Syrien

20120608-154307.jpg

Jeg har set de forfærdelige billeder fra Syrien. Inden for de seneste to uger har der været fire massakrer, hvor den syriske hær sammen med paramilitære grupper har myrdet løs. Udenlandske journalister og menneskerettighedsgrupper er blevet forment adgang, og FNs udsendte er blevet chikaneret og endda skudt på.

Et af de spørgsmål, der nager mig og sikkert mange andre: Hvad skal vi dog gøre? Sporene fra 1990’erne, hvor der intet blev gjort for at standse massakrerne i Rwanda, skræmmer. FN burde kunne gribe ind, men det ser ikke ud til at ske.

Den tidligere amerikanske udenrigsminister Henry Kissinger har et indlæg i Washington Post om konflikten i Syrien.

Kissinger skriver:

If adopted as a principle of foreign policy, this form of intervention raises broader questions for U.S. strategy. Does America consider itself obliged to support every popular uprising against any non-democratic government, including those heretofore considered important in sustaining the international system? Is, for example, Saudi Arabia an ally only until public demonstrations develop on its territory? Are we prepared to concede to other states the right to intervene elsewhere on behalf of coreligionists or ethnic kin?

Det er ikke overraskende at læse dette. I Kissingers optik er kun interventionen mulig som sanktion. Han stod selv bag USAs optrapning af Vietnam-krigen, hvor USA inddrog Cambodia ved at bombe dette land og dermed destabiliserede det. Over 1 million cambodianere døde på grund af bombardementerne. Få år senere fik Kissinger Nobels fredspris – sammen med Vietnams daværende præsident. Ikke for bombningen af Cambodia men for at have indledt forhandlinger om en afslutning af krigen. Den vietnamesiske præsident nægtede at modtage prisen, fordi der stadig var krig i hans land.

USA har nægtet at ratificere den internationale straffedomstol ICC med den begrundelse, at de så ville være muligt at retsforfølge amerikanere (!!) og derfor kan man fra USAs side ikke opfordre til det, der ville være det helt indlysende, nemlig at anklage Assad-regimet for forbrydelse mod menneskeheden.

Men historien viser, at der i alle diktaturer på et tidspunkt er opstået protestbevægelser. Derfor skal der en strategi til, og for mig at se må og skal den være baseret på international lov for at kunne have troværdighed. Bemærk hvordan Kissinger meget typisk for amerikansk politik da heller ikke taler om international lov, og her specielt menneskerettigheder, men om geopolitiske interesser. Heller ikke Rusland – og da slet ikke Kina – har talt om menneskerettigheder i forbindelse med tragedien i Syrien.

Jeg tror selv at en løsning på hele den tragiske situation først og fremmest må indebære at der skal lægges pres på stormagterne for at de kan forstå at der er noget, der i sidste ende er langt større end det enkelte lands interesser.

Max Weber og os

20120607-155534.jpg

Engang begyndte jeg at studere på universitetet, fordi der var et fag, jeg holdt af, som jeg ville lære mere om. Det gik der 11 semestre med (det var et naturvidenskabeligt kandidatstudium i Aalborg normeret til dengang). Jeg havde 3 år bagefter, hvor jeg kunne fordybe mig. Set i bakspejlet er det de tre år, hvor jeg har kunnet fordybe mig fuldstændig i mit fagområde og den del af min karriere hvor jeg har opnået en tilstand af flow flest gange.

Bagefter kom tilværelsen som universitetslærer med undervisning og møder og ansøgninger og en masse tid brugt på at forberede oplæg og forsøge at overbevise kolleger og studerende.

Meget af det vi gør i den akademiske verden, gør vi egentlig fordi vi drømmer om at kunne fordybe os i vores fag på et senere tidspunkt. Vi skriver f.eks. formodentlig ikke ansøgninger, fordi vi holder af at skrive ansøgninger. Vi gør det i håb om at få forskningsmidler så vi kan fordybe os sådan som vi gjorde, da vi var unge og havde tid.

Det gælder ikke kun den akademiske biks. Meget af livet bruger vi på sekundære og tertiære aktiviteter for at nå det, der egentlig var det primære. Vi begrunder uddannelsen med ønsket om at få et job. Jobbet begrunder vi med lønnen. Lønnen begrunder vi med ønsket om at få god mad og en god bolig. Nogle gange er ferierne det eneste tidspunkt af livet, hvor man kan forfølge de primære mål.

Den tyske sociolog Max Weber beskrev hvad han kaldte den protestantiske arbejdsetik – at man arbejder for at opnå frelse. Vi arbejder for at få vores belønning på et senere tidspunkt. Hvis vi er heldige, er der et efterliv (måske en alderdom, måske bare ferien) hvor vi kan høste denne frugt af vores arbejde.

Arbejdet er blevet ophøjet til en kvalitet i sig selv, og politiske partier kappes om at tale på lønmodtagernes vegne. Ideen om at man ved at arbejde hører til de særligt udvalgte identificerede allerede Weber, og den lever videre overalt. I den akademiske verden er det blevet en kvalitet i sig selv at kunne skrive ansøgninger om forskningsmidler. Fordybelse er ikke en kvalitet, man taler meget om uden for festtalernes univers.

Vi belønner behovsudsættelsen på forunderlig vis i vore dage. Udsættelse af behov er en vigtig kvalitet i tilværelsen. Talrige psykologiske eksperimenter viser, at børn, der kan vente med at spise slik, får mest succes. Og ja, tålmodighed er en dyd. Men måske er det også på grund af en konstanteudsættelse af behov, at stress får lov til at fylde så meget i arbejdslivet i vores del af verden?