Alt for langt væk

Stormtrooper (Lucy Pepper)
Lucy Pepper: Stormtrooper

USA har en politik med droner, små ubemandede fly, der med passende fjernstyring kan bombe mål i andre dele af verden. Sommetider må de piloter, der fjernstyrer en bombemission med droner, overlade kontrollen til en kollega – de er nødt til at gå til skole-hjem-samtale på børnenes skole.

Nogle borgere i Danmark stemte på Dansk Folkeparti og gik ind for en meget restriktiv udlændingepolitik, men da en ung asylansøger, de havde lært at kende, skulle udvises, protesterede de.

En britisk studerende var vellidt af sine kammerater og familie. Han deltog hyppigt i debatfora på nettet. Da han opdagede at en afrikansk fodboldspiller var faldet om med hjertestop under en kamp, skrev han i en kommentar på nettet “LOL! den slags er vel hvad man kunne forvente af de sorte”.

Hvad har disse meget forskellige situationer til fælles, ud over at de er autentiske? Én ting: de viser hvor forskelligt mennesker kan handle alt efter hvor langt de er fra objektet for deres handling.

Den amerikanske præsident vil næppe selv gå hen til et hus for at kaste en håndgranat ind gennem ruden. Den britiske studerende ville næppe selv stå bøjet over den døende fodboldspiller og grine. Borgerne i Danmark, der hjalp den asylansøger, de kendte, ville næppe have reageret på samme måde, hvis de kun havde læst om sagen og den fandt sted i en anden del af landet.

Mange handlinger, der påvirker andre mennesker, kræver, at man distancerer sig fra handlingens objekt. Det er ikke odiøst i sig selv; et eksempel er at man som underviser ikke må leve sig så meget ind i nogle studerendes modstand mod læring, at man fortvivler eller måske endda ender med at give op. Man skal dog samtidig også have et professionelt nærvær, for nu at låne et begreb fra mine dygtige AAU-kolleger Marianne Kristiansen og Helle Alrø. Har man ikke et sådant nærvær, ser man ikke den studerende som et lærende subjekt, og så kan undervisningen ikke undgå at lide under det.

Vi virtualiserer krig, underholdning, undervisning og politik, og virtualiseringen skaber distance. Måske er det en tendens, der ikke er ny. Det er blevet hævdet, at teknologien bag krigsførsel har som formål har skabe stadigt større distance fra den handling det er at dræbe et andet menneske med de bare næver. Et spyd, en kanon, et bombefly, et missil og en drone repræsenterer forskellige grader af distance fra denne handling.

Jeg er særligt forundret og fascineret over alt det had og de løsgående aggression, der manifesterer på nettet. I går skrev jeg om Anita Sarkeesian og de meget ubehagelige reaktioner, hun blev udsat for på nettet. I The Guardian skriver Zoe Williams om det fænomen, man på engelsk kalder  trolls. Zoe Williams er selv inde på at der i nogle tilfælde er tale om langt mere end trolls, nemlig om utilslørede trusler. Men disse er stadig i mindretal. Tilbage står en hel masse diffust had. Zoe Williams konkluderer sin artikel med at minde os om at der er mennesker bag enhver troll.

It’s all about humanisation, which is the big conundrum facing this amendment – people behave badly online because they feel liberated, and they feel liberated because it’s virtual. Our standards of courtesy are bound to our corporeal selves; freed from one we’re freed from the other. Calling trolls “trolls” probably doesn’t help. We should call them rude people.

Kunstneren Lucy Pepper har lavet en række portrætter af trolls, som hun forestiller sig dem. Et af disse portrætter viser jeg ovenfor.

Virtualiseringen skaber en stor etisk udfordring, nemlig at vi skal opdrage os selv og andre til at udvise et “professionelt nærvær”, også når vi færdes i den virtuelle verden. For uanset om vi er i den virtuelle verden (og virtue betyder jo faktisk “dyd” på engelsk) eller i den virkelige verden sker det samme med de samme konsekvenser: Den dårlige karakter falder, den sårende bemærkning falder, bomben falder.

(Visited 29 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar