Kaczynski og Skrbina

Jeg er gammel nok til at huske den forfærdelige Unabomber-sag i USA i 1990’erne, hvor nogen sendte bomber til akademikere og flyselskaber. Fire mennesker mistede livet og 20 andre blev lemlæstet i større eller mindre omfang. Bombemanden viste sig at være eneboeren Theodore Kaczynski; han lod sig pågribe i 1996 mod at landsdækkende amerikanske aviser ville offentliggøre hans lange “manifest”. Manifestet var udtryk for en ekstremt negativ holdning til teknologien og dens indflydelse på samfundet. Oprindelig var Kaczynski matematiker, men han forlod den akademiske verden og isolerede sig i stigende grad for altså til sidst at ende som en fjendtlig og hadefuld eneboer.

Den amerikanske universitetslærer i filosofi David Skrbina har siden 2003 haft en regelmæssig korrespondance med Theodore Kaczynski, og dette er beskrevet i en lang artikel i Chronicle of Higher Education.

En udtalelse fra Skrbina viser, at også han er teknologiskeptiker og kan forstå (men ikke forsvare) Kaczynskis gerninger ud fra denne teknologiskepsis:

But he conducts his dialogue with Kaczynski with an open mind, as if he were willing to join the cause but has not quite been fully persuaded. “It’s a very strong case that reform is not adequately able to respond to the challenges we face,” he says, dryly. “And if that’s true, then some kind of revolt becomes necessary.” At one point he suggests that it makes sense that Kaczynski sent the bombs, since his manifesto would have been totally ignored otherwise, and the message needs to be heard. “It gave him the leverage to force the publication of the manifesto and to cause it to be read by large numbers of people in the public,” Skrbina says.

“It may yet turn out to be true that he was a prophet and potentially a kind of savior, of humanity and the planet.”

Det spørgsmål, der uvægerligt melder sig hos mig er, i hvilket omfang man skal læse og analysere det, Kaczynski skriver – og i så fald hvordan. Andre terrorister har haft en tilsvarende skrivetrang: Anders Breivik skrev et manifest på 1.500 sider, og også al-Qaeda og Baader-Meinhof-gruppen har fundet tid til at skrive manifester. Også de værste diktatorer har haft skrivetrang: Hitler skrev Mein Kampf, og Stalin, Mao og Pol Pot har ligeledes formuleret sig på skrift i større omfang. Interessant nok er det samtidig veldokumenteret, at Breivik plagierede en hel del fra Kaczynski.

Problemet med Kaczynskis tekster er, at de virker gennemarbejdede, og at der tilsyneladende er sammenhængende ræsonnementer i dem, noget man ikke kan sige om andre terroristers manifester. Kan man finde noget af værdi i dem? Må vi tage dem for pålydende? Skal man ligefrem udgive dem i bogform med redaktionelle kommentarer og forord? Dette har Skrbina faktisk gjort.

Skrbinas udtalelser om Unabomberens mulige profet-status i fremtiden kommer unægtelig til at minde om Anders Breiviks frygtelige udtalelser om, at man en dag vil forstå nødvendigheden af at han dræbte så mange mennesker. Det er bestemt ikke mit indtryk, at Skrbina nærer voldelige holdninger, men han kommer efter min mening til at tage Kaczynskis tekster alt for alvorligt.

Det er nemlig umuligt for mig at læse Kaczynskis tekster uafhængigt af hans ugerninger, for alt, hvad han har skrevet, har i et eller andet omfang haft til formål at retfærdiggøre dem. Kaczynskis bombeattentater udsprang af hans ekstreme teknologiskepticisme, og det er tydeligt af artiklen i Chronicle of Higher Education, at han aldrig har angret noget som helst.

(Visited 44 times, 1 visits today)

Flattr this!

Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar