Til det sidste

20120610-143426.jpg

I denne weekend har jeg læst The Sense of an Ending af den britiske forfatter Julian Barnes. Bogen vandt Booker-prisen i 2011, og det var efter min mening fuldt fortjent.

Jeg har efterhånden nået en alder, hvor jeg sommetider igen skal forholde mig til det, der skete i min ungdom. Det kan være gensynet med gamle venner, mødet med steder, hvor jeg engang færdedes hjemmevant eller det kan være forældres sygdom og død. Også i år er dette blevet aktuelt for mig og mine nærmeste. Det er en universel oplevelse, dette møde med fortiden, og derfor er der ganske mange romaner, film, digte og andre værker, der forsøger at beskrive og forstå mødet og reaktionerne på det. The Sense of an Ending er et sådant værk.

Nogle bøger er alt for lange og somme tider er det som om, det meste kan skæres bort. The Sense of an Ending er imidlertid en af de bøger, hvor intet er overflødigt. Dette er en roman på 165 sider, der får fortalt indgående og indlevet om hovedpersonens liv – og i særdeleshed om hans indre liv. Også i fiktionens verden er tankeøkonomi et vigtigt princip.

Jeg kan ikke røbe alt for meget om bogens handling uden at spolere læseoplevelsen. Men romanen handler om fortællerens ungdom og om hvordan han sent i livet igen bliver konfronteret med omstændighederne ved en ungdomsvens alt for tidlige død. Det, der sker, får ham til at genoverveje væsentlige elementer af det, der formede ham – hans kærlighedsforhold, hans personlighed som ung og personlighed nu, begivenheder fra ungdommen, ja, i det hele taget de valg, han traf. Barnes har givet bogen to dele; første del er en fortælling om en typisk middelklasseopvækst i det sydlige England og introducerer bogens hovedpersoner som unge. Anden del, der handler om fortællerens nutid, ender med at være en overraskende nyvurdering af bogens første del. Det lyder måske kedeligt og forudsigeligt, men det er det slet, slet ikke. Forudsigelig er nok det sidste ord, man kan bruge om The Sense of an Ending.

Jeg har læst flere af Julian Barnes’ tidligere bøger, og også i denne kan man tydeligt genkende Julian Barnes’ egen stemme bag fortælleren Tony Webster, især hvis man sammenligner med den selvbiografiske bog Nothing to be Frightened of. Begge er mænd midt i tresserne fra London, begge kommer de fra middelklassen, og begge har de studeret på universitetet.

Som alle andre gode værker fra fiktionens verden formår The Sense of an Ending at række ud over den egentlige handling og at sige noget mere generelt også. Ligesom i Nothing to be Frightened of er undertonen i denne roman filosofisk, og mange passager er refleksioner over selve dette at finde og genskabe meningen med sit liv. På denne måde er selve titlen The Sense of an Ending dobbelttydig på fremragende vis: “Sense” kan på engelsk have to helt væsensforskellige betydninger, nemlig “fornemmelse” og “betydning”. I den danske oversættelses titel “Når noget slutter” er dette desværre gået tabt; om det kunne have været undgået, ved jeg ikke.

Trods et egentlig helt alvorligt emne er der også en del af de overraskende og morsomme observationer, der kendetegner Julian Barnes. Et vældig godt eksempel er det sted, hvor fortælleren beder om at få sine chips (dvs. pommes frites) skåret tyndere, for det jo håndskårne chips ifølge menukortet. Men nej, det kan idescvække lade sig gøre, fortæller pub-ejeren – at chips er håndskårne, betyder bare at de er større, ikke at de bliver skåret til i hånden ude i pubbens køkken! Her røg endnu en af fortællerens illusioner.

The Sense of an Ending er en bog, det er værd at læse – og værd at læse på engelsk, hvis man i øvrigt er tryg ved at læse på dette sprog. Jeg har for ikke så længe siden skrevet om glæden ved at læse godt engelsk, og nærværende bog er endnu et eksempel på det gode engelsk, som man skylder sig selv at stifte bekendtskab med.

flattr this!

Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar