Populært sagt

I går skrev jeg om en artikel om Alan Turing i Politiken. Artiklen er velment, men er desværre ikke godt skrevet. Dele af beskrivelserne er decideret misforståede, andre steder bliver sammenhængene mellem væsentlige aspekter af Turings arbejde ikke gjort klare.

Jamen, man kan jo ikke skrive på samme måde i en avisartikel som man ville gøre i en akademisk publikation! vil nogen indvende. Avisartiklen skal nå de mange, publikationen når de få. Det har de helt ret i. Man er nødt til at popularisere og popularisering er en vigtig aktivitet inden for formidling af videnskabens resultater.

Den, der populariserer, har nemlig et stort ansvar. Det gælder, uanset om der er tale om en forsker eller en journalist. Eksempler fra de seneste år, bl.a. kontroversen om Bjørn Lomborgs bøger viser vigtigheden af at kunne repræsentere forskningsresultater på troværdig og forsvarlig vis i populær form, hvis resultaterne skal kunne indgå i samfundsdebatten.

Men også, når det “bare” handler om almen dannelse, er det vigtigt at kunne formidle godt. Selv holder jeg meget af at læse gode populærvidenskabelige fremstillinger af problemstillinger og teoridannelser inden for fag, jeg intet kender dem. Her på bloggen har jeg skrevet om bl.a. gode bøger om psykologi og hjerneforskning.

Man har som popularisator et ansvar for at formidle viden på korrekt vis. Videnskabelige begreber betyder nemlig noget præcist, og det forsøger vi også at lære vores studerende. I udlandet findes der efterhånden en del dygtige formidlere, der kan udnytte deres kombinerede journalistiske kunnen og akademiske indsigt til at formidle svære emner på en god måde. Et eksempel er Simon Singh (manden bag bl.a. The Code Book), et andet er Malcolm Gladwell (manden bag bl.a. Outliers). Inden for matematik er The Princeton Companion to Mathematics en fremragende populær fremstilling af centrale teoridannelser inden for matematik.

Populærvidenskabelig formidling kan aldrig være så detaljeret som akademisk kommunikation, for målgruppen er en anden og meget bredere. Samme høje grad af præcision er derfor umulig. Men hvad kan man så kræve af fremstillingen? I en populær artikel er man nødt til at abstrahere detaljer væk, men man må aldrig misrepræsentere de centrale begreber, og man skal gøre det klart, hvad der er de centrale begreber.

Ved abstraktion forstår jeg således ikke, at man skriver på et uforståeligt abstraktionsniveau, men at man udelader detaljer, der vil forvirre. En analogi: At abstrahere væk svarer til at undlade at vise alle detaljer på Afrikas kystlinje på et verdenskort; der mangler detaljer. Men hvis man på verdenskortet bytter om på Afrika og Europa eller helt undlader at vise Afrika, er det en misrepræsentation af Jordens kontinenter.

Hvis man abstraherer væk i stedet for at misrepræsentere, og måske endda gør det klart for læseren, hvor man abstraherer væk, kan man give den nysgerrige læser lyst til at opsøge andre og grundigere kilder, hvor der kommer flere detaljer. Man kunne endda angive nogle kilder, som den nysgerrige læser kan opsøge. I Internettets tidsalder bør dette være muligt.

Det er som sagt ikke trivielt at abstrahere ordentligt, når man giver en populær fremstilling af et svært emne, og ej heller er det trivielt at angive de ordentlige kilder til videre læsning. Men så bør man som skribent opsøge ekspertisen. Jeg turde ikke selv skrive en artikel om et ikke-trivielt emne inden for astronomi uden at konsultere en astronom.

Man skal som fagperson lære at tale fagets sprog. Studerende på universitetet skal kunne dét. Ellers kan de ikke tale med fagfolk, og måske kan de ikke engang “tale med sig selv” i tankeprocesserne. Det kan godt være, at den, der populariserer, kun kan nogle bestemte ord på fagets sprog, men så er det vigtigt at kende betydningen og brugen af disse ord. Det er samtidig (for nu at blive i analogien) både tilladt og klogt at benytte sig af en tolk i tvivlstilfælde.

(Visited 82 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar