Kvalitet og kvantitet i undervisningen

I går skrev jeg om en pige fra Frederikshavn, der er eller har været uddannelsessøgende og tydeligvis har en meget ringe indsigt i grundlæggende forhold i samfundet og almindelig dansk sprogbrug og udstiller dette i “søde” videohilsner på Facebook. Senere viste jeg videoen til min datter, og hun sagde

– Jamen far, det hedder da nordmænd. Tænk, at hun ikke ved dét.

Her skal jeg huske at tilføje, at min datter er 11 år og skal begynde i 5. klasse til august. Min kone foreslog, at jeg skulle skrive til Frederikshavn Gymnasium & HF og spørge, hvordan de havde det med at have elever af denne tvivlsomme standard. (Det har jeg ikke gjort endnu, men jeg overvejer det.)

I dag kan jeg læse en kronik i Berlingske af Erik Albæk fra Center for journalistik ved Syddansk Universitet. Det er en meget positiv kronik om hvordan myten om de uvidende studerende er netop dét – en myte. Han skriver

Det kan vel være, at nogle uddannelser har problemer med deres studentermasse. Men det har absolut ikke alle. Når det drejer sig om mit eget fag, statskundskab, er det stort set kun gået frem på alle relevante dimensioner, siden jeg blev indskrevet ved universitetet i 1974. Det gælder råvaren, produktionsfaktorerne og – processen og produktet.

Jeg er oprigtigt glad for at det går denne vej. Selv vil jeg bestemt også hævde, at der er ting, der er blevet endog meget bedre. Universitetspædagogik bliver taget langt mere alvorligt, end den blev, da jeg studerede – eller i de første år af min tid som universitetslærer.

Hvor der i begyndelsen af 1970erne var frit optag ved landets universiteter, kræver optagelse på statskundskabsuddannelsen i dag et studentereksamensgennemsnit på over ni og matematik på minimum B-niveau. Og hvor gymnasieundervisningen dengang foregik »ex cathedra«, altså fra læreren til eleverne, har nutidens studenter i teams lært at samarbejde om problemløsning og at forholde sig kritisk til stoffet og den undervisning, de modtager. Det har betydet, at nutidens statskundskabsstuderende er langt bedre rustede til det universitetsstudium, der venter dem, end jeg og mine medstuderende var for 40 år siden.

Det er jeg også glad for at høre, og mit indtryk er også at mange studerendes kompetencer på nogle områder er blevet bedre. Men hvordan harmonerer dette med at der i dagens Danmark findes gymnasieelever, der ligger hen over bordene i timerne og spiller spil eller ikke ved om “norskere” bor i huse? Og hvordan harmonerer det med de aktuelle tal, der viser at den for taksameterprincippet så vigtige produktion af studenterårsværk (STÅ) er for nedadgående på mit fakultet på Aalborg Universitet?

Den store udfordring er for mig at se, at vi tager uddannelser, der engang blev taget af en mindre del af en årgang og forsøger at indrette dem til masseuddannelser, og det er her, noget ikke er lykkedes. Men hvad skal vi gøre, hvis/når vi nu skal indrette masseuddannelser?

Jeg vil her ikke påpege mulige løsninger – for der er allerede foreslået mange. Det vigtigste er for mig at se at forstå årsagerne først. Her er et for mig at se væsentligt eksempel: En mulig årsag til at Erik Albæk oplever gode studerende er, at der faktisk ikke er frit optag på statskundskabsuddannelse, men at den har et temmelig højt adgangsgivende gennemsnit, der i et vist omfang sorterer de mindst kompetente ansøgere fra. På uddannelserne på det teknisk-naturvidenskabelige fakultet på Aalborg Universitet er der derimod frit optag. Om adgangsbegrænsningen har en effekt på de studerendes præstationer og eventuelle frafald, eller om der er andre faktorer, der gør sig gældende, er desværre svært at undersøge. Men det bør gøres.

I den kommende tid vil vi lave en langsgående undersøgelse af hvordan det går studerende, der bliver optaget på datalogiuddannelserne på Aalborg Universitet for at se, hvordan deres resultater undervejs bliver påvirket af deres adgangsgivende eksamen – her specielt karakterer i relevante fag og hvilken type adgangsgivende eksamen, der er tale om – og om der er en sammenhæng mellem de samme studerendes karakterer i bestemte progressionsforløb undervejs på uddannelserne.

(Man burde måske også undersøge, om undervisernes baggrund har en indflydelse. Dette har vi dog ikke valgt at gøre her, da vi formoder, at udskiftningen i undervisere over en kort årrække er ringe.)

Jeg så hellere, at sådanne undersøgelser blev gjort til en standardpraksis end at man brugte mange resurser på andre slags evalueringer. Her tænker jeg specielt på de resursekrævende, men egentlig ikke særligt informative akkrediteringsrunder. Akkrediteringsrunderne bliver først og fremmest brugt til at fælde dom over bestemte uddannelsesmiljøer, hvor det, der egentlig var mere tiltrængt, var en systematisk kvalitetsudvikling.

(Visited 49 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar