Syrien

20120608-154307.jpg

Jeg har set de forfærdelige billeder fra Syrien. Inden for de seneste to uger har der været fire massakrer, hvor den syriske hær sammen med paramilitære grupper har myrdet løs. Udenlandske journalister og menneskerettighedsgrupper er blevet forment adgang, og FNs udsendte er blevet chikaneret og endda skudt på.

Et af de spørgsmål, der nager mig og sikkert mange andre: Hvad skal vi dog gøre? Sporene fra 1990’erne, hvor der intet blev gjort for at standse massakrerne i Rwanda, skræmmer. FN burde kunne gribe ind, men det ser ikke ud til at ske.

Den tidligere amerikanske udenrigsminister Henry Kissinger har et indlæg i Washington Post om konflikten i Syrien.

Kissinger skriver:

If adopted as a principle of foreign policy, this form of intervention raises broader questions for U.S. strategy. Does America consider itself obliged to support every popular uprising against any non-democratic government, including those heretofore considered important in sustaining the international system? Is, for example, Saudi Arabia an ally only until public demonstrations develop on its territory? Are we prepared to concede to other states the right to intervene elsewhere on behalf of coreligionists or ethnic kin?

Det er ikke overraskende at læse dette. I Kissingers optik er kun interventionen mulig som sanktion. Han stod selv bag USAs optrapning af Vietnam-krigen, hvor USA inddrog Cambodia ved at bombe dette land og dermed destabiliserede det. Over 1 million cambodianere døde på grund af bombardementerne. Få år senere fik Kissinger Nobels fredspris – sammen med Vietnams daværende præsident. Ikke for bombningen af Cambodia men for at have indledt forhandlinger om en afslutning af krigen. Den vietnamesiske præsident nægtede at modtage prisen, fordi der stadig var krig i hans land.

USA har nægtet at ratificere den internationale straffedomstol ICC med den begrundelse, at de så ville være muligt at retsforfølge amerikanere (!!) og derfor kan man fra USAs side ikke opfordre til det, der ville være det helt indlysende, nemlig at anklage Assad-regimet for forbrydelse mod menneskeheden.

Men historien viser, at der i alle diktaturer på et tidspunkt er opstået protestbevægelser. Derfor skal der en strategi til, og for mig at se må og skal den være baseret på international lov for at kunne have troværdighed. Bemærk hvordan Kissinger meget typisk for amerikansk politik da heller ikke taler om international lov, og her specielt menneskerettigheder, men om geopolitiske interesser. Heller ikke Rusland – og da slet ikke Kina – har talt om menneskerettigheder i forbindelse med tragedien i Syrien.

Jeg tror selv at en løsning på hele den tragiske situation først og fremmest må indebære at der skal lægges pres på stormagterne for at de kan forstå at der er noget, der i sidste ende er langt større end det enkelte lands interesser.

(Visited 28 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar