Den globale dialekt

I The Independent skriver Mary Dejevsky, der er fast kommentator om russiske forhold, om noget der ikke har med Rusland at gøre.

Now I should start by apologising to all those who find that my efforts to communicate in a foreign tongue grate on their ear – at least I try. But I’m starting to find the ubiquity of a lowest-common denominator English a bit tiresome. A few years ago, one strain of it was branded Globish (English in 1,500 words), and – of course – it’s the possibility of reducing English to such basics that has made it so adept a means of communication. Increasingly, though, I find myself hankering for the sort of English which, say, makes the sequence of events clear by recognising a pluperfect tense, expresses diffidence or conditionality with the subjunctive, and inserts the correct tense after “since”.

Det triste er, at jeg faktisk er enig, selv om jeg jo ikke har engelsk som førstesprog. Der er en helt anden tilfredsstillelse ved at læse en tekst skrevet på engelsk af en forfatter, der har engelsk som førstesprog. Sproget er simpelthen rigere (der findes selvfølgelig modeksempler).

Jeg bliver selv lidt dårligere til engelsk, når jeg taler engelsk med andre, der heller ikke har engelsk som modersmål. Det er ikke deres skyld, og jeg tror, at deres oplevelse er den samme som min. Vi ser effekten af den mindste fælles divisor (som man rettelig burde sige i stedet for “mindste fællesnævner” for at kunne danne en ordentlig analogi), når de talende hver for sig leder efter det rette udtryk på et sprog, der ikke er deres. “Dansk engelsk”, “italiensk engelsk” og “kinesisk engelsk” er ikke det samme engelsk, og heller ikke det samme som det engelsk, der tales som førstesprog.

Samtidig er jeg nødt til at bruge det engelske sprog i akademisk sammenhæng. Jeg har ikke noget evidens for følgende påstand, men fra mig selv har jeg denne erfaring: Hvis man skal kunne blive mere nuanceret i sit udtryk på et fremmedsprog, er man nødt til først at lære at forstå og bruge de mange nuancer, der findes på éns eget sprog. For mig hjælper det faktisk at læse skønlitteratur på engelsk, men faktisk også at læse skønlitteratur på dansk. Skønlitteratur (den gode af slagsen) bruger sprogets rigdom som en væsentlig del af sit udtryk. Hvis jeg kun læser akademisk litteratur, ender jeg med at befinde mig i en verden, hvor den mindste fælles divisor råder. Sådan er det ikke i skønlitteraturens verden. Så godt som al skønlitteratur, der først udkommer på engelsk, er trods alt skrevet af forfattere, der har engelsk som modersmål.

Selv om akademisk litteratur skal være præcis og éntydig, er det alligevel vigtigt at have et rigt sprog til sin rådighed. Forskningsartikler bør også give en tilfredsstillende æstetisk oplevelse, hvor barokt det end måtte lyde. En akademisk publikation er ikke et kunstnerisk udtryk, men en god publikation er at sammenligne med godt design. En veldesignet brugsgenstand (det være sig en vandhane, en mobiltelefon eller en reol) er vel netop veldesignet, fordi den ikke først og fremmest gør opmærksom på sig selv og samtidig er til nytte for brugeren. Godt design påskønner man for alvor efter brugen. På samme måde er der et element af design i brugen af sproget i akademisk sammenhæng. Det elegante og koncise matematiske ræsonnement er et sprogligt virkemiddel. Det velvalgte engelske ord er et andet sådant virkemiddel.