Strategiske fejltagelser

Ludwig Wittgenstein sluttede den tyske udgave af sit hovedværk Tractatus Logico-Philosophicus med ordene

Wovon man nicht sprechen kann, darüber muss man schweigen.

der på dansk oversættes til “Det, hvorom man ikke kan tale, må man tie om.”

Her kommer jeg igen til at tænke på problemet med at tabe ansigt. Helt tilbage i januar skrev jeg om nogle studerendes mislykkede bluff-strategier. Det er eksamenstid igen, og igen bliver jeg mindet om hvor lidt overbevisende den slags er. Jeg har igen i år set forsøg på opgavebesvarelser, hvor der bliver givet en besvarelse med et indhold, der helt åbenlyst for eksaminanden er irrelevant for opgaveformuleringen.

Efter mange år som underviser har jeg set et hav af dårlige bluff-strategier, og det er påfaldende, at nogle studerende tilsyneladende tror, at de virker. I nogle tilfælde er der formodentlig tale om en slags afledt Dunning-Kruger-effekt (det har jeg også skrevet om tidligere her),  hvor en eksaminand ikke kan se, at eksaminator og censor nemt kan indse, at bluff-strategien ikke vil virke.  Det er nemlig umådelig svært at overbevise fagfolk om at man er kompetent, hvis man ikke har nogen kompetence inden for det pågældende fag. Måske har vi i uddannelsessystemet skabt en slags misforstået kollektiv perfektionisme, hvor det fremstår som bedre at ytre noget meningsløst end ikke at ytre noget. På denne måde minder det om den primært kinesiske uskik af en bluff-strategi, jeg har læst om, der består i at give tilfældige, forkerte oplysninger, hvis en turist spørger én om vej på gaden, og man ikke kender vejen selv. Det er i kinesisk kultur værre at tabe ansigt over for turisten og indrømme, at man ikke kender vejen selv, end at stikke en løgn og få turisten til at fare vild!

Jeg har nogle gange tænkt på at offentliggøre en liste over dårlige bluff-strategier – i håb om at jeg aldrig vil se dem igen. Jeg tror imidlertid ikke, at det kunne forebygge ret meget. Hvis problemet er, at den studerende er bange for at tabe ansigt ved at stille sin usikkerhed til skue, skal man måske prøve en anden strategi, nemlig at supplere de “lukkede” spørgsmål med spørgsmål, der kan afsløre den studerendes tankeproces på vejen mod et svar. Jeg overvejer endnu, hvordan man kan gøre i skriftlig sammenhæng. Til mundtlige eksaminer er det oplagte, man som eksaminator eller censor kan gøre, at bede den studerende om at “tænke højt”. Måske kan det endda hjælpe den studerende på vej mod svaret; det har jeg selv oplevet med mellemrum.