Oprydning eller kaos?

På Folkemødet på Bornholm var der en diskussion af den økonomiske politik. Her er et citat fra Informations dækning:

I den efterfølgende debat påpegede Margrethe Vestager, at markedet »på ingen måde er ufejlbarligt« og derfor skal holdes i snor, mens den ene halvdel af den liberale duo, Peter Christensen, var mere positiv over for markederne: »Det er åbenlyst, at politikerne mister magt. Markedet fylder mere og mere, men det er, fordi markedet er ved at rydde op efter politikerne. Det sker, fordi politikerne ikke har opført sig ansvarligt, og det bliver der reageret på. Det sker både på europæisk og nationalt plan.«

Når Peter Christensen taler om at “markedet er ved at rydde op”, har vi her at gøre med den grundantagelse af at markedsøkonomien er en stabiliserende faktor og at politikerne ikke skal forhindre markedet i at “rydde op”. Men er det nu sådan?

I The Guardian var der for ikke så længe siden en lang artikel om den amerikanske økonom Paul Krugman, der i 2008 fik Nobelprisen i økonomi. Her er et citat.

By 1970, Krugman writes, “discussion of investor irrationality, of bubbles, of destructive speculation had virtually disappeared from academic discourse. The field was dominated by the ‘efficient-markets hypothesis’,” which persuaded economists that: “We should put the capital development of the nation in the hands of what Keynes called a ‘casino’.” The death of Keynesianism was “triumphantly” announced, largely by Republican economists whose work had become “infected by partisanship and political orientation”. Now, as they are faced with the catastrophic collapse of their theories, Krugman thinks political bias and professional pride are what’s stopping them admitting they were wrong.

Boligmarkedet er, så vidt jeg kan se, netop et modeksempel til påstanden om at “markedet kan rydde op” og et argument for at menneskelige faktorer på afgørende vis er med til at skabe markedets adfærd.

I en kronik på videnskab.dk og i en kronik i Information giver filosofferne Vincent Hendricks og Jan Lundorff Rasmussen fra Københavns Universitet en forklaring på hvordan menneskelige faktorer påvirker markedet på afgørende vis. Hovedargumentet er (løst sagt! læs kronikkerne i deres helhed) at “boligboblen” fik lov at vokse, fordi ingen modsagde en forventning om at boligpriserne ville gå op (især var der ingen forsøg på regulering ved politiske indgreb), og at boligpriserne derefter er blevet ved med at falde, fordi der derefter har været en uimodsagt forventning om at priserne ville blive ved med at falde. Med andre ord: Først en positiv feedback-løkke, så en negativ feedback-løkke.

Netop nu bliver boligmarkedet i højere grad trukket ned af erkendelsesteoretiske og adfærdspsykologiske årsager end grundlæggende økonomiske vilkår og forhold på markedet. Finanskrisen har haft en katastrofal skadevirkning, idet det kollapsede ejendomsmarked blot har været ét af de elementer, der har udhulet indkomster, formue, pensioner m.v. for såvel selskaber som private.

Der har med andre ord været tre elementer i ejendomskrisen, og i større perspektiv finanskrisen, som den tager sig ud nu: Grådighed, måden hvorpå ejendomsmarkedet har været konfigureret med lånetyper, beskatningsregler, belåningsmuligheder osv., og os selv – eller nærmere, hvad vi tænker, at de andre tror, håber, forventer, tænker eller mener.

Den lader vi lige stå et øjeblik.

De økonomiske kriser har enorme menneskelige omkostninger og de kommer igen og igen og igen inden for det eksisterende system. Jeg synes derfor, det er trist, at ledende politikere her under en alvorlig økonomisk krise stadig har den opfattelse, at markedsøkonomien kan regulere sig selv og endda er en stabiliserende faktor. Stadig flere kriser antyder meget kraftigt, at det bestemt ikke er tilfældet. Min formodning er derimod, at den kapitalistiske økonomi er kaotisk (i streng matematisk forstand).

(Visited 54 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar