Alt for langt væk

Stormtrooper (Lucy Pepper)
Lucy Pepper: Stormtrooper

USA har en politik med droner, små ubemandede fly, der med passende fjernstyring kan bombe mål i andre dele af verden. Sommetider må de piloter, der fjernstyrer en bombemission med droner, overlade kontrollen til en kollega – de er nødt til at gå til skole-hjem-samtale på børnenes skole.

Nogle borgere i Danmark stemte på Dansk Folkeparti og gik ind for en meget restriktiv udlændingepolitik, men da en ung asylansøger, de havde lært at kende, skulle udvises, protesterede de.

En britisk studerende var vellidt af sine kammerater og familie. Han deltog hyppigt i debatfora på nettet. Da han opdagede at en afrikansk fodboldspiller var faldet om med hjertestop under en kamp, skrev han i en kommentar på nettet “LOL! den slags er vel hvad man kunne forvente af de sorte”.

Hvad har disse meget forskellige situationer til fælles, ud over at de er autentiske? Én ting: de viser hvor forskelligt mennesker kan handle alt efter hvor langt de er fra objektet for deres handling.

Den amerikanske præsident vil næppe selv gå hen til et hus for at kaste en håndgranat ind gennem ruden. Den britiske studerende ville næppe selv stå bøjet over den døende fodboldspiller og grine. Borgerne i Danmark, der hjalp den asylansøger, de kendte, ville næppe have reageret på samme måde, hvis de kun havde læst om sagen og den fandt sted i en anden del af landet.

Mange handlinger, der påvirker andre mennesker, kræver, at man distancerer sig fra handlingens objekt. Det er ikke odiøst i sig selv; et eksempel er at man som underviser ikke må leve sig så meget ind i nogle studerendes modstand mod læring, at man fortvivler eller måske endda ender med at give op. Man skal dog samtidig også have et professionelt nærvær, for nu at låne et begreb fra mine dygtige AAU-kolleger Marianne Kristiansen og Helle Alrø. Har man ikke et sådant nærvær, ser man ikke den studerende som et lærende subjekt, og så kan undervisningen ikke undgå at lide under det.

Vi virtualiserer krig, underholdning, undervisning og politik, og virtualiseringen skaber distance. Måske er det en tendens, der ikke er ny. Det er blevet hævdet, at teknologien bag krigsførsel har som formål har skabe stadigt større distance fra den handling det er at dræbe et andet menneske med de bare næver. Et spyd, en kanon, et bombefly, et missil og en drone repræsenterer forskellige grader af distance fra denne handling.

Jeg er særligt forundret og fascineret over alt det had og de løsgående aggression, der manifesterer på nettet. I går skrev jeg om Anita Sarkeesian og de meget ubehagelige reaktioner, hun blev udsat for på nettet. I The Guardian skriver Zoe Williams om det fænomen, man på engelsk kalder  trolls. Zoe Williams er selv inde på at der i nogle tilfælde er tale om langt mere end trolls, nemlig om utilslørede trusler. Men disse er stadig i mindretal. Tilbage står en hel masse diffust had. Zoe Williams konkluderer sin artikel med at minde os om at der er mennesker bag enhver troll.

It’s all about humanisation, which is the big conundrum facing this amendment – people behave badly online because they feel liberated, and they feel liberated because it’s virtual. Our standards of courtesy are bound to our corporeal selves; freed from one we’re freed from the other. Calling trolls “trolls” probably doesn’t help. We should call them rude people.

Kunstneren Lucy Pepper har lavet en række portrætter af trolls, som hun forestiller sig dem. Et af disse portrætter viser jeg ovenfor.

Virtualiseringen skaber en stor etisk udfordring, nemlig at vi skal opdrage os selv og andre til at udvise et “professionelt nærvær”, også når vi færdes i den virtuelle verden. For uanset om vi er i den virtuelle verden (og virtue betyder jo faktisk “dyd” på engelsk) eller i den virkelige verden sker det samme med de samme konsekvenser: Den dårlige karakter falder, den sårende bemærkning falder, bomben falder.

En køn omgang

Anita Sarkeesian er en ung amerikansk kvinde (med armensk baggrund), der på sin webside http://www.feministfrequency.com tager fat i nogle indarbejdede forestillinger i populærkulturen, som har med kønsroller at gøre, og som aldrig rigtig bliver genstand for diskussion. F.eks. er det egentlig påfaldende, at der er én kvindelig smølf, og at Smølfine oprindelig blev fremtryllet af troldmanden Gargamel for at så splid mellem de andre (alle mandlige) smølfer. Noget af det hun vil, er at få os til at tage stilling til og udfordre det, man kalder troper – ikke varme lande, men “faste vendinger” eller temaer, der dukker op igen og igen i fortællinger. Når de bliver dominerende, får vi en verden af stereotyper med alt hvad det indebærer af problemer. Der er masser af den slags rundt omkring i fiktionens verden – den dumme blondine, den naive jyde, den elskelige bedstemor osv. I computerspillenes verden er der også troper og stereotyper i den helt store stil – tænk bare på det vel første udbredte eksempel, Lara Croft. Problemerne med dominerende stereotyper er blandt andet, at de gør det meget sværere at tegne nuancerede billeder af mennesker og sværere for læsere, seere, spillere osv. at kunne “se sig selv”. Og stereotyperne rummer ofte også en forventning om hvordan “man” bør opføre sig som f.eks. kvinde. Derfor er det vigtigt at få udfordret hele dette univers af stereotyper.

Der er desværre også en anden grund til at Anita Sarkeesians arbejde vækker opsigt. Hun lagde ovenstående video ud på YouTube for at bede om crowdfunding (6.000 dollars) til sit videre arbejde om netop troper og kønsroller i computerspil – og hvad kom der ud af det? Flere tusinde ubehagelige, hadske (kvindefjendske og racistiske) og direkte truende kommentarer fra mænd, der af en eller anden grund følte sig trådt på eller truet på en eller anden vigtig del af deres identitet. Nogle gik så vidt som til at vandalisere hendes Wikipedia-side med pornobilleder. Al denne frastødende adfærd er endnu mere påfaldende, når jeg af videoen tydeligt kan se, at Anita Sarkeesian faktisk holder af at spille computerspil og når jeg tænker på, at tonen i videoen faktisk er både saglig og afdæmpet. Hele denne triste polemik kan man læse om hos New Statesman. Heldigvis kan man også af artiklen se, at Anita Sarkeesian fik 55.671 dollars ind på sin appel. Hun gjorde i øvrigt det rigtige med alle kommentarerne og lod dem stå til til beskuelse i al deres brutale dumhed.

Det, der slår mig her, er dels at der nogle gange tilsyneladende næsten ingen ting skal til for at fremprovokere en hel masse had på nettet, dels at det nogle gange er anonymiteten, der legitimerer det. I et indlæg fra sidste år greb jeg fat i netop dette. Mon de samme mænd ville have sagt det samme til Anita Sarkeesian, hvis de havde siddet og spillet computerspil sammen med hende?

Der er andre tilfælde, hvor mennesker er blevet udsat for trusler på nettet – senest et medlem af det britiske Underhus, der modtog trusler pr. e-mail. Manden bag disse trusler blev for nylig dømt. Denne sag var helt klar, for i dette tilfælde var der tale om en regulær trussel rettet mod den pågældende politikers børn, men hvad skal vi gøre ved alle de skrækkelige kommentarer, der kommer på debatfora?