Pessimistisk metainduktion

Naturvidenskabens historie er en lang fortælling om teorier, der er blevet bredt accepteret og siden forladt. Engang var næsten alle enige om at det geocentriske verdensbillede var korrekt; alle himmellegemer bevægede sig om universets centrum, Jorden, Engang var næsten alle enige om, at en forbrændingsproces havde som konsekvens at et stof kaldet flogiston forlod det, der der brændte. Engang var næsten alle enige om, at elektromagnetiske bølger forplantede sig gennem en “æter”.

I dag griner man af det geocentriske verdensbillede og hvis man har fulgt med i skolen, ryster man på hovedet af flogiston-teorien. Det er lidt mere bøvlet at overbevise sig om at der ikke findes en “æter”; det var først i 3.g, jeg lærte om Michelson-Morley-eksperimentet.

Men hvorfor skulle de naturvidenskabelige forklaringer, vi har i dag, være af bedre kvalitet end dem, som videnskabshistorien har forkastet? Man kunne sagtens forestille sig, at også vore dages naturvidenskab en dag vil blive forkastet og gjort til genstand for hovedrysten eller det, der er værre. Denne antagelse kalder man for pessimistisk metainduktion. Induktion har her intet med de naturlige tal at gøre; her betegner ordet videnskabelig induktion, dvs. den kognitive proces, der består i at udlede en generel lovmæssighed ud fra en mængde af observationer. Der er tale om metainduktion, da vi her har at gøre med en lovmæssighed om lovmæssigheder.

Det er bestemt ikke en ubetinget enkel eller ukontroversiel påstand, vi har med at gøre. Den er i direkte modstrid med en idé om “naturvidenskabens landvindinger”, dvs. at vi ved mere og mere, efterhånden som tiden går. Det kunne også være, at det generelle princip om pessimistisk metainduktion faktisk er ukorrekt, for også dét er jo en generel lovmæssighed, der er søgt udledt ud fra en mængde af observationer (der her er fejlslagne forklaringsmodeller). Det kan være, at vi en dag bliver klogere om videnskabens udvikling. Hvorfor kan vi være sikre på, at der ikke er noget, der er sikkert?

En anden indvending er, at vore dages naturvidenskab faktisk er i stand til at gøre en hel del korrekte forudsigelser, der gør det muligt at konstruere endog særdeles kompliceret teknologi. Laseren er et godt eksempel på hvordan teorien om stimuleret emission (der skyldes Einstein) har fået konsekvenser for teknologien. Det virker umiddelbart usandsynligt, at teorien om stimuleret emission er forkert og at det alligevel er muligt at konstruere lasere. (Men man skal selvfølgelig aldrig sige aldrig.) Det er svært at forestille sig opsendelsen af rumsonder, der skal udforske et geocentrisk univers eller en brandforebyggelsesteknologi, der baserer sig på måling af flogiston. (Men igen – det kunne jo have været tilfældet.)

Hvis man skal bruge pessimistisk metainduktion til noget positivt, tror jeg at det er, at den kan indgyde en vis beskedenhed hos os, der bedriver forskning, så vi kan undgå at låse os alt for kategorisk fast på bestemte teoridannelser. Hvis pessimistisk metainduktion også har gyldighed inden for samfunds- og humanvidenskaberne, (og hvorfor skulle den dog ikke det?) vil det kunne give disse en vis klædelig beskedenhed også. Her tænker jeg på bl.a. de nu meget omdiskuterede matematiske modeller af markedet. Det er værd at huske, at teorierne aldrig kan være bedre end de antagelser, de er bygget på. Det er samtidig værd at huske, at de forkastede teorier er blevet forkastet, fordi der var observationer, de ikke kunne forklare på tilfredsstillende vis. Flogiston-teorien og teorien om en “æter” blev begge endegyldigt falsificeret, så dem kan vi ikke vende tilbage til.

(Visited 187 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar