At begynde forfra

Der findes bøger, som man sluger råt, og bøger, som man af en eller anden grund lægger fra sig igen og igen. Jeg begyndte på Mario Vargas Llosas Krigen ved verdens ende i 1991, gav op en tredjedel inde og fik først læst bogen mange år senere. Og jeg husker, hvordan jeg brugte et helt år på at læse Gabriel Garcia Marquez’ erindringer At fortælle menneskene. Det er ikke fordi, jeg ikke læste andre bøger det år – tværtimod. Jeg fandt den ene bog efter den anden at pløje mig igennem i stedet. Af og til læste jeg så pligtskyldigt 10-20 sider i At fortælle menneskene,inden jeg hastede videre til næste bog.

Dette års underlige bogoplevelse skyldes The Shock Doctrine af Naomi Klein. Jeg begyndte at læse bogen omkring nytår, men først i denne weekend tog jeg mig sammen og fik den læst færdig.

Det er faktisk en rigtig interessant bog. Naomi Kleins bog er en lang analyse af bemærkelsesværdige begivenheder i det 20. århundrede; hendes tese, som hun underbygger særdeles grundigt med et fyldigt noteapparat og en meget lang kildeliste, er at det er blevet almindeligt at se krige, naturkatastrofer og større samfundsomvæltninger som anledning til at lave store neoliberalistiske/monetaristiske ændringer af økonomien i de samfund, der er berørt af alt dette. Ja, i en del tilfælde har økonomiske interesser direkte fremprovokeret krige og samfundsomvæltninger, der har sendt samfund i en slags choktilstand. I alle tilfælde har ændringerne ført til, at den økonomiske og sociale ulighed er blevet kraftigt øget. Der er blevet dannet en lille, rig overklasse og en stor underklasse. Denne udvikling kalder Klein for disaster capitalism, katastrofekapitalisme.

Det er velkendt, at store amerikanske firmaer som International Telephone & Telegraph (ITT) havde afgørende interesser i Pinochets militærkup i Chile i 1973 og at den amerikanske økonom og Nobelprismodtager Milton Friedman i høj grad påvirkede de meget omfattende privatiseringer, der fandt sted efter kuppet. Mindre kendt er det, at der i kølvandet på stormfloden i New Orleans i 2005 blev indført store økonomiske ændringer, herunder store offentlige nedskæringer og en fuldstændig overhaling af skolesystemet – alt sammen meget direkte inspireret af Milton Friedman.

Naomi Kleins fortjeneste er, at hun dokumenterer at der er mange andre lignende tilfælde, og at de i stort omfang er udsprunget af økonomer, der havde deres teoretiske ballast fra den såkaldte Chicago-skole bestående af netop Milton Friedman og andre økonomer fra Economics Department på University of Chicago. Disse Chicago-skolede økonomer har på afgørende vis formet den internationale valutafond IMF og Verdensbanken og dermed også den politik, der er blevet ført i de lande, som IMF og Verdensbanken har rådgivet eller stillet krav til.

Ét er at progressive folkelige bevægelser som bl.a. Solidaritet i Polen og ANC i Sydafrika endte med at gå stik imod deres oprindelige politiske mål, da de kom til magten. Et andet er, at der i nogle tilfælde bevidst er blevet skabt situationer, hvor katastrofekapitalismen nemmere kunne udfolde sig. Det mest voldsomme eksempel er krigen i Irak i 2003, hvor ledende figurer i den amerikanske regering havde store økonomiske interesser i firmaer som Blackwater og Halliburton.  Disse firmaer endte med at få udliciteret en hel masse opgaver, som ellers ville have varetaget af den amerikanske hær; Irak-invasionen og den “genopbygning”, som derefter fandt sted, var i høj grad udliciteret til private aktører.

Denne del af bogen er klart den allermest interessante, og det var især en øjenåbner for mig at indse, hvor meget af det, man ellers hører rapporteret i medierne som etniske eller religiøse konflikter i Irak, der reelt har økonomisk baggrund. Ikke mange ved f.eks. at over 500.000 irakere fra hær, men også fra sundhedsvæsen og andre offentlige myndigheder blev afskediget. Ikke mange ved, at alle virksomheder uden videre blev privatiseret eller at de fleste aktiviteter inden for “genopbygning” i Irak slet ikke eller næsten ikke har anvendt irakisk arbejdskraft. Det var med andre ord en form for “genopbygning”, der havde det som et vigtigt mål at rive en hel masse ned først. I den økonomiske krise, alt dette har medført, har nationalistiske og ekstremt religiøse kræfter haft alt for gode muligheder for at få opbakning netop ved at iværksætte sociale programmer i stedet for dem, der ikke længere fandtes fra officiel side. Kapitlerne om Irak (og Mellemøsten i det hele taget) er bogens største styrke.

Der er også nogle klare svagheder i The Shock Doctrine. Den største er den lange sidehistorie om psykiatriske teknikker med sanseberøvelse mv., der skulle bryde patienter ned for at bygge dem op igen. Her ser Naomi Klein tydelige paralleller til både de torturmetoder, som er blevet anvendt i Chile og i Irak og til katastrofekapitalismens strategi med at udnytte eller fremelske en tilstand, hvor meget af de økonomiske system er i chok. Men uanset hvor afskyeligt alt dette er (og afskyeligt, det er det bestemt), synes jeg ikke, at en konkret sammenhæng fremstår så klart, som jeg kunne ønske mig.

Naomi Kleins lidt overbærende, skeptiske holdning til menneskerettighedsaktivister – her blandt andet Amnesty International – synes jeg også er ærgerlig at læse. Det er korrekt, at Amnesty International i 1970’erne fokuserede på at fordømme Pinochet-regimets massive brug af tortur og ikke kritiserede de økonomiske omstændigheder i Chile. Men i vore dage gør vi netop meget ud af at påpege sammenhængene mellem sociale/kulturelle og civile/politiske rettigheder i vores arbejde i Amnesty International. Vi ved, at disse rettigheder er uløseligt forbundet til hinanden.

En tredje svaghed kan The Shock Doctrine ikke gøre for, da bogen er fra 2007. De seneste 5 års økonomiske krise kan bogen af gode grunde ikke udtale sig om.

Mit sidste kritikpunkt ved The Shock Doctrine, og måske i virkeligheden også årsagen til at bogen var så svær at læse, er at den på én gang er informationstæt og savner en klar struktur. Derfor ender man med at blive nødt til at lave en meget “lineær” læsning af den. Strukturen af bogen går først for alvor op for mig til sidst.

(Visited 48 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Én kommentar til “At begynde forfra”

Skriv et svar