De emigrerer vores land (eller: Uddannelse og dannelse)

Jeg opdagede videoklippet på Facebook i går via Peter May. Pigen på billedet er Pernille Nygaard, der tilsyneladende med mellemrum lægger videohilsner og fotos ud på sin Facebook-profil. Ifølge samme har hun gået på Frederikshavn Gymnasium & HF. Om hun er blevet student derfra, ved jeg ikke. Hun har også været med i reality-programmet Paradise Hotel på TV3, kan jeg se.

Mange synes at dette videoklip er morsomt, og dette kan man se bl.a. af nogle særdeles overbærende kommentarer på Facebook. Min egen reaktion var radikalt anderledes – jeg opdagede, at jeg blev vred, og jeg måtte prøve at finde ud af hvad det skyldes.

Meget af min umiddelbare vrede udspringer formodentlig af ét bestemt spørgsmål: Hvorfor er der dog ikke nogen, der gør noget ved dette sørgelige fænomen? Tænk, at man kan gå igennem livet og blive ved med at vide så lidt! Mit indtryk af kommentarerne er nemlig, at der ikke er nogen, der udfordrer den pågældende piges ekstreme uvidenhed. Mange bruger den kun til at spejle sig i og til at bekræfte sig selv – sådan er vi i det mindste ikke selv. Så måske er min umiddelbare vrede i virkeligheden rettet mod alle de andre, der heller ikke gør noget, og mod den holdning til dette at være kompetent og vidende, der ligger bag.

Jeg ser tre problemer, og hvert af dem fortjener en langt grundigere analyse, end jeg vil kunne give her. Ét af problemerne er af kognitiv art, men de to andre er (som jeg opfatter dem) faktisk politisk betingede.

For det første er der et problem med det enkelte menneskes indsigt i viden og mangel på samme. Det kan være meget svært at udfordre uvidenhed. Tilstrækkeligt inkompetente personer kan ikke bringes til at indse deres egen manglende kompetence eller hvorfor den er et problem. Dette er Dunning-Kruger-effekten, som jeg skrev om for knap et år siden. Formodentlig er det den, der gør sig gældende her. I et interview med Pernille Nygaard på Radio 24syv siger hun:

Jeg synes ikke selv, at det jeg siger, er dumt.

Sokrates var beundringsværdigt ærlig, da han (ifølge Platon) sagde, at

Det eneste,  jeg ved, er at jeg intet ved.

Bemærk forskellen mellem de to citater.

For det andet er der et problem i de strukturer, der gør uvidenheden mulig. I indslaget på Radio 24syv bliver Pernille Nygaards mor også spurgt, og hun undrer sig tydeligvis over at hendes datter fremstår så dum, for det synes hun ikke, at hun er. “Hun klarede sig jo godt i gymnasiet”. Her er spørgsmålet nemlig hvorvidt uddannelsespolitikken, der burde sikre et ordentligt vidensniveau i befolkningen, så faktisk også sikrer det. Der er i dag en officiel målsætning om at 95% af hver ungdomsårgang skal gennemføre en ungdomsuddannelse. Det er i sig selv ikke nogen dårlig målsætning. Men det paradoksale er, at den findes i en virkelighed, hvor tildelingen af undervisningsresurserne styres af taxameterprincippet. For at få resurser nok til en undervisning, der kan sikre, at mange gennemfører, skal man først have mange, der gennemfører. I en kronik i Information i dag skriver Freja Schloss, der er gymnasielærer, om det almene gymnasiums krise, som hun oplever den.

Med overgangen til selveje indførte man bestyrelser på gymnasierne, hvor driftige lokale erhvervsfolk præger virksomheden ’Gymnasiet A/S’. Det har f.eks. medført, at rektorerne via resultatløn årligt får en personlig bonus, hvis gennemførelsesprocenterne stiger. Så hvis gymnasierne sanktionerer en uacceptabel adfærd og smider en elev ud, går det ikke bare ud over institutionens taxameterpenge, men også over rektors egen pengepung.

På nogle gymnasier kan eleverne groft sagt opføre sig, som de vil. De kan være voldelige over for hinanden, de kan lægge sig oven på bordet midt i timen og tjekke Facebook på mobilen, de kan spille spil på deres mobil i timerne, de kan undlade at forberede sig, de kan undlade at medbringe de af skolen udleverede undervisningsmaterialer (som lærer må jeg ikke engang give dem fravær for den pågældende time), de kan ignorere lærerens instruktioner til diskussionsarbejde i par/grupper – de kan på alle mulige måder tillade sig at være komplet ligeglade med den undervisningssituation, som de er en del af, fordi læreren ikke har nogen reel sanktionsmulighed. I gymnasiet kan man naturligvis give en lav karakter, men på HF har man ikke engang den mulighed.

For det tredje er der et problem i en holdning, der er til kompetencer og dannelse og disses berettigelse i samfundet. I Radio 24syv-interviewet siger Pernille Nygaard selv dette:

Jeg kan jo godt kende forskel på én og ét. Det er ikke dét. Men jeg er bare nok ikke så god til fremmedordsprog, og jeg er ikke så god til computere, og jeg ved ikke ret meget om udlandet, og jeg har virkelig overhovedet heller ikke tænkt mig at åbne en bog, der siger noget som helst om udlandet. For hvad fuck skal jeg bruge det til? Jeg skal være sanger eller skuespiller. Hvorfor skal jeg så… hvorfor skal jeg så vide at norskere spiser franskbrød eller drikker øl eller hvad fanden eller hvad fuck de drikker? Nej, undskyld jeg bander, men det er ikke det, jeg skal. Jeg skal ikke være videnskabsmand, jeg skal ikke være den nye Einstein, jeg skal være den nye mig.

Pernille Nygaards deltagelse i et reality-tv-show er tydeligvis hendes instrument i forsøget på at gøre karriere. Egentlig indsigt ser hun som et alternativt instrument, som hun vælger fra. Men hvorfra kommer dette billede? Mit eget bud er dette: Taksameterprincippet er sammen med en officiel politik om, at man skal have en uddannelse for at kunne få et godt arbejde, med til at skabe et billede af uddannelse som et instrument snarere end som en vigtig værdi i sig selv. Og når underholdningsverdenen samtidig gennem reality-tv fremviser en alternativ karrieremulighed, bliver kompetence det instrument, der bliver legitimt at fravælge. Pernille Nygaard har gået i gymnasiet, men for hende (og også for gymnasiet) handlede det om uddannelse, men ikke dannelse. For hvis der er noget, Pernille Nygaard ikke har fået (og måske aldrig vil kunne bringes til at forstå, at hun ikke har), er det en nødvendig almen dannelse. Måske er det i virkeligheden dét, jeg er allermest vred over.

(Visited 248 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

2 kommentarer til “De emigrerer vores land (eller: Uddannelse og dannelse)”

Skriv et svar