Alt hvad du kan

Engang, da jeg boede i Edinburgh, var jeg fast gæst ved lørdagsbuffeten på den indiske restaurant Kalpna (en indisk vegetarisk restaurant). Jeg endte altid med at blive mere end mæt, fortrød det – og vendte alligevel trofast tilbage ugen efter.

I disse dage har der været Rio+20-topmøde, og fokus i de danske medier har i den anledning været på – en skattereform i Danmark og bestemte danske politikeres fravær fra forhandlingerne. Men der skete faktiske også andet i Rio de Janeiro. Repræsentanterne har vedtaget et dokument med titlen The future we want; et udkast kan læses her. Det bliver desværre hurtigt klart, når man begynder at læse, at dokumentet er store ord og (undskyld ordspillet) varm luft. I afsnit VI, Means of Implementation, er de konkrete initiativer få og små. Faktisk ser det ud til at det mest konkrete initiativ er at der skal nedsættes en international komité (afsnit 255-256), som skal skal etablere rammerne for en international proces, der skal kunne lede til finansiering af bæredygtig udvikling. Jeg ved godt, at dette er store problemer, vi har med at gøre, men de er ikke nye, og indtrykket er mest af en forhalingsstrategi ved at sende tingene i udvalg.

Hvorfor gør vi sådan? Fordi det er nemmest ikke at gøre noget. Vi er i gang med en global overspringshandling. I Informations leder i dag skriver Jørgen Steen Nielsen:

Vi tænker rationelt med den senest tilkomne del af hjernen, neocortex, men styres i høj grad af den gamle hjerne, det limbiske system, der har med lidenskaber at gøre. Enhver, der har stået ved et buffetbord og taget tredje gang, selv om man er mæt, ved hvad det handler om. Vi er tilbøjelige til at “rydde bordet” og til at “rydde planeten”. Vi bevæger os mod undergang, men vejen dertil er fyldt med vækst, profit og fede oplevelser.

Det er her problemet er; vi gør det, vi gør, fordi vi kan. Og i de seneste fem-seks generationer er vi her i den industrialiserede verden blevet så vant til det, at vi ikke kan forestille os andet. Igen er det stenaldermennesket, der møder stjernekrigsteknologien og de umiddelbare behov, der er i konflikt med deadline.

Den canadiske professor i økologi William Rees bliver også nævnt af Jørgen Steen Nielsen; Rees holdt en forelæsning i Rio om netop dette, og det lader til at have været en vigtig og god forelæsning. Herunder kan man se et interview med ham, inden turen går hen til buffeten for fjerde gang.

[ Bill Rees // Why We’re in Denial ] fra ExtraenvironmentalistVimeo.

(Visited 31 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

4 kommentarer til “Alt hvad du kan”

  1. Jørgen Steen Nielsen kommer tæt på, men misser så essensen alligevel. Global opvarmning er ikke en All-You-Can-Eat Buffet, for en sådan lukker ikke fordi kunderne spiser for meget, den sætter bare priserne op. Global opvarmning er derimod bare Tragedy of the Commons på stor skala.

  2. Den præcise analogi er ikke vigtig – men også tag-selv-bordet løber tør for mad. Det essentielle er modstriden mellem den menneskelige forstands viden om resursernes begrænsning og skadevirkningerne på den ene side og drifternes ønske om mere af det hele på den anden.

  3. “Det essentielle er modstriden mellem den menneskelige forstands viden om resursernes begrænsning og skadevirkningerne på den ene side og drifternes ønske om mere af det hele på den anden.”

    Det er netop ikke det essentielle. Tag-selv-restauranten fungerer fint. I de fleste tilfælde håndterer vi knappe ressourcer glimrende. Problemet med global opvarmning er at der ikke er nogen effektiv mekanisme til at håndtere klimaet. Det er Tragedy of the commons. Havde der været det, så ville problemet, som Paul Krugman siger: http://www.washingtonpost.com/blogs/ezra-klein/post/an-interview-with-paul-krugman/2012/05/04/gIQAR9xn1T_blog.htm, være rimelig let at løse.

  4. Jeg tror egentlig ikke, vi er uenige, og jeg vil passe på med ikke at gøre tag-selv-restauranten til en allegori. Det kan sammenligningen ikke holde til.

    Det er korrekt, at vi ikke kender nogen effektiv mekanisme til at håndtere klimaet (jeg skriver “vi kender ikke”, fordi man ikke kan afvise, at en sådan kunne findes).

    Problemet med håndtering af knappe resurser er vel her, at resurser som fossile brændstoffer dels ikke forekommer at være knappe, dels virker let tilgængelige. Tidshorisonten er ikke veldefineret, mens resurseknapheden i f.eks. en krigstilstand (f.eks. Danmark under besættelsen) ofte vil være helt anderledes håndgribelig.

    Og ja, selvfølgelig handler dette også om Tragedy of the Commons.

Skriv et svar