Det metastabile system og de begrænsende resurser

20120603-135923.jpg

Det økonomiske system er fremragende til at stimulere det private forbrug. Supermarkederne bugner af varer. Og det rummer et kæmpemæssigt potentiale for innovation – både inden for nye produktionsformer og nye produkter. Mine bukser, mit armbåndsur og min computer er alle produkter af kapitalismens store potentiale og muligheder. Mange af teknologiens og naturvidenskabens erkendelser er opstået i en kapitalistisk økonomi.

På den anden side har den kapitalistiske økonomi to meget alvorlige problemer:

  1. Økonomien er ekstremt følsomt over for udsving, og der kommer kriser igen og igen. Disse kriser har enorme menneskelige omkostninger – og omkostninger for den offentlige økonomi i form af øgede udgifter til dagpenge. I en del tilfælde ender kriser med at være årsag til krige, diktaturer osv.
  2. Økonomien tager ikke hensyn til at resurserne, der medgår til produktionen, er endelige. Det har enorme konsekvenser for hele klodens økosystem.

Preben Wilhjelm, tidligere folketingsmedlem, atomfysiker og kriminolog har en interessant kronik i Information. Kronikken findes også i en lang udgave på 19 sider – det er den, jeg her citerer fra. I sin kronik koncentrerer Preben Wilhjelm sig om det første af disse to problemer og argumenterer for at de nuværende politiske instrumenter ikke kan gøre noget ved det. Argumenterne for det er temmelig klare – historien viser, at der altid kommer kriser efter perioder med tilsyneladende stabilitet. Herunder kan man tydeligt mærke hans baggrund inden for fysik:

Kapitalismen, med markedsmekanismen som afgørende styringsinstrument, er hvad der i fysikken kaldes et metastabilt system, hvor den mindste ubalance er selvforstærkende. Som en mønt på højkant.

Vi kunne ikke drømme om at producere en elkedel, som ikke slukker af sig selv før vandet er kogt af og køkkenet sat i brand. Vi producerer ikke biler, som ikke retter op af sig selv efter et sving. Vi indbygger ’dødemandsknapper’ i skibe og tog og maskiner, ja sågar i motorsave og hæksakse for at hindre ulykker. Når vi bygger vindmøller, sørger vi for, at rotorbladene automatisk justeres, så møllen ikke løber løbsk, hvis vinden bliver for kraftig. Men når det gælder styringen af hele samfundsøkonomien har vi overladt den til en mekanisme, som forstærker selv mindre ubalancer eller afvigelser til alvorlige kriser. Det svarer til en bil, hvor selv den mindste drejning er selvforstærkende og umulig at rette op.

Med andre ord er den kaotiske (i matematisk forstand) adfærd, som den kapitalistiske markedsøkonomi udviser med jævne mellemrum, en følge af det dynamiske system (i matematisk forstand) som økonomien er. Små fluktuationer kan være selvforstærkende og give enorme konsekvenser. Et dynamisk system er (løst sagt) et system af koblede differentialligninger, så her har vi med forskellen mellem pæne og mindre pæne (kaotiske) løsninger til differentialligninger at gøre. Ofte taler man i populære fremstillinger af kaosteori om “sommerfugleeffekten” – at en sommerfugls vingeslag i én del af verden kan udløse et uvejr i en anden del af verden. Dette malende eksempel skyldes den amerikanske matematiker (og meteorolog) Edward Lorenz. I 1930’erne var “sommerfuglen” i den globale økonomi en usædvanligt god kornhøst tre år i træk, der tvang kornpriserne i bund og slog bunden ud af indtjeningen for landbruget.

Men fordi det økonomiske system på denne måde er kaotisk, kan man ikke beskylde en tidligere regering for uansvarlig økonomisk politik, for regeringen kan ikke forhindre kriser, allerhøjst afbøde deres konsekvenser. Wilhjelm skriver:

Med undtagelse af Grækenland, der som bekendt snød sig ind i EURO-samarbejdet ved at forfalske sit statsbudget, kan man ikke sige, at krisen skyldes en uansvarlig økonomisk politik.

I den egentlige økonomiske politik, altså dér, hvor politikerne selv træffer økonomiske beslutninger, er der ikke meget at komme efter. VKO-flertallet gav skattelettelser, javel.

De noksom omtalte ’ufinansierede skattelettelser’ (få mia kr.) og oppositionens alternative forslag var for pebernødder at regne i forhold til den forringelse af statsfinanserne, som fandt sted. På kun fire år gik vi fra et overskud på 80 mia til et underskud på 100 mia kr. Og denne ændring fandt vel at mærke sted uden skygge af grundlag i nogen politisk beslutning. Det var ikke den offentlige sektor, der løb løbsk. Det var ikke velfærdsydelserne, der blev sat op, snarest tværtimod. Hele nedturen stammer fra den private sektor, som lukkede næsten 200.000 arbejdspladser med den konsekvens, at staten mistede skatte- og momsindtægter, men til gengæld fik kolossalt stigende udgifter til dagpenge o.l. For sådan har vi indrettet systemet, sagt uden moraliseren: Når den private sektor ikke kan tjene tilstrækkeligt på arbejdskraften, overlades forsørgelsesproblemet til det offentlige.

Preben Wilhjelms mangeårige engagement på venstrefløjen i Danmark gør det selvfølgelig ikke overraskende, at han er kritisk over for kapitalismen.

Men hør så her. I samme udgave af Information er der en lang artikel af Jørgen Steen Nielsen om Jeremy Grantham og hans kritik af kapitalismens konsekvenser. Grantham interesserer sig især for de begrænsede resurser. I artiklen får vi bl.a. følgende citat fra Grantham:

»Kapitalismen har i almindelighed ingen fornemmelse for etik eller samvittighed,« skriver Grantham og når frem til sin store bekymring: »Af alle kapitalismens tekniske svagheder er den akut farligste formentlig dens absolutte mangel på evne til at håndtere ressourcernes begrænsede omfang samt den matematiske umulighed af at opretholde hastig vækst i fysisk output. Man kan skabe fortsatte forbedringer i kvaliteten af varer og tjenesteydelser og – håber jeg – i livskvalitet, men man kan ikke have bæredygtig vækst i fysisk output. Man kan få ’vækst’ for en tid, eller man kan få ’bæredygtighed’ for altid, men ikke begge dele,« fastslår han.

Hvem er Jeremy Grantham? Jeremy Grantham er britisk og fra samme generation som Preben Wilhjelm. Men her hører lighederne op. Grantham er direktør for et af USAs største investeringsfirmaer, Grantham Mayo Van Otterloo, og er ansvarlig for aktiver for over 97 milliarder amerikanske dollars. Med andre ord er Jeremy Grantham en central aktør i den moderne kapitalistiske økonomi, og også han mener, at der er noget fundamentalt galt med systemet.

Jamen, det er måske alt sammen meget rigtigt set (?), vil nogle så sige her. Der er så åbenbart nogle problemer ved det økonomiske system. Men hvad gør vi så ved dem? I første omgang er det vigtigt at erkende problemernes karakter og alvorlighed:

  • Problemerne med tilbagevendende kriser og resurseknaphed er en konsekvens af adfærden af det dynamiske system (i matematisk forstand), som kapitalismen udgør.
  • Problemerne har enorme og uacceptable menneskelige omkostninger, og i sidste ende kan de bringe menneskehedens overlevelse i fare.

Derefter kan vi finde ud, hvad vi skal gøre ved problemerne. Jeg vil ikke fremture med mere eller mindre gennemtænkte løsningsforslag her, for det her er ikke let. Det, der akut er brug for er under alle omstændigheder bedre modeller, så vi kan beskrive det dynamiske system, som økonomien udgør – og at finde modellernes styrker og begrænsninger. I disse år er der netop en udbredt kritik af de økonomiske modellers utilstrækkelighed i denne henseende. Herhjemme er det bl.a. Katarina Juselius fra Københavns Universitet, der har kritiseret de økonomiske modeller for at være for simple og have ukorrekte grundlæggende antagelser. I en samtale på Edge.org tager den tidligere børsformand fra Nasdaq Mike Brown og tre professorer i henholdsvis erhvervsøkonomi, biologi og fysik fat på en tilsvarende diskussion af modellernes grundantagelser og begrænsninger.

Hvis vindmøller jævnligt løb løbsk, ville der være forskningsinitiativer i gang for at finde ud af finde bedre matematiske modeller, så problemet kunne forhindres. Sådanne modeller findes så faktisk inden for ingeniørvidenskab. Så kan samfundsvidenskab og politik mon ikke også gøre det bedre?

(Visited 57 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Én kommentar til “Det metastabile system og de begrænsende resurser”

Skriv et svar