At lytte til ondskaben

I går skrev jeg om Unabomberen Ted Kaczynski og den amerikanske universitetslærer David Skrbina, der korresponderer med ham og har fået udgivet et udvalg af Kaczynskis skrifter. Ved et af disse underlige tilfælde er der i dag en lang artikel i Information om mediedækningen af Anders Breivik. Igen kommer spørgsmålet: Hvor meget skal vi eksponere terrorister?

Der er ingen tvivl om at Breivik har fået megen mediedækning. Han er endda på forsiden af Information i dag.

Der er delte meninger om hvordan man skal dække retssagen mod Breivik. Skal man referere hans ekstreme holdninger? I NRK har man valgt at gøre det. Stein Bjøntegård fra NRK siger:

»Jeg tror, det farligste, vi kunne have gjort i forbindelse med retssagen, var at tie ham ihjel og behandle ham anderledes end andre tiltalte. Det ville have gjort vejen til mytedannelse kort.«

Men her er forfatteren Freddy Fjellheim lodret uenig.

»Hver gang massemorderens ’sjæleliv’ bliver gjort til en gåde, formes den myte, han vil opnå. Forbryderens mentale beskaffenhed er blevet til en del af den celebritetshandling, som medierne utilsigtet og ureflekteret tilbyder denne figur i overskrifter og introer.«

Men er det egentlig en fordel for Breivik, at han bliver gransket så nøje? Det tror jeg bestemt ikke. Som Carsten Jensen pointerer i en kronik i Politiken, er der nemlig mange personer som Anders Breivik. Krigshandlingerne i det tidligere Jugoslavien viste mange eksempler på mænd, der kom fra det, man troede var et fredeligt europæisk land og som var en feriedestination for mange nordeuropære, men som ikke desto mindre begik ufattelige grusomheder. Massakren i Srebrenica kostede omkring 8000 mennesker livet, omtrent 100 gange så mange som Breivik myrdede. Dette bestemt ikke sagt for at bagatellisere tragedien i Norge, for Breivik var alene om sin forbrydelse, mens der var mange om myrderierne i Srebrenica.

Pointen er nemlig, at Breivik har begået forfærdelige ugerninger, men som menneske er han ikke noget særligt. Det eneste, der karakteriserer ham, er han har planlagt og udført en ufattelig forbrydelse, begrunder den med en nationalistisk idé og ikke udviser nogen form for anger eller empati. Men heller ikke på den måde er han noget særligt. Mange andre har gjort præcis det samme. For et år siden anmeldte jeg Simon Baron-Cohens bog Zero Degrees of Empathy, og jeg er stadig overbevist om at vi skal søge forklaringen i denne kombination af omstændigheder. Nogen myte er han i hvert fald ikke. Breivik er, hvad Baron-Cohen kalder “zero-negativ”, et menneske uden empati. Han er hverken normal eller egentligt syg, og den slags er svært at forstå. Fordi han er zero-negativ, skal vi lytte til ham som vi lytter til andre zero-negative, nemlig med ekstrem skepsis. Alt hvad de siger, gør de nemlig for at manipulere. Så faktisk har både Bjøntegård og Fjellheim ret.

(Visited 47 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar