Max Weber og os

20120607-155534.jpg

Engang begyndte jeg at studere på universitetet, fordi der var et fag, jeg holdt af, som jeg ville lære mere om. Det gik der 11 semestre med (det var et naturvidenskabeligt kandidatstudium i Aalborg normeret til dengang). Jeg havde 3 år bagefter, hvor jeg kunne fordybe mig. Set i bakspejlet er det de tre år, hvor jeg har kunnet fordybe mig fuldstændig i mit fagområde og den del af min karriere hvor jeg har opnået en tilstand af flow flest gange.

Bagefter kom tilværelsen som universitetslærer med undervisning og møder og ansøgninger og en masse tid brugt på at forberede oplæg og forsøge at overbevise kolleger og studerende.

Meget af det vi gør i den akademiske verden, gør vi egentlig fordi vi drømmer om at kunne fordybe os i vores fag på et senere tidspunkt. Vi skriver f.eks. formodentlig ikke ansøgninger, fordi vi holder af at skrive ansøgninger. Vi gør det i håb om at få forskningsmidler så vi kan fordybe os sådan som vi gjorde, da vi var unge og havde tid.

Det gælder ikke kun den akademiske biks. Meget af livet bruger vi på sekundære og tertiære aktiviteter for at nå det, der egentlig var det primære. Vi begrunder uddannelsen med ønsket om at få et job. Jobbet begrunder vi med lønnen. Lønnen begrunder vi med ønsket om at få god mad og en god bolig. Nogle gange er ferierne det eneste tidspunkt af livet, hvor man kan forfølge de primære mål.

Den tyske sociolog Max Weber beskrev hvad han kaldte den protestantiske arbejdsetik – at man arbejder for at opnå frelse. Vi arbejder for at få vores belønning på et senere tidspunkt. Hvis vi er heldige, er der et efterliv (måske en alderdom, måske bare ferien) hvor vi kan høste denne frugt af vores arbejde.

Arbejdet er blevet ophøjet til en kvalitet i sig selv, og politiske partier kappes om at tale på lønmodtagernes vegne. Ideen om at man ved at arbejde hører til de særligt udvalgte identificerede allerede Weber, og den lever videre overalt. I den akademiske verden er det blevet en kvalitet i sig selv at kunne skrive ansøgninger om forskningsmidler. Fordybelse er ikke en kvalitet, man taler meget om uden for festtalernes univers.

Vi belønner behovsudsættelsen på forunderlig vis i vore dage. Udsættelse af behov er en vigtig kvalitet i tilværelsen. Talrige psykologiske eksperimenter viser, at børn, der kan vente med at spise slik, får mest succes. Og ja, tålmodighed er en dyd. Men måske er det også på grund af en konstanteudsættelse af behov, at stress får lov til at fylde så meget i arbejdslivet i vores del af verden?

(Visited 47 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar