikker på, at der er mange magelige.
Sokrates: Er det ikke lidt underligt at basere en politik på noget, man ikke har sikre data på?
Sisyfos: Det er vi nødt til. Jeg er sikker på, at der er mange magelige.
Sokrates: Hvor mange magelige vil du anslå, at der er?
Sisyfos: Jeg ved det som sagt ikke, men mit gæt er omkring 30% af alle arbejdsløse.
Sokrates: Så der er samtidig 70% af alle arbejdsløse, der ikke er magelige?
Sisyfos: Ja, det er der.
Sokrates: Dvs. at der er 70% af de arbejdsløse, der ikke er arbejdsløse, fordi de får høj dagpengesats og udnytter det til at undlade at arbejde?
Sisyfos: Det er korrekt.
Sokrates: Så kun de 30% af de arbejdsløse, der er magelige, er selv skyld i at de er arbejdsløse.
Sisyfos: Ja, det er de.
Sokrates: Når der er 30% magelige arbejdsløse, er der så også 70%, af de arbejdsløse, der ikke er magelige og som vil gerne have et arbejde.
Sisyfos: Ja, det er korrekt.
Sokrates: Hvorfor har de så ikke fået et arbejde?
Sisyfos: Fordi det ikke har været muligt for dem at finde et arbejde på grund af den økonomiske krise. De har prøvet, men det er ikke lykkedes.
Sokrates: Er der også økonomisk krise i Danmark? Det er slemt nok, hvor vi kommer fra.
Sisyfos: Ja, den økonomiske krise rammer hele Europa. Det er forskellige forhold, som skyldes at virksomhederne ikke kan tjene penge. Nogle fyrer deres ansatte, andre har ikke råd til at ansætte nye. Det er en lang historie; det hele begyndte med en kollaps af ejendomsmarkedet i USA.
Sokrates: Det begyndte altså i USA. Så de 70% af de arbejdsløse i Danmark, der ikke er magelige, er egentlig ikke selv skyld i at de er arbejdsløse?
Sisyfos: Det er korrekt. De er ikke skyld i det selv. Det skyldes den økonomiske krise.
Sokrates: Er det rigtigt, at den ændrede regulering af dagpengene og overførselsindkomsterne, som du er fortaler for, vil ramme alle, der modtager dem, altså både de “magelige”, som er et mindretal og de ikke-magelige, som er flertal?
Sisyfos: Ja, det er det.
Sokrates: Og er det rigtigt, at den ændrede regulering også ramme vil de handicappede, der er på førtidspension?
Sisyfos: Ja, det er det.
Sokrates: Vil du sige, at de handicappede er “magelige”?
Sisyfos: Nej, selvfølgelig ikke.
Sokrates: Meningen med ændringen er, at de “magelige” skal miste fordelen ved at være magelig. Men de fleste af dem, dem bliver ramt, er ikke “magelige”.
Sisyfos: Ja.
Sokrates: Men for lidt siden sagde du, at en politik, der er til ulempe for et flertal, er uretfærdig. Her er flertallet så et flertal bestående af dem, der modtager dagpenge, kontanthjælp eller førtidspension, men ikke er “magelige”. Vil du hermed sige, at den politik, du foreslår, er uretfærdig over for denne gruppe?
Sisyfos: Det bliver jeg vel nødt til at konkludere.
Sokrates: Du sagde også, at de fleste, der er arbejdsløse, er arbejdsløse på grund af den økonomiske krise.
Sisyfos: Det er korrekt.
Sokrates: Så mange af de arbejdsløse har svært ved at få et job.
Sisyfos: Det er korrekt.
Sokrates: Og de “magelige” vil også have svært ved at få et job, når dem, der gør en indsats også har det.
Sisyfos: Ja, det har de vel.
Sokrates: Og de handicappede vil aldrig kunne få et job, hvis de har førtidspension fordi de er handicappede?
Sisyfos: Nej, det kan de vel ikke.
Sokrates: Så måske hjælper det i det hele taget ikke at give de arbejdsløse færre penge at leve for.
Sisyfos: Ja, det kan vel egentlig godt være. Hjemme i Grækenland har vi en masse arbejdsløse, selv om dagpengene er lave. Det kan være at man skal gøre noget helt andet for at skabe flere arbejdspladser. Det kan være, at det ikke var så god en idé alligevel, det de danske politikere fandt på. Det vil jeg tænke lidt mere over; der må være en bedre løsning.
Sokrates: Det vil jeg også tænke over.

Og så gik de ud og fik et glas ouzo.

En stor sammensværgelse

I går fik jeg en invitation til et møde i Skanderborg. Det lød umiddelbart interessant for sådan en som mig:

Over hele den vestlige halvkugle er der stigende bevisthed om, at det vist ikke går så godt med vores civilisation…..  Derfor ser vi flere og flere møder og konferencer, hvor gode kræfter samles fra forskellige fagområder og grupperinger med en kritisk holdning til den generelle udvikling.

Så jeg læste videre i beskrivelsen af Open Mind Conference, som mødet hedder. Da gik det op for mig, at Open Mind Conference handler om emner som

hvorfor tre af World Trade Center bygningerne sank i grus og blev totalt ødelagt d. 11. september 2001, selvom det blot var to af dem, der blev ramt af et fly?

hvorfor himlen næsten dagligt bliver fyldt med talrige “contrails” fra flyvemaskiner, der ikke forsvinder igen, men derimod bliver hængende og breder sig ud som hvide skyer, der skygger for solen?

hvor sikker den trådløse teknologi og mobiltelefoner egentlig er, og hvilke skadelige langtidsvirkninger, der kunne være?

hvorfor sunde og raske småbørn pludselig udvikler autisme indenfor få uger efter, at de er blevet vaccineret, og hvorfor antallet af autisme-tilfælde er steget så dramatisk de seneste år?

Foredragsholderne er bl.a. en pensioneret lektor i kemi, et medlem af det islandske Alting, en elektromekaniker der interesserer sig for “fri energi” og en “holistisk tandlæge”. Open Mind Conference vil gerne se sig selv som et progressivt forum, og der er “organisk/biodynamiske vegetarmåltider” og et rum reserveret til meditation.

Men Open Mind Conference er intet andet end konspirationsteoretikernes svar på Roskilde-festivalen – en skønsom blanding af publikumsfavoritter og nye, mindre kendte bidragydere. Der er ikke noget om månelandingerne eller mordet på John F. Kennedy på Open Mind Conference, måske fordi vi ikke er i USA, men i Skanderborg. Nogle af emnerne giver udtryk for helt reelle bekymringer, f.eks. den omfattende regeringsstøtte til truede banker, men fælles for problemstillingerne er, at de fortolkes ud fra en konspirationsteoretisk indgangsvinkel, nemlig Bilderberg-møderne.

Der bliver nu forsket en del i konspirationsteorierne og hvorfor de er så tillokkende. På videnskab.dk kan man se en interessant artikel om konspirationsteorier og dem, der tror på dem. Det underlige og triste er, at konspirationsteoretikerne opfatter sig selv som bærere af den virkelige sandhed, og at mange af dem også ser sig selv som progressive. Men alle forsøg på at imødegå konspirationsteorierne bliver tolket som yderligere argumenter for at de er sande. Det eneste, konspirationsteoretikerne opnår i deres forsøg på at forandre verden, er at spilde deres tid.

Der er tidspunkter, hvor jeg er overbevist om at alle konspirationsteorier er blevet plantet i befolkningen af CIA og regeringerne for at forhindre reelle forandringer af samfundet.

Den største ændring

På Edge.org blev et stort antal tænkere fra videnskab, kunst og filosofi spurgt:

What will change everything?

Med andre ord: hvad er den største ændring, vi vil kunne komme til at opleve? Mange svarede med tanker om evigt liv, en fuldstændig indsigt i hjernens repræsentation af kognition eller opdagelsen af liv uden for jorden. Nogle enkelte talte om krig eller store katastrofer. Det er spændende læsning, og nogle af ideerne er svimlende, men meget andet er usædvanligt vidtløftigt. Mange forudsiger (ikke overraskende), at ændringen vil skyldes netop deres fagområde.

Jeg kan huske en årsfest på Aalborg Universitet, hvor Peter Lund Madsen i et foredrag skulle give sit bud på den største innovation, menneskeheden har oplevet inden for de seneste 1000 år. Hans bud var, at det var indførelsen af kloakering.

Ja, det var ekstremt prosaisk. Og det var helt alvorligt ment. For, som han sagde, fjernede de underjordiske kloakker den alvorligste smittekilde fra bybefolkningens dagligdag og gjorde det muligt for dem at leve længere. Med et længere liv for den enkelte fulgte en hel masse nye muligheder.

De forandringer i det danske samfund (og mange andre samfund), der har forbedret livskvaliteten mest for flest mennesker, skyldtes tilsvarende, lavteknologiske ændringer, der kan løse sociale problemer. Her tænker jeg på almindelig undervisningspligt, offentlig sygesikring og dannelsen af politiske partier og fagforeninger.

Jeg tror faktisk, at det, der vil kunne ændre fremtiden for os, vil være noget lige så prosaisk. Og nej, selv om jeg er datalog, tror jeg ikke, at det bliver informationsteknologien, der for alvor kommer til at ændre vores verden. Computerne findes, og Internettet findes, og mobiltelefonerne findes, men vi bruger i stort omfang alt dette maskineri til at gøre det, vi plejede at gøre, meget nemmere – vi taler sammen, skriver sammen, ser på billeder, lytter til musik. Det ville vi gøre alligevel. Menneskets behov er i høj grad knyttet til dette at være menneske, the human condition.

Alene en meget mere effektiv og skånsom produktion af fødevarer og genindvindelse af resurser vil kunne ændre meget mere for menneskeheden, end man tror. Talrige er de krige, der er blevet udkæmpet om adgang til resurser. Lige så talrige er de konflikter og uheldige adfærdsmønstre, der skyldes social ulighed og manglende erkendelse af ulighedens konsekvenser. Og vi er stadigt mere truet af forureningens konsekvenser i form af global opvarmning. Hvis disse problemer kan løses for menneskeheden som helhed, vil det forbedre vores livskvalitet – og måske vil drømmene om telepati, udødelighed, kontakt med ekstraterrestrielt liv osv. ikke længere lokke så meget som et tilflugtssted, når vi tænker på fremtiden.

Tilsvarende – i den negative version – vil en fortsat rovdrift på vores resurser (herunder fødevarer) simpelthen gøre livet meget, meget surere for os.

Obama og den kliniske krig mod terror

Mange af dem, jeg kender, var lettede og glade, da Barack Obama blev præsidentvalget i USA. Det gjaldt også mennesker, der arbejder for menneskerettighederne. Nu skulle Guantánamo lukkes og der ville komme en anden amerikansk udenrigspolitik. Obama fik Nobels fredspris. Det hjalp også, at Obama unægtelig fremstod som en noget mere hip mand, sådan én, man gerne ville spille basketball med. Han så ud til at være tættere på det billede af USA, som mange andre godt kan lide; jeg har selv været i USA en del gange og holder af at besøge landet.

Meget af glæden var formodentlig lettelse over at slippe af med George Bush, der ganske rigtigt på mange måder var en skændsel, skrupelløs og glat som han var. Men her, hvor der skal vælges en ny amerikansk præsident, er det for længst klart at den amerikanske udenrigspolitik mht. bl.a. “krigen mod terror” ikke er bedre under Barack Obama; den er simpelthen anderledes og på sin vis lige så skrupelløs. Det er svært at genkende fredsprismodtageren.

I en lang artikel i New York Times (der næppe nogensinde vil kunne kaldes en antiamerikansk avis) er der fokus på dette. Et sigende eksempel er brugen af renditions og hemmelige fængsler i “krigen mod terror”. Obama fik tilsyneladende standset denne praksis. Men nej. Her er et citat fra artiklen:

“The way this is written, you are going to take us out of the rendition business,” Mr. Rizzo told Gregory B. Craig, Mr. Obama’s White House counsel, referring to the much-criticized practice of grabbing a terrorist suspect abroad and delivering him to another country for interrogation or trial. The problem, Mr. Rizzo explained, was that the C.I.A. sometimes held such suspects for a day or two while awaiting a flight. The order appeared to outlaw that.

Mr. Craig assured him that the new president had no intention of ending rendition — only its abuse, which could lead to American complicity in torture abroad. So a new definition of “detention facility” was inserted, excluding places used to hold people “on a short-term, transitory basis.” Problem solved — and no messy public explanation damped Mr. Obama’s celebration.

Seneste eksempel på den elastiske forståelse af menneskerettighederne er brugen af fjernstyrede droner. New York Times beskriver også, hvordan præsidenten personligt administrerer “kill lists” over mennesker i Yemen og Pakistan, der skal slås ihjel med fjernstyrede droner med den begrundelse, at de har forbindelse til al-Qaeda. Også dette er udførligt beskrevet af New York Times i deres artikel.

Dronerne er en tillokkende teknologi; den ser ud som om den er præcis og har et “klinisk” image, for dem, der bliver slået ihjel, bliver slået ihjel på sikker afstand. Og næppe mange bryder sig om al-Qaeda, der for mange (også mig) er sindbilledet på en fuldstændig skrupelløs gruppering. Men brugen af droner er en enorm udfordring for folkeretten af flere grunde. FNs rapportør om henrettelser uden lov og dom talte om dette ved en konference i Genéve i denne uge.

For det første er det ikke klart, at terrorhandlinger i USA i 2001 kan være en gyldig bevæggrund for USA til at handle militært i 2012 i et land, som man ikke er i krig med eller hvor der i øvrigt foregår en væbnet konflikt med USA som part.

For det andet er der spørgsmålet om dét, der på engelsk kaldes collateral damage. Ifølge Pakistan er omkring 1000 civile blevet dræbt på grund af droneangreb. En militæraktion er disproportional, hvis de yderligere skader, der forvolder, er betydelige i forhold til de egentlige militære mål. Hvis tallet ovenfor er bare nogenlunde rigtigt, er droneangrebene disproportionale angreb, for der kan næppe være blot tilnærmelsesvis så mange al-Qaeda-medlemmer, der skulle rammes. Hvis de disproportionale angreb kun rammer personer, der forsøger at redde dem, der blev ramt af en tidligere bølge af angreb, er der endda tale om en krigsforbrydelse i folkeretslig forstand. Og måske kan disse følger ikke undgås på grund af drone-teknologien. Også dét er grund til bekymring.

For det tredje er det uklart, hvordan et retsligt efterspil kan finde sted, hvis der sker betydelige civile skader som følge af droneangreb. USA har nemlig ikke ratificeret bl.a. den internationale straffedomstol ICC (International Criminal Court) .

Men resten af verden – og også Danmark – bør sige fra den “kliniske” krig mod terror og dens særdeles elastiske forhold til international lov. Konkret burde andre landes regeringer lade være med at lade sig besnære af Obama og hans brug af drone-teknologien. Herhjemme kan det desværre have lange udsigter; Danmark har for nylig købt droner for 57 millioner; hvad disse droner konkret skal bruges til, er en “efterretningshemmelighed”. Det er næppe rekognoscering det hele.

For en sikkerheds skyld: Det vil ikke blive bedre, hvis Mitt Romney bliver præsident eller hvis Danmark får en anden regering. Regeringen fra 2001 til 2011 gjorde ikke noget for at sige fra over for de enorme problemer, der er i forhold til international lov i “krigen mod terror”. Det er kun os som befolkning, der kan gøre noget for at påvirke den triste udvikling.

Alt hvad du kan

Engang, da jeg boede i Edinburgh, var jeg fast gæst ved lørdagsbuffeten på den indiske restaurant Kalpna (en indisk vegetarisk restaurant). Jeg endte altid med at blive mere end mæt, fortrød det – og vendte alligevel trofast tilbage ugen efter.

I disse dage har der været Rio+20-topmøde, og fokus i de danske medier har i den anledning været på – en skattereform i Danmark og bestemte danske politikeres fravær fra forhandlingerne. Men der skete faktiske også andet i Rio de Janeiro. Repræsentanterne har vedtaget et dokument med titlen The future we want; et udkast kan læses her. Det bliver desværre hurtigt klart, når man begynder at læse, at dokumentet er store ord og (undskyld ordspillet) varm luft. I afsnit VI, Means of Implementation, er de konkrete initiativer få og små. Faktisk ser det ud til at det mest konkrete initiativ er at der skal nedsættes en international komité (afsnit 255-256), som skal skal etablere rammerne for en international proces, der skal kunne lede til finansiering af bæredygtig udvikling. Jeg ved godt, at dette er store problemer, vi har med at gøre, men de er ikke nye, og indtrykket er mest af en forhalingsstrategi ved at sende tingene i udvalg.

Hvorfor gør vi sådan? Fordi det er nemmest ikke at gøre noget. Vi er i gang med en global overspringshandling. I Informations leder i dag skriver Jørgen Steen Nielsen:

Vi tænker rationelt med den senest tilkomne del af hjernen, neocortex, men styres i høj grad af den gamle hjerne, det limbiske system, der har med lidenskaber at gøre. Enhver, der har stået ved et buffetbord og taget tredje gang, selv om man er mæt, ved hvad det handler om. Vi er tilbøjelige til at “rydde bordet” og til at “rydde planeten”. Vi bevæger os mod undergang, men vejen dertil er fyldt med vækst, profit og fede oplevelser.

Det er her problemet er; vi gør det, vi gør, fordi vi kan. Og i de seneste fem-seks generationer er vi her i den industrialiserede verden blevet så vant til det, at vi ikke kan forestille os andet. Igen er det stenaldermennesket, der møder stjernekrigsteknologien og de umiddelbare behov, der er i konflikt med deadline.

Den canadiske professor i økologi William Rees bliver også nævnt af Jørgen Steen Nielsen; Rees holdt en forelæsning i Rio om netop dette, og det lader til at have været en vigtig og god forelæsning. Herunder kan man se et interview med ham, inden turen går hen til buffeten for fjerde gang.

[ Bill Rees // Why We’re in Denial ] fra ExtraenvironmentalistVimeo.