Strategiske fejltagelser

Ludwig Wittgenstein sluttede den tyske udgave af sit hovedværk Tractatus Logico-Philosophicus med ordene

Wovon man nicht sprechen kann, darüber muss man schweigen.

der på dansk oversættes til “Det, hvorom man ikke kan tale, må man tie om.”

Her kommer jeg igen til at tænke på problemet med at tabe ansigt. Helt tilbage i januar skrev jeg om nogle studerendes mislykkede bluff-strategier. Det er eksamenstid igen, og igen bliver jeg mindet om hvor lidt overbevisende den slags er. Jeg har igen i år set forsøg på opgavebesvarelser, hvor der bliver givet en besvarelse med et indhold, der helt åbenlyst for eksaminanden er irrelevant for opgaveformuleringen.

Efter mange år som underviser har jeg set et hav af dårlige bluff-strategier, og det er påfaldende, at nogle studerende tilsyneladende tror, at de virker. I nogle tilfælde er der formodentlig tale om en slags afledt Dunning-Kruger-effekt (det har jeg også skrevet om tidligere her),  hvor en eksaminand ikke kan se, at eksaminator og censor nemt kan indse, at bluff-strategien ikke vil virke.  Det er nemlig umådelig svært at overbevise fagfolk om at man er kompetent, hvis man ikke har nogen kompetence inden for det pågældende fag. Måske har vi i uddannelsessystemet skabt en slags misforstået kollektiv perfektionisme, hvor det fremstår som bedre at ytre noget meningsløst end ikke at ytre noget. På denne måde minder det om den primært kinesiske uskik af en bluff-strategi, jeg har læst om, der består i at give tilfældige, forkerte oplysninger, hvis en turist spørger én om vej på gaden, og man ikke kender vejen selv. Det er i kinesisk kultur værre at tabe ansigt over for turisten og indrømme, at man ikke kender vejen selv, end at stikke en løgn og få turisten til at fare vild!

Jeg har nogle gange tænkt på at offentliggøre en liste over dårlige bluff-strategier – i håb om at jeg aldrig vil se dem igen. Jeg tror imidlertid ikke, at det kunne forebygge ret meget. Hvis problemet er, at den studerende er bange for at tabe ansigt ved at stille sin usikkerhed til skue, skal man måske prøve en anden strategi, nemlig at supplere de “lukkede” spørgsmål med spørgsmål, der kan afsløre den studerendes tankeproces på vejen mod et svar. Jeg overvejer endnu, hvordan man kan gøre i skriftlig sammenhæng. Til mundtlige eksaminer er det oplagte, man som eksaminator eller censor kan gøre, at bede den studerende om at “tænke højt”. Måske kan det endda hjælpe den studerende på vej mod svaret; det har jeg selv oplevet med mellemrum.

(Visited 36 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

3 kommentarer til “Strategiske fejltagelser”

    1. Blufflisten

      Der findes af og til studerende, der knokler løs med stoffet og alligevel ikke består. Men erfaringen viser mig, at der som regel er en meget klar sammenhæng mellem manglende indsats i løbet af semesteret og en dårlig eksamenspræstation.

      Her er nogle dårlige bluff-strategier, jeg har været vidne til i årenes løb.

      1. At blive ved med at sige under en eksamen, hvor man stort set ikke kan svare på noget, at man har styr på emnet.
      2. At sidde passiv i et hjørne i øvelsestiden og sige, at “ja, vi laver skam opgaver”.
      3. At sige, at man ville have klaret sig meget bedre, hvis man havde fået et hvilket som helst andet eksamensspørgsmål.
      4. At sige som reaktion på en lav karakter, at man faktisk har et indgående kendskab til stoffet men aldrig fik lov til at vise det.
      5. At sige, at eksaminator eller censor ikke kender et elementært begreb fra faget godt nok. F.eks. er det en ekstremt dårlig strategi at fortælle, at man vil vise at en mængde alligevel ikke er en partiel ordning, hvis man bliver bedt i en opgave om at vise, at den er det.
      6. At dumpe tre gange i træk til eksamen i samme fag og søge studienævnet om at få faget godskrevet som bestået, fordi en af opgaverne havde en manglende indrykning i teksten.
      7. At trække et spørgsmål til eksamen og bede om at få -3 med det samme, fordi man gerne vil have en god karakter.
      8. At forklare at man ikke nåede at læse til eksamen, fordi der var et hul i eksamensplanen, der betød at man skulle til eksamen to timer tidligere end planen sagde.
      9. At indlede eksamen med at gøre opmærksom på at man skal til jobsamtale senere på dagen og at det derfor er vigtigt at bestå.
      10. At trække et spørgsmål om den opgave, man har lavet i undervisningen og siden afleveret, og sige at man havde glemt at læse den.
      11. At påkalde sig en “hemmelig tekst” ved at hævde, at et overraskende resultat, der ikke står i pensum, ikke står der, fordi det er så fuldstændig oplagt. [Den slags “resultater” er altid forkerte.]
      12. At sige, når man ikke har bestået, at man tager studiet meget meget alvorligt og er meget ambitiøs.

  1. Og så har jeg ikke fået nævnt den særlige historie om et kursus, hvor de studerende skulle indsende svar til bestemte opgaver via en hjemmeside for at få godskrevet deltagelse i kurset. En studerende havde ikke indsendt noget som helst, viste den endelige oversigt. Han påstod hårdnakket, at han skam havde indsendt det hele, men at der måtte være gået noget galt hver gang. Han havde aldrig opdaget det, for han havde aldrig selv set på sin egen oversigt, der var på hjemmesiden – og ej heller havde han printet besvarelserne ud, sådan som han ellers var blevet bedt om til en prøve undervejs i kurset. Og nu var hans computer så desværre pludselig gået i stykker og ville ikke kunne repareres, så derfor ville det aldrig kunne dokumenteres hvor flittig og dedikeret en studerende han faktisk havde været.

    Det værste ved alle de bluff-strategier, hvor en studerende forsøger at give det indtryk, at vedkommende er en flittig og dedikeret studerende, er dels, at de er så nemme at gennemskue, dels, at man som underviser normalt ikke vil turde sige, at man er helt overbevist om at den studerende ikke taler sandt.

Skriv et svar