Obama og den kliniske krig mod terror

Mange af dem, jeg kender, var lettede og glade, da Barack Obama blev præsidentvalget i USA. Det gjaldt også mennesker, der arbejder for menneskerettighederne. Nu skulle Guantánamo lukkes og der ville komme en anden amerikansk udenrigspolitik. Obama fik Nobels fredspris. Det hjalp også, at Obama unægtelig fremstod som en noget mere hip mand, sådan én, man gerne ville spille basketball med. Han så ud til at være tættere på det billede af USA, som mange andre godt kan lide; jeg har selv været i USA en del gange og holder af at besøge landet.

Meget af glæden var formodentlig lettelse over at slippe af med George Bush, der ganske rigtigt på mange måder var en skændsel, skrupelløs og glat som han var. Men her, hvor der skal vælges en ny amerikansk præsident, er det for længst klart at den amerikanske udenrigspolitik mht. bl.a. “krigen mod terror” ikke er bedre under Barack Obama; den er simpelthen anderledes og på sin vis lige så skrupelløs. Det er svært at genkende fredsprismodtageren.

I en lang artikel i New York Times (der næppe nogensinde vil kunne kaldes en antiamerikansk avis) er der fokus på dette. Et sigende eksempel er brugen af renditions og hemmelige fængsler i “krigen mod terror”. Obama fik tilsyneladende standset denne praksis. Men nej. Her er et citat fra artiklen:

“The way this is written, you are going to take us out of the rendition business,” Mr. Rizzo told Gregory B. Craig, Mr. Obama’s White House counsel, referring to the much-criticized practice of grabbing a terrorist suspect abroad and delivering him to another country for interrogation or trial. The problem, Mr. Rizzo explained, was that the C.I.A. sometimes held such suspects for a day or two while awaiting a flight. The order appeared to outlaw that.

Mr. Craig assured him that the new president had no intention of ending rendition — only its abuse, which could lead to American complicity in torture abroad. So a new definition of “detention facility” was inserted, excluding places used to hold people “on a short-term, transitory basis.” Problem solved — and no messy public explanation damped Mr. Obama’s celebration.

Seneste eksempel på den elastiske forståelse af menneskerettighederne er brugen af fjernstyrede droner. New York Times beskriver også, hvordan præsidenten personligt administrerer “kill lists” over mennesker i Yemen og Pakistan, der skal slås ihjel med fjernstyrede droner med den begrundelse, at de har forbindelse til al-Qaeda. Også dette er udførligt beskrevet af New York Times i deres artikel.

Dronerne er en tillokkende teknologi; den ser ud som om den er præcis og har et “klinisk” image, for dem, der bliver slået ihjel, bliver slået ihjel på sikker afstand. Og næppe mange bryder sig om al-Qaeda, der for mange (også mig) er sindbilledet på en fuldstændig skrupelløs gruppering. Men brugen af droner er en enorm udfordring for folkeretten af flere grunde. FNs rapportør om henrettelser uden lov og dom talte om dette ved en konference i Genéve i denne uge.

For det første er det ikke klart, at terrorhandlinger i USA i 2001 kan være en gyldig bevæggrund for USA til at handle militært i 2012 i et land, som man ikke er i krig med eller hvor der i øvrigt foregår en væbnet konflikt med USA som part.

For det andet er der spørgsmålet om dét, der på engelsk kaldes collateral damage. Ifølge Pakistan er omkring 1000 civile blevet dræbt på grund af droneangreb. En militæraktion er disproportional, hvis de yderligere skader, der forvolder, er betydelige i forhold til de egentlige militære mål. Hvis tallet ovenfor er bare nogenlunde rigtigt, er droneangrebene disproportionale angreb, for der kan næppe være blot tilnærmelsesvis så mange al-Qaeda-medlemmer, der skulle rammes. Hvis de disproportionale angreb kun rammer personer, der forsøger at redde dem, der blev ramt af en tidligere bølge af angreb, er der endda tale om en krigsforbrydelse i folkeretslig forstand. Og måske kan disse følger ikke undgås på grund af drone-teknologien. Også dét er grund til bekymring.

For det tredje er det uklart, hvordan et retsligt efterspil kan finde sted, hvis der sker betydelige civile skader som følge af droneangreb. USA har nemlig ikke ratificeret bl.a. den internationale straffedomstol ICC (International Criminal Court) .

Men resten af verden – og også Danmark – bør sige fra den “kliniske” krig mod terror og dens særdeles elastiske forhold til international lov. Konkret burde andre landes regeringer lade være med at lade sig besnære af Obama og hans brug af drone-teknologien. Herhjemme kan det desværre have lange udsigter; Danmark har for nylig købt droner for 57 millioner; hvad disse droner konkret skal bruges til, er en “efterretningshemmelighed”. Det er næppe rekognoscering det hele.

For en sikkerheds skyld: Det vil ikke blive bedre, hvis Mitt Romney bliver præsident eller hvis Danmark får en anden regering. Regeringen fra 2001 til 2011 gjorde ikke noget for at sige fra over for de enorme problemer, der er i forhold til international lov i “krigen mod terror”. Det er kun os som befolkning, der kan gøre noget for at påvirke den triste udvikling.

(Visited 129 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Én kommentar til “Obama og den kliniske krig mod terror”

Skriv et svar