Kampen om arbejdskampen

20120724-231609.jpg
Vejlegården er også et internat for hunde og katte i nærheden af Værløse.

En af de hændelser, der har fået meget mediedækning, mens jeg har haft ferie, er konflikten på Vejlegården.

Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg bakker fuldt og helt op om fagbevægelsen og om 3F. Forhåbentlig er ikke mange i tvivl om dette. Jeg er selv med i en fagforening (DM), men har selv været forskånet for at være med i arbejdskampe. Arbejdskampe er ubehagelige, følelserne er mange og store, og tonen bliver derfor ofte hård.

En del mennesker får af mediernes dækning det indtryk (og andre ønsker at fastholde et indtryk af) at dette handler om en magtfuld, men trængt fagforening, der forsøger at gøre livet svært for nogle tilfredse ansatte og deres ønske om frihed. Men det vigtige er at huske tre aspekter.

For det første, at konflikten handler om at sikre ordentlige arbejdsforhold på Vejlegården. Hvis man sammenligner 3Fs overenskomst med hvad Kristelig Fagforening tilbyder, bliver dette tydeligt. Kristelig Fagforening får flere medlemmer, men den er et passivt foretagende. Selv Kristelig Fagforening har måttet indrømme, at deres overenskomst ikke er god nok.

Man kan nemlig ikke tage ordentlige arbejdsforhold for givet. De skyldes mange års aktiv indsats fra fagbevægelsen. I lande, hvor fagbevægelsen står svagt, er arbejdsforholdene tilsvarende dårligere. I Storbritannien, hvor fagbevægelsen lige siden Thatcher har været trængt i defensiven, og de fleste lønmodtagere nu ikke er medlem af en fagforening, spiller overenskomster ikke nær samme rolle. Mindstelønnen bliver fastsat ved lov. En undersøgelse fra London School of Economics viste, at i 2007/2008 var indkomstfordelingen blevet den skæveste siden 2. verdenskrig. I USA, hvor fagbevægelsen altid har været i defensiven og i nogle sammenhænge er blevet infiltreret af organiseret kriminalitet, har mange arbejdere en virkelighed, hvor forhold, som vi herhjemme tager for givet – betalt ferie, barselsorlov osv. – slet ikke eksisterer som andet end en drøm. I USA eksisterer fænomenet the working poor, dvs. fuldtidsarbejdende, der alligevel er fastholdt i fattigdom. Endnu er der ikke en tilsvarende samfundsklasse i vores land.

For det andet, at arbejdsforhold er et samfundsanliggende og af den grund et politisk spørgsmål. Stadigt flere mennesker opfatter desværre deres arbejdsforhold som et individuelt projekt, som de selv skal udforme. De gule foretagender som Kristelig Fagforening bakker op om denne opfattelse. Fagforeninger er imidlertid nødt at være politiske; ikke i den forstand at de som politiske partier er nødt til at have fælles holdninger til alle politiske spørgsmål, men de skal tage stilling til arbejdsmarkedspolitik, arbejdsmiljøpolitik, beskæftigelsespolitik osv. osv. De gule foreninger er ikke interesseorganisationer på denne måde; ja, faktisk kan de ikke engang siges at repræsentere de lønmodtagere, der betaler til dem. Dels er de ikke demokratisk opbygget, dels rummer deres ledelse også chefer. Seks ud af elleve bestyrelsesmedlemmer i Kristelig Fagforening er chefer, fire af dem med personaleansvar. Faktisk var Kristelig Fagforening og Kristelig Arbejdsgiverforening (en sådan findes nemlig også) frem til 1931 den samme organisation!

En anden gul forening, Det Faglige Hus, er tænkt som et overskudsgivende firma, ikke som en organisation med medlemsdemokrati. Man hører unægtelig ikke meget fra landsmøder i Det Faglige Hus eller om arbejdskampe; foreningens egen hjemmeside røber ikke noget om medlemmernes eventuelle demokratiske rettigheder. Det Faglige Hus skal fremstå som paraply for en række “foreninger”, der dog alle ser ud til at være oprettet af samme person.

For det tredje er det interessant at opleve borgerlige partier tale om frihed til at vælge som det, der bør være det vigtigste mål for lønmodtagerne. Også i medierne bliver konflikten fremstillet som en frihedskamp, og Vejlegårdens arbejdsgiver bliver i medierne omtalt som “frihedshelt”.Til gengæld tales de pågældende partier ikke meget om lønmodtageres arbejdsforhold. De samme partier, der nu bakker op om de gule fagforeninger, gennemførte som del af den tidligere regering i 2005 en ændring af arbejdsmiljøloven, som blev stærkt kritiseret af fagforeningerne. I værste fald er de pågældende partier interesseret i dårligere arbejdsforhold for lønmodtagere, i bedste fald opererer partierne med et abstrakt, liberalistisk frihedsideal og tager det for givet, at lønmodtagere vil få en ordentlig løn og ordentlige arbejdsforhold.

Lad mig derfor gentage mig selv her: De gode arbejdsforhold herhjemme og de menneskeværdige lønninger skyldes ikke initiativer fra de gule foreninger eller de borgerlige regeringer. Tværtimod. Og arbejdsgiver og lønmodtager har faktisk ikke samme interesser; de er ofte i direkte modstrid. Arbejdsgivernes frihed er specielt ikke den samme som lønmodtagernes. Arbejdsgivere vil have så stor frihed som muligt til at afskedige og omplacere og ændre arbejdsforhold og løn; dette er ikke i lønmodtageres interesse. At der er denne forskel, er der ikke noget suspekt i som sådan. Sådan må det være. Men forskellen i interesser er reel, og derfor har lønmodtagere brug for en stærk interesseorganisation, ikke for de gule foreninger.

Dermed ikke være sagt, at fagbevægelsen er perfekt. Den konfronterende stil, som er helt nødvendig i en arbejdskamp, kan på potentielle medlemmer måske virke skræmmende. Og det er også et problem, at fagbevægelsen ikke altid har fået det igennem, den måske kunne have gjort – i landspolitisk sammenhæng kunne den godt have været mere konfronterende. For mange medlemmer fremstår fagforeninger som forsikringsselskaber, men de er også demokratiske interesseorganisationer, hvor man ved at være aktivt medlem kan få meget stor indflydelse. Man bør derfor overveje, hvordan demokratiet i fagforeningerne kan gøres mere gennemsigtigt. Og endelig er der stadig problemer med den tætte tilknytning, der i mange år har været til især Socialdemokraterne. Egentlig er problemerne efterhånden mere et spørgsmål om image end om reel tilknytning til partier, men de omtales ofte. (Og hvor ofte tales der om f.eks. Kristelig Fagforenings religiøse grundlag, der bl.a. giver sig udslag i forbindelser til Indre Mission og gør at kun bekendende kristne kan være med i ledelsen?)

Men selv om fagbevægelsen ikke er perfekt, så er den nødvendig for at sikre lønmodtagernes interesser. De gule foreninger gør det ikke.

En sidste bemærkning om de borgerlige partiers iver for at støtte de gule foreninger og for at lave indgreb, der svækker muligheden for blokader: De borgerlige partier er traditionelt allieret med arbejdsgiverne, men de store arbejdsgiverorganisationer går faktisk ikke ind for at fjerne mulighederne for at føre arbejdskamp; en logisk konsekvens af ved lov at svække mulighederne for at føre arbejdskamp for fagforeningerne ville nemlig bl.a. være, at en symmetrisk svækkelse af mulighederne for f.eks. lockout skulle indføres. Og ironisk nok kunne man nemt forestille sig, at der ville blive flere og mere uregelmæssige arbejdskampe; den overenskomstmodel, der gennem årtier har været i Danmark, har faktisk i høj grad været med til at forebygge sporadiske arbejdskampe.

Hyldest til Eugéne Ionesco

Min datter glemte sin mobiltelefon i bussen på vej til Spejdernes Lejr 2012 i Holstebro. Da jeg opdagede det, ringede jeg til telefonselskabet. Følgende samtale udspandt sig.

– Jeg hedder Hans Hyttel. Min datter har mistet sin telefon. Jeg vil gerne have spærret sim-kortet.
– Hvad er nummeret, det er tilknyttet?
– Det er 555-3412.
– Det er et sim-kort til data.
– Det forstår jeg ikke.
– Man kan ikke ringe op til det, for det er et sim-kort til data. Vil du gerne have det spærret?
– Det er ikke et sim-kort til data. Det er sim-kortet til min datters telefon. Den er blevet væk, så den skal spærres. Man kan sagtens ringe op til min datters telefon.
– Det er et sim-kort til data, Carsten.
(undrer sig over at blive kaldt Carsten) Vent, jeg kom til at bytte om på nogle cifre. Det rigtige nummer er 555-1234. Jeg gentager: Nummeret er 555-1234. Det er det nummer, jeg mener. Altså 555-1234.
– Carsten, vil du gerne have sim-kortet spærret, selv om det er til data?
(nu med stor utålmodighed) Så hør dog efter hvad jeg siger! Jeg vil have spærret min datters telefon, der er blevet væk.
– Tag det nu roligt, Carsten.
(brøler) For helvede! Jeg hedder ikke Carsten!! Jeg hedder Hans Hyttel og jeg vil have spærret sim-kortet på min datters mobiltelefon. Det er det, jeg hele tiden har prøvet at fortælle dig!!!!
– Nå, jeg kan se, at jeg har tastet et forkert nummer. Jeg spærrer kortet nu.
– Godt.
– Er der andet, jeg kan hjælpe dig med?
– Det tror jeg ikke.

(Iflg. Den Store Danske:

Eugène Ionesco, opr. Eugen Ionescu, 26.11.1909-28.3.1994, fransk-rumænsk forfatter, der fik afgørende betydning for det absurde drama fra anden halvdel af 1900-t.

… bl.a. Le Rhinocéros (skrevet 1958, Næsehornet, Alléscenen 1961) om det gode menneske Bérenger og hans ubodelige ensomhed under et totalitært regimes smittebærende styre, der i stykkets fabel gør alle til næsehorn.)

Sæsonen er slut

Sæsonen er slut

Det er en underlig, tung, grå sommer som så mange før denne herhjemme. I dag er det min sidste dag inden sommerferien, og jeg prøver at runde tingene af på mit kontor. Jeg tror ikke, det lykkes helt. Udsigten er den, man kan se ovenfor. I de næste tre uger vil denne blog formodentlig ligge stille, mens jeg prøver at koncentrere mig om noget andet – eller måske snarere prøver på ikke at koncentrere mig så meget. Det har været et meget blandet år siden sidste sommer, og der har været en del at gruble over for mig og for andre, jeg kender. Tak til jer, der læser med her!

Kvalitet og kvantitet i undervisningen

I går skrev jeg om en pige fra Frederikshavn, der er eller har været uddannelsessøgende og tydeligvis har en meget ringe indsigt i grundlæggende forhold i samfundet og almindelig dansk sprogbrug og udstiller dette i “søde” videohilsner på Facebook. Senere viste jeg videoen til min datter, og hun sagde

– Jamen far, det hedder da nordmænd. Tænk, at hun ikke ved dét.

Her skal jeg huske at tilføje, at min datter er 11 år og skal begynde i 5. klasse til august. Min kone foreslog, at jeg skulle skrive til Frederikshavn Gymnasium & HF og spørge, hvordan de havde det med at have elever af denne tvivlsomme standard. (Det har jeg ikke gjort endnu, men jeg overvejer det.)

I dag kan jeg læse en kronik i Berlingske af Erik Albæk fra Center for journalistik ved Syddansk Universitet. Det er en meget positiv kronik om hvordan myten om de uvidende studerende er netop dét – en myte. Han skriver

Det kan vel være, at nogle uddannelser har problemer med deres studentermasse. Men det har absolut ikke alle. Når det drejer sig om mit eget fag, statskundskab, er det stort set kun gået frem på alle relevante dimensioner, siden jeg blev indskrevet ved universitetet i 1974. Det gælder råvaren, produktionsfaktorerne og – processen og produktet.

Jeg er oprigtigt glad for at det går denne vej. Selv vil jeg bestemt også hævde, at der er ting, der er blevet endog meget bedre. Universitetspædagogik bliver taget langt mere alvorligt, end den blev, da jeg studerede – eller i de første år af min tid som universitetslærer.

Hvor der i begyndelsen af 1970erne var frit optag ved landets universiteter, kræver optagelse på statskundskabsuddannelsen i dag et studentereksamensgennemsnit på over ni og matematik på minimum B-niveau. Og hvor gymnasieundervisningen dengang foregik »ex cathedra«, altså fra læreren til eleverne, har nutidens studenter i teams lært at samarbejde om problemløsning og at forholde sig kritisk til stoffet og den undervisning, de modtager. Det har betydet, at nutidens statskundskabsstuderende er langt bedre rustede til det universitetsstudium, der venter dem, end jeg og mine medstuderende var for 40 år siden.

Det er jeg også glad for at høre, og mit indtryk er også at mange studerendes kompetencer på nogle områder er blevet bedre. Men hvordan harmonerer dette med at der i dagens Danmark findes gymnasieelever, der ligger hen over bordene i timerne og spiller spil eller ikke ved om “norskere” bor i huse? Og hvordan harmonerer det med de aktuelle tal, der viser at den for taksameterprincippet så vigtige produktion af studenterårsværk (STÅ) er for nedadgående på mit fakultet på Aalborg Universitet?

Den store udfordring er for mig at se, at vi tager uddannelser, der engang blev taget af en mindre del af en årgang og forsøger at indrette dem til masseuddannelser, og det er her, noget ikke er lykkedes. Men hvad skal vi gøre, hvis/når vi nu skal indrette masseuddannelser?

Jeg vil her ikke påpege mulige løsninger – for der er allerede foreslået mange. Det vigtigste er for mig at se at forstå årsagerne først. Her er et for mig at se væsentligt eksempel: En mulig årsag til at Erik Albæk oplever gode studerende er, at der faktisk ikke er frit optag på statskundskabsuddannelse, men at den har et temmelig højt adgangsgivende gennemsnit, der i et vist omfang sorterer de mindst kompetente ansøgere fra. På uddannelserne på det teknisk-naturvidenskabelige fakultet på Aalborg Universitet er der derimod frit optag. Om adgangsbegrænsningen har en effekt på de studerendes præstationer og eventuelle frafald, eller om der er andre faktorer, der gør sig gældende, er desværre svært at undersøge. Men det bør gøres.

I den kommende tid vil vi lave en langsgående undersøgelse af hvordan det går studerende, der bliver optaget på datalogiuddannelserne på Aalborg Universitet for at se, hvordan deres resultater undervejs bliver påvirket af deres adgangsgivende eksamen – her specielt karakterer i relevante fag og hvilken type adgangsgivende eksamen, der er tale om – og om der er en sammenhæng mellem de samme studerendes karakterer i bestemte progressionsforløb undervejs på uddannelserne.

(Man burde måske også undersøge, om undervisernes baggrund har en indflydelse. Dette har vi dog ikke valgt at gøre her, da vi formoder, at udskiftningen i undervisere over en kort årrække er ringe.)

Jeg så hellere, at sådanne undersøgelser blev gjort til en standardpraksis end at man brugte mange resurser på andre slags evalueringer. Her tænker jeg specielt på de resursekrævende, men egentlig ikke særligt informative akkrediteringsrunder. Akkrediteringsrunderne bliver først og fremmest brugt til at fælde dom over bestemte uddannelsesmiljøer, hvor det, der egentlig var mere tiltrængt, var en systematisk kvalitetsudvikling.

De emigrerer vores land (eller: Uddannelse og dannelse)

Jeg opdagede videoklippet på Facebook i går via Peter May. Pigen på billedet er Pernille Nygaard, der tilsyneladende med mellemrum lægger videohilsner og fotos ud på sin Facebook-profil. Ifølge samme har hun gået på Frederikshavn Gymnasium & HF. Om hun er blevet student derfra, ved jeg ikke. Hun har også været med i reality-programmet Paradise Hotel på TV3, kan jeg se.

Mange synes at dette videoklip er morsomt, og dette kan man se bl.a. af nogle særdeles overbærende kommentarer på Facebook. Min egen reaktion var radikalt anderledes – jeg opdagede, at jeg blev vred, og jeg måtte prøve at finde ud af hvad det skyldes.

Meget af min umiddelbare vrede udspringer formodentlig af ét bestemt spørgsmål: Hvorfor er der dog ikke nogen, der gør noget ved dette sørgelige fænomen? Tænk, at man kan gå igennem livet og blive ved med at vide så lidt! Mit indtryk af kommentarerne er nemlig, at der ikke er nogen, der udfordrer den pågældende piges ekstreme uvidenhed. Mange bruger den kun til at spejle sig i og til at bekræfte sig selv – sådan er vi i det mindste ikke selv. Så måske er min umiddelbare vrede i virkeligheden rettet mod alle de andre, der heller ikke gør noget, og mod den holdning til dette at være kompetent og vidende, der ligger bag.

Jeg ser tre problemer, og hvert af dem fortjener en langt grundigere analyse, end jeg vil kunne give her. Ét af problemerne er af kognitiv art, men de to andre er (som jeg opfatter dem) faktisk politisk betingede.

For det første er der et problem med det enkelte menneskes indsigt i viden og mangel på samme. Det kan være meget svært at udfordre uvidenhed. Tilstrækkeligt inkompetente personer kan ikke bringes til at indse deres egen manglende kompetence eller hvorfor den er et problem. Dette er Dunning-Kruger-effekten, som jeg skrev om for knap et år siden. Formodentlig er det den, der gør sig gældende her. I et interview med Pernille Nygaard på Radio 24syv siger hun:

Jeg synes ikke selv, at det jeg siger, er dumt.

Sokrates var beundringsværdigt ærlig, da han (ifølge Platon) sagde, at

Det eneste,  jeg ved, er at jeg intet ved.

Bemærk forskellen mellem de to citater.

For det andet er der et problem i de strukturer, der gør uvidenheden mulig. I indslaget på Radio 24syv bliver Pernille Nygaards mor også spurgt, og hun undrer sig tydeligvis over at hendes datter fremstår så dum, for det synes hun ikke, at hun er. “Hun klarede sig jo godt i gymnasiet”. Her er spørgsmålet nemlig hvorvidt uddannelsespolitikken, der burde sikre et ordentligt vidensniveau i befolkningen, så faktisk også sikrer det. Der er i dag en officiel målsætning om at 95% af hver ungdomsårgang skal gennemføre en ungdomsuddannelse. Det er i sig selv ikke nogen dårlig målsætning. Men det paradoksale er, at den findes i en virkelighed, hvor tildelingen af undervisningsresurserne styres af taxameterprincippet. For at få resurser nok til en undervisning, der kan sikre, at mange gennemfører, skal man først have mange, der gennemfører. I en kronik i Information i dag skriver Freja Schloss, der er gymnasielærer, om det almene gymnasiums krise, som hun oplever den.

Med overgangen til selveje indførte man bestyrelser på gymnasierne, hvor driftige lokale erhvervsfolk præger virksomheden ’Gymnasiet A/S’. Det har f.eks. medført, at rektorerne via resultatløn årligt får en personlig bonus, hvis gennemførelsesprocenterne stiger. Så hvis gymnasierne sanktionerer en uacceptabel adfærd og smider en elev ud, går det ikke bare ud over institutionens taxameterpenge, men også over rektors egen pengepung.

På nogle gymnasier kan eleverne groft sagt opføre sig, som de vil. De kan være voldelige over for hinanden, de kan lægge sig oven på bordet midt i timen og tjekke Facebook på mobilen, de kan spille spil på deres mobil i timerne, de kan undlade at forberede sig, de kan undlade at medbringe de af skolen udleverede undervisningsmaterialer (som lærer må jeg ikke engang give dem fravær for den pågældende time), de kan ignorere lærerens instruktioner til diskussionsarbejde i par/grupper – de kan på alle mulige måder tillade sig at være komplet ligeglade med den undervisningssituation, som de er en del af, fordi læreren ikke har nogen reel sanktionsmulighed. I gymnasiet kan man naturligvis give en lav karakter, men på HF har man ikke engang den mulighed.

For det tredje er der et problem i en holdning, der er til kompetencer og dannelse og disses berettigelse i samfundet. I Radio 24syv-interviewet siger Pernille Nygaard selv dette:

Jeg kan jo godt kende forskel på én og ét. Det er ikke dét. Men jeg er bare nok ikke så god til fremmedordsprog, og jeg er ikke så god til computere, og jeg ved ikke ret meget om udlandet, og jeg har virkelig overhovedet heller ikke tænkt mig at åbne en bog, der siger noget som helst om udlandet. For hvad fuck skal jeg bruge det til? Jeg skal være sanger eller skuespiller. Hvorfor skal jeg så… hvorfor skal jeg så vide at norskere spiser franskbrød eller drikker øl eller hvad fanden eller hvad fuck de drikker? Nej, undskyld jeg bander, men det er ikke det, jeg skal. Jeg skal ikke være videnskabsmand, jeg skal ikke være den nye Einstein, jeg skal være den nye mig.

Pernille Nygaards deltagelse i et reality-tv-show er tydeligvis hendes instrument i forsøget på at gøre karriere. Egentlig indsigt ser hun som et alternativt instrument, som hun vælger fra. Men hvorfra kommer dette billede? Mit eget bud er dette: Taksameterprincippet er sammen med en officiel politik om, at man skal have en uddannelse for at kunne få et godt arbejde, med til at skabe et billede af uddannelse som et instrument snarere end som en vigtig værdi i sig selv. Og når underholdningsverdenen samtidig gennem reality-tv fremviser en alternativ karrieremulighed, bliver kompetence det instrument, der bliver legitimt at fravælge. Pernille Nygaard har gået i gymnasiet, men for hende (og også for gymnasiet) handlede det om uddannelse, men ikke dannelse. For hvis der er noget, Pernille Nygaard ikke har fået (og måske aldrig vil kunne bringes til at forstå, at hun ikke har), er det en nødvendig almen dannelse. Måske er det i virkeligheden dét, jeg er allermest vred over.

Et plastisk samfund

Termokanden. Den lille sprayflaske med sprit til at rense computerskærmen med. Den lille børste, der skal sprit på for at rense samme skærm. Telefonen. Den lille pose, der var nødder i, og som jeg smed væk. Tusserne til tavlen i auditoriet. Drikkeglasset med en blomst på. Kuglepennen. Strømforsyningen til min computer. Radioen. De små højttalere, der er sluttet til min computer. De blå, gule, grønne og røde A4-lommer til papir.

Alle disse genstande befinder sig på mit skrivebord, mens jeg skriver dette. De har én ting tilfælles: De er i større eller mindre omfang lavet af plastic. Plastic er et fremragende materiale. Men en dag går termokanden og strømforsyningen og de små højttalere i stykker, og tusserne bliver slidt op. Så er plastic en byrde.

I Taiwan er man for længst begyndt at betragte plastic som en resurse. I 2010 blev hele 73 procent af østatens plastic genanvendt. I 200 blev over 180.000 tons plastic genanvendt som råmaterialer til en værdi af mere end 140 millioner amerikanske dollars. Hele 9 af de landshold, der var med ved det seneste fodbold-VM i Sydafrika spillede i dragter, lavet af såkaldt eco-fabric, som er fremstillet af – brugte plasticflasker. Man er endda også begyndt at fremstille mursten af genbrugsplastic.

Noget lignende må vi også kunne gøre herhjemme, og det kunne være en måde at skabe nye arbejdspladser på. Teknologien er der allerede. Men ingen private firmaer har taget et sådant initiativ; dette må være en målsætning for en visionær regering (hvis en sådan ellers findes – den nuværende opposition ser ikke ud til at have forslag i denne retning).

Problemer set på afstand

Set på afstand.
Dette billede bør ses på afstand.

Det er svært at se tidsperspektivet. Det vi er glade for eller vrede over lige nu, det vi investerer tid og penge i lige nu er det, vi kan se. Det påvirker alt, hvad vi gør som mennesker. I Information skriver Lars Pehrson fra Merkur Bank om hvordan regulering, og her mener han den kortsigtede regulering i form af “bankpakker”, fiskekvoter og langsom udfasning.

Ikke alene ligger kortsigtethed til den menneskelige natur, vi har tilmed indrettet os med tankesæt, incitamenter og regler, så nutiden altid får forrang for fremtiden. Det er derfor, vi pumper den sidste olie op for fuld kraft i stedet for at gemme noget af den til om 100 år. Det er derfor, vi ikke kan gennemføre en effektiv fiskeriregulering: Vi vil sælge fiskene nu! Det er derfor, vi fortsætter med at forurene vores omgivelser, uanset hvor mange gange vi får at vide det bliver dyrt eller katastrofalt for fremtiden – vi vil beholde fortjenesten nu og ikke bruge noget af den til at rydde op.

I en lille oversigtsartikel på Psyblog opsummerer forfatterne konklusionerne fra 10 psykologiske undersøgelser, der alle påpeger mulige virkninger, de fleste af dem positive, ved at se problemer på afstand. Hermed menes ikke, at man skal have et distanceret forhold til den pågældende problemstilling, men simpelthen, at man skal forsøge at få et overblik over den.

Kortsigtetheden er kombinationen af grådighed og fornemmelsen af hvordan mange små ændringer kan føre store ændringer med sig. Den nye generation af en art ligner den foregående generation til forveksling – så hvordan kan nye arter opstå? Og forældrenes sprog er ikke specielt forskelligt fra deres børns (det er trods alt forældrene, der har lært børnene det) – så hvordan kan et sprog ændre sig til ukendelighed? Og jeg smed kun en lille papirserviet på græsset til den store musikfestival – så hvorfor kan det vare tre måneder at rydde op bagefter? Og det var bare en enkelt ubehagelig kommentar fra mig i et debatforum på nettet – så hvorfor udarter diskussionerne til en hadefuld krig på ord? Og jeg ville bare have lidt kød at spise, da vi omsider ankom til Mauritius, og der var så mange store fede fugle – så hvorfor er dronterne blevet udryddet?

Vi er nødt til at huske, at forståelse kræver overblik.

“Two experiments demonstrate that cueing people to reason about personally meaningful issues (Study 1: Career prospects for the unemployed during an economic recession; Study 2: Anticipated societal changes associated with one’s chosen candidate losing the 2008 U.S. Presidential election) from a distanced perspective enhances wise reasoning (dialecticism; intellectual humility), attitudes (cooperation-related attitude assimilation), and behavior” (Kross & Grossmann, 2011)

Hver sin niche

20120708-225952.jpg

Center for Vild Analyse rammer igen hovedet på sømmet med en parallel mellem den akademiske specialisering og den kapitalistiske ditto. Nøglecitatet er dette:

Og her er det så, at man bare glemmer en ting: Den akademiske diskurs er allerede konstrueret som kapitalismens diskurs. Det drejer sig ikke om at skabe noget virkelig nyt, men snarere om at finde sin niche; det drejer sig om kodeks og om henvisninger, om at passe ind i kredsløbet. Ganske som kapitalismen i sin helhed, så fungerer også akademiet som en stor maskine, hvor den enkelte prøver at hoppe ind og køre med, indtil hun har fundet sin helt egen drejning, sit helt eget moment. Akademikere er lige så høflige og velovervejede som investorer og virksomhedsledere. Så læn jer roligt tilbage, alle I emsige, bekymrede politikere. Der var aldrig nogen forskel. Det er kun, når nogen vitterligt forsøger at skabe sine videnskabelige resultater – eller sin formue – som førstebevæger, at kæden springer af. Er Stein Bagger og Milena Penkowa ikke de perfekte eksempler på det?

Og her er bekymringen så. For hvordan kan vi skabe nyt, hvis vi først og fremmest er små hjul i et stort maskineri?

Om at tage sig af affald

20120707-135913.jpg

Der er en masse god musik på Roskildefestivalen, og der er faktisk også god mad – men der er også enorme mængder af affald. Jeg lægger mærke til to fænomener:

For det første, at der trods mange tydeligt afmærkede affaldsspande og en pantordning for plastickrus bliver smidt en forfærdelig masse affald rundt omkring. Jeg kan læse, at nogle festivalgæster føler sig i deres gode ret til at gøre det – de har jo betalt for billetten og dermed også for oprydningen. Men der er år, hvor det har taget tre måneder at rydde op efter de 75.000 gæster.

For det andet er der faktisk en del mennesker, der samler affald med stor ihærdighed. Næsten umærkeligt går asiater og østeuropæere (hvoraf mange formodentlig er romaer) rundt og indsamler det affald, der er pant på – smulerne fra de riges fest.

Men ret skal være ret –Roskildefestivalen er faktisk mere bæredygtig end en dansk by. Helt skidt er skidtet ikke!

Hvad siger anmelderne?

I går aftes var den sidste koncert, jeg var til, med amerikanske Janelle Monáe, og jeg syntes, den musikoplevelse var dagens højdepunkt. Det tog lidt tid. Først skulle jeg så langt ind i teltet, at jeg kunne se ordentligt og ikke længere blev distraheret af de publikummere, der åbenbart hellere vil tale sammen end høre musikken til den koncert, de er til. Den slags kan ordnes ved “naturlig afgang”, for til enhver festivalkoncert er der en del personer, der går midt i det hele.

Janelle Monáe leverede varen sammen med sit band; i den sidste halve time af de 90 minutter, koncerten varede, havde hun publikum i sin hule hånd til en lang omgang call-response, og på et tidspunkt satte hun sig ned på scenen. Stort set alle i publikum satte sig så også ned. Der var stort bifald med armene i vejret, og jeg lagde også mærke til leadguitaristen, der var temmelig entusiastisk.

På vej fra koncerten kunne jeg høre andre tale om, hvor godt det havde været.

“Mat genkomst fra hypet håb”, skrev Henrik Queitsch i Ekstrabladet.

“Soulet powerwoman kæmpede med elendig lyd og en guitarist med en offday. Janelle Monáe blev båret igennem af publikum, men skuffede med koncert, der ikke afslørede ny udvikling.”, skrev Erik Jensen i Politiken.